Ugens kultur-anbefalinger uge 21
NyhedSkrevet af: Fine Spind25. maj 2021

Ugens anbefalinger uge 21

Anbefalinger til ugens kulturoplevelser
Ugens anbefalinger uge 21</br>The Robot Project af Flyvende Grise. Medvirkende: Ernesto Piga Carbone.</br>Foto: Pr-foto / Flyvende Grise
The Robot Project af Flyvende Grise. Medvirkende: Ernesto Piga Carbone.
Foto: Pr-foto / Flyvende Grise

Jesper Justs smukke univers på Gl.Holtegaard

Den internationalt anerkendte danske billedkunstner Jesper Just har omdannet Gl. Holtegaard til en totalinstallation, med soloudstillingen Seminarium. Han har taget afsæt i Gl. Holtegaards historie, som går tilbage til 1756, hvor huset blev tegnet af kgl. hofbygmester Lauritz de Thurah.
Barokhaven udenfor fremstår stadig som et eksempel på, hvordan mennesket gennem historien har taget total kontrol over naturen og påtvunget den universel symmetri. Jesper Just inddrager i udstillingen havekunsten i et omfattende, skulpturelt økosystem med planter og videoskærme.
Udstillingen kan opleves frem til den 4. juli på Gl. Holtegaard i Holte frem til den 4. juli

Spring festival - Fantastisk børneteater

Den sidste weekend af maj bliver Amager et festfyrværkeri for børn og barnlige sjæle, når Spring Festival løber af stablen.
Store og små kan opleve charmerende gadeteater fra Italien, magisk objektteater fra Belgien, legende og vild dans fra Schweiz side om side med akrobatik og lydteater fra danske kompagnier. Festivalen byder på over 80 forskellige forestillinger og events. Man kan blandt andet opleve vildt og morsomt gadeteater med forestillingen ‘Piloter giver aldrig op’ eller Teater Refleksions poetiske og sørgmodige forestillingen om det aldrende marsvin Hr. Muffin, som du kan læse mere om i vores interview med skaberen af forestillingen.

Læs også interview: Marsvinet Hr. Muffin er bedre til at spille død end en skuespiller

Spring byder også på oplevelser for de helt små som eksempelvis Gazarts ‘Stop op, hop’. Hele programmet kan ses her springfestival.nu og det foregår fra den 25. - 28. maj
Spring er arrangeret af Zebu, Amager Kulturpunkt og Børnekulturhus Amager

Streg & Menneske på udstillingsstedet Sydhavn Station

I udstillingen “Streg & Menneske” vises kunst i sin helt elementære form — i et universelt udtryk, og med et motiv, der har været populært helt fra stenalderen og op til nutiden: nemlig den tegnede menneskefigur.
Deltagende kunstnere er Al Masson (F/DK), Louise Bech Pedersen (DK), Sebastian Quedenbaum (D/DK), Uwe Jahn (D/DK), Inga Krog Møller (DK), Jasper Sebastian Stürup (DK), Anna Stahn (DK), Jenni Tietze (D), Petra Lottje (D) og Markus Vater (D).
Udstillingen er arrangeret af Hartmut Stockter.
Fernisering d. 28.5.2021 kl 15-20
Udstillingen vises 29.5.2021 - 27.6.2021 på udstillingsstedet Sydhavn Station

The Robot Project på Folketeatret

Kan kunstig intelligens (AI) lære at forstå menneskelige følelser og værdier? I den humoristisk og poetisk menneske-robot performance The Robot Project forsøger videnskabsmanden Daniel at genskabe sin døde bror Leonardo gennem en AI.
Flyvende Grise gæster Folketeatret med forestillingen under CPH Stage.
Spiller på Folketeatret 29. maj - 31. maj

Ilt festival i Aarhus - spektakulær international scenekunst

Siden 1984 har Groupe Zur (Zone Utopiquement Reconstituée) samlet kunstnere, der elsker at opfinde og skabe eventyr og oplevelser. Under Ilt Festival inviterer de indenfor i en installation på Gruppe 38. Det er et magisk hus med et spejl, der reflekterer et ansigt, som ikke er dit eget; et vindue, der kaster underlige skygger; en person, der vender på hovedet, når han drikker te og en kolibri, der dukker frem i et vandfald af fint sand.
Festivalen giver også mulighed for at booke en tid hos den britiske performer Sonia Hughes, som bruger lokale i sine værker. Hun vil bruge en række samtaler med århusianere som forberedelse til en forestilling, til ILT festival 2023.
ILT arrangeres af Aarhus Teater, Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38 i samarbejde med Bora-Bora, Teater Katapult, Teater Refleksion, Musikhuset Aarhus, Åbne Scene/Godsbanen, Teaterhuset Filuren og andre lokale samarbejdspartnere

Nuuk Kunstmuseum åbner afdeling i rum46 i Aarhus

I videoværket ‘Arctic Hysteria' forenede Pia Arke (1958-2007) to motiver, der dominerer den vestlige kunsthistorie: den nøgne kvinde og landskabet. På den måde udforskede hun både kunsthistoriens blik på kvinden - men også den dansk-grønlandske kolonihistorie. Værket Arctic Hysteria er et af Arke og Nuuk Kunstmuseums hovedværker.
ASSINGA / er et samarbejde mellem udstillingsstedet rum46, Nuuk Kunstmuseum og Århus Feminist Collective. Sammen ønsker de at skabe en fælles udstillings-, diskussions- og publikationsplatform digitalt og fysisk i rum46.
Det grønlandske ord assinga har flere betydninger: dens gengivelse, dens billede eller dens lige. Navnet afspejler, at rum46 vil fungere som et satellitudstillingssted for Nuuk Kunstmuseum.
Pia Arkes værk kan opleves i rum46, studsgade 46, 8000 Aarhus C, fra den 27. maj - 30. juni

Koncert med Svaneborg Kardyb på Radar

Den danske jazzduo Svaneborg Kardyb er et af dansk jazz nyeste skud på stammen. Efter udgivelsen af duoens debutalbum, Knob, i foråret 2019 fulgte et hæsblæsende år med massiv opmærksomhed og anmelderroste koncerter i både ind- og udland.
Duoen gjorde sig bemærket ved Danish Music Awards Jazz 2019 ved både at modtage prisen for Årets Nye Talent og Årets Danske Jazzkomponist, for deres ‘meditative grooves, deres naturlige tilgang til melodi og den udsøgte interaktion imellem dem.’
I efteråret 2020 udgav duoen opfølgeren, Haven, som en hyldest til naturen. De har forsøgt at indfange stemninger fra naturen ved blandt andet at bruge deres bedsteforældres sønderjyske og nordjyske stemmer, ligesom de har brugt lyden af et drømmende vindspil i en kolonihave.
Svaneborg Kardyb giver på Radar lørdag 29. maj

Verdens sidste idé på Atlas

Der er fortællelyst og både dybde og humor at spore i aarhusianske Verdens Sidste Idé, der lever et sted mellem indie-rock, folk-rock og forfriskende pop-rock. Denne aften gæster de for første gang Atlas i Aarhus.
Spiller på Atlas, Vester Allé 15 i Aarhus fredag d. 28 maj

Berørt i Kunsthal Aarhus

Hvordan ser en kunstnerisk respons på coronakrisen ud?
Kunstnerne Benedikte Bjerre, Kaspar Bonnén og Sonja Lillebæk Christensen giver hver deres bud med skulpturer til udstillingsprojektet Berørt.
Værkerne kan ses ved Kunsthal Aarhus indtil d. 20 juni.

Facebook
Del på facebook
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind