Fotobiennale: Fotografiet er dødt – men bliver måske genfødt på Brandts

Fotografiet er dødt – men bliver måske genfødt på Brandts

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Ditte Madsen10. sept 2018

Brandts Museum for kunst & visuel kultur i Odense afholder for 2. gang stor international fotobiennale i samarbejde med Fotografisk Center i København og Galleri Image i Aarhus

Er fotografiet forældet? Måske, men derfor lever det stadig i bedste velgående, takket være digital teknologi, der har ændret vores omgang med fotografiet. Der er pludselig nye muligheder og måder at fortælle historier på.

Et af de første fotografiske selvportrætter skal vi helt tilbage til 1840’erne for at finde. Den franske fotografipioner Bayard følte sig overset for sit bidrag til fotografimediet, og fotograferede derfor sig selv som druknet og lod dette fotografi cirkulere rundt i det franske borgerskab i 1840. Rygtet meldte, at han havde druknet sig i Seinen, men i virkeligheden døde han i 1887 af alderdom. Det var her, det første manipulerede fotografi så dagens lys, men det var langt fra det sidste. Brandts viser i den nye udstilling, hvordan internationale og danske kunstnere fortolker fotografiet på deres egen måde.
Kelli Connell arbejder med en dobbelt kvindefigur i sine billeder.
Foto: Kelli Connell
Keith Cottingham Ice Cave Interior, 2006. Digital konstrueret 3D model.
Foto: Keith Cottingham

Manipulationens magt

Den belgiske kunstner Filip Dujardins billeder på udstillingen viser ved første øjekast skyskrabere og urban arkitektur. “De ser næsten rigtige ud”, hviskede en medbeskuer til sin sidemand, da jeg stod i salen og betragtede fotografierne. De så næsten rigtige ud, men noget var skævt med tyngdekraften, som om bygningerne foldede sig ud i stedet for at stå solidt plantet på jorden. Mit blik kunne ikke helt finde hvile, og ville ikke acceptere rundinger eller spidser, hvor de ikke plejede at være. Men når man betragter billedet, kan man alligevel ikke vige fra forestillingen om, at det reelt er et fotografi af en bygning – den ser jo næsten rigtig ud. Hvis man altså ser bort fra, at et tempel har søjler i 7 forskellige byggestile eller, at etagerne måske strækker sig ud i stedet for opad.

Hele udstillingen Photography to end all photography på Brandts bærer præg af, at kunstnerne har taget sig friheder i deres digitale medie, som det traditionelle fotografi ikke havde tilladt. I samme genre findes Kelli Connell, som arbejder med en dobbelt kvindefigur i sine billeder. Ved hjælp af selvudløser tager hun billeder af sig selv og en model, hvorefter hun photoshopper sig selv ud og erstatter sin silhuet med den samme model i en anden posering. De ligner søstre, men er så alligevel for ens. De passer sammen, men ikke helt, fordi det er uvant for øjet at se to ens mennesker så tæt sammen.
Fotografiet er en række af manipulerede månelandskaber og stills fra Resnais’ film med samme titel.
Foto: Morten Barker

Bevægelse og stilstand

Den danske kunstner Morten Barkers værk, Hiroshima mon amour er et næsten 17 meter langt fotografi, som egentlig ikke er et fotografi men en række af manipulerede månelandskaber og stills fra Resnais’ film med samme titel. Morten Barker siger selv om værket:

”På grund af menneskelig påvirkning kan man ikke se, hvad der reelt er foregået i Hiroshima, der er end ikke mere radioaktivt støv, men på månen kan man stadig se astronauternes fodspor, fordi der ikke er nogen atmosfære.”

Hiroshima mon amour er en fortælling om et ødelagt landskab med kratere, spor efter stenskred og bjerge i horisonten, der egentlig ikke findes. Værket er nærmest uden perspektiv, så det bliver afhængigt af beskuerens bevægelse; man må gå langs værket, for at forstå det, og i bevægelsen findes fortællingen.

Læs også interview: Morten Barker skyder billeder af militæret, mens de skyder med kanoner (https://finespind.dk/index.php/artikler-og-billedserier/724-billedkunstner-morten-barker-bringer-fascinationen-for-militaeret-ind-i-sine-vaerker)
Eva Stenram, Calvalcade 3, 2015.
Foto: Eva Stenram
Jesper Rasmussen, Nordrhinwestfalen, 2017.
Foto: Jesper Rasmussen
Et andet betagende værk på udstillingen er danske Jeanette Ehlers’ The Gaze. Hun har tidligere optrådt med værket i en live-performance, men på Brandts bliver det udstillet som et videoprojekt. Skærmen er todelt, og på den ene side får man intens øjenkontakt med én skuespiller ad gangen, på den anden lige så intens øjenkontakt med en hel gruppe sortklædte, stillesiddende mennesker, alle med forskellig etnicitet. Da Jeanette Ehlers opførte værket som en performance holdt castet 4 minutters øjenkontakt med publikum. Bagefter gik én af skuespillerne ud blandt publikum og byttede plads med vedkommende, hvorefter hun sagde ordene: ”I’m here because you were there.” Værket er nemlig til minde om kolonialismen og racismens fremmedgørelse; den tidligere koloniserede er her, fordi kolonimagten var der. Derudover er det samtidig et forsøg på at skabe intens, menneskelig kontakt – noget der uden tvivl også kan skabes i et videoværk, der står så stille, at det næsten er et fotografi.
Selvom fotografiet har ændret sig drastisk og ikke længere kan gemme sig bag at være et tilsyneladende troværdigt øjebliksbillede, kan genren stadig fortælle historier. Måske er den endda blevet genfødt i digitale klæder, der tillader endnu mere. Og når vi i dag ser en druknet på et fotografi, så ved vi, at fotografiet ikke nødvendigvis viser os en druknet.

Fakta:

Udstillingen vises på Brandts – Museum for Kunst og Visuel Kultur frem til den 30. december 2018

Kurator Anna Krogh

Udstillingen viser værker af:
Lykke Andersen, DK, Thomas Bangsted, DK, Morten Barker, DK, Kelli Conell, USA, Keith Cottingham, USA, Filip Dujardin, FR, Jeannette Ehlers, DK, Peter Funch, DK, Niklas Goldbach, DE, Beate Gütschow, DE, Craig Kalpakjian, USA, Yang Yong Liang, CH, Gerhard Mantz, DE, Osamu James Nakagawa, USA, Robert Overweg, NL, Jesper Rasmussen, DK, Johan Rosenmunthe, DK, Eva Stenram, GB, Myne Søe-Pedersen, DK, Ryan Trecartin, USA, Ebbe Stub Wittrup, DK

Kurator Anna Krogh

Symposium
Fredag den 31. august 2018 – kl. 9.30-16.00 – i DGI- Byen, København.
I forbindelse med udstillingerne afholder Fotobiennalen et symposium i København med en række store internationale navne som keynote speakers:

Geofrey Batchen, David Bate og Cecilia Grönberg samt en række af de deltagende kunstnere.

Udstillingen er støttet af:
Nordea Fonden
Odense Kommune
Slots- og Kulturstyrelsen
Brandts Erhverv

Visionssalon
Den 4. oktober inviterer Bikubenfonden i samarbejde med Fotobiennalen til Visionssalon.
Der er visionsalon i forbindelse med Fotobiennalen kl. 17 – 18.30

Visionssalonens panel består af:
- AVPD (dansk kunstnerduo bestående af Aslak Vibæk og Peter Døssing), Nicolai Howalt, (dansk fotograf ), Lina Hashim (billedkunstner ), Sigrid Nygaard (fotochef på Dagbladet Information). Salonen modereres af Torben Sangild, ( ph.d. i moderne kultur fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved KU)

Facebook
Del på facebook
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind