Kæmpeinstallation på Statens Museum for Kunst med Dahn Vos værker viser en skarp, spiddende men også humoristisk brydning med kunstnerens egen og historiens identitet

Knap har jeg læst mig igennem introteksten til Danh Vos udstilling på Statens Museum for kunst, før dobbelttydigheden i udstillingens titel rammer mig. Take My Breath Away lyder overskriften på de mere end 70 værker af Dahn Vo, som frem til december er udstillet og præsenteret som én stor installation på Statens Museum for Kunst. For hvad betyder det at få frarøvet sit åndedræt, når det gængse ordsprog med den faste, oftest positivt ladede betydning at miste pusten i forbløffelse eller fascination, pilles ud af sætningen? Så betyder titlen – at miste åndedrættet – vel i yderste konsekvens at miste sit liv.

Det er med dén vinkel, jeg dykker ind i udstillingen; jeg forventer at miste pusten – at få præsenteret historien om den unge Danh Vo, der som fireårig sidder i en båd i Stillehavet med sin familie, på flugt fra et land, hvor genopdragelseslejre og tvangsflytninger er hverdag i årene efter Vietnamkrigens afslutning i 1975. Og jeg forventer at møde en udstilling med et skarptskåret politisk budskab om det åndedrag og det liv, der ville have været frarøvet det lille menneske og hans familie, hvis et Mærsk-skib ikke havde bjerget de flygtende, og hvis intet land – i dette tilfælde Danmark – havde accepteret deres anmodning om asyl.

Mine forventninger bliver imødekommet, og de bliver ikke imødekommet. For Take My Breath Away kan ses som et net af fortællinger spundet over de samme temaer – tro, religion, identitet, migration og kolonisering – men hvor den enkelte fortælling har sin egen tråd, og hvor rammerne er på én gang befriende og frustrerende vidde for fortolkning.

Det, der forbinder os

Værkerne i Take My Breath Away breder sig ud over begge stueetagens haller samt Skulpturgaden på SMK. Det anbefales at begynde i hallen til venstre for museets indgang – og med god grund, for det er her, man som beskuer præsenteres for det mest sammenhængende rum.

En slags præsentation og forforståelse af Danh Vo som menneske og kunstner bygges langsomt op. Vi får fortællingen om det krigs- og konflikthærgede Vietnam, om familiens flugt og deres ankomst til Vesten. Vi får fortællingen om de drømme ikke mindst forældrene tog med sig til Vesten – og om manglen på fysiske minder, som Danh Vo genskaber med fotos fra Vietnams gadeliv, som han har erhvervet sig som voksen.

Disse tre hovedtemaer er præsenteret gennem ’tre rum’ i rummet, opbygget af træplader, som på ydersiden fremstår rå og ubehandlede. Det første rum udstiller 14 breve skrevet af Henry Kissinger til daværende teaterkritiker på New York Post, Leonard Lyons. Indholdet i brevene er personligt og banalt – de omhandler Kissingers passion for ballet og teater og Lyons’ ihærdige indsats for at skaffe den nationale sikkerhedsrådgiver billetter til populære forestillinger. Med sporadiske kommentarer til afsenderens embede og datidens politiske virkelighed er Danh Vos udstilling af brevene på én gang en satirisk og syrefuld kommentar til politik og – i hvert fald fra nærværende beskuers perspektiv – en næsten øm påmindelse om det, vi har til fælles: den menneskelighed, der trods alt ligger i, at selv om man er med til at orkestrere verdens politiske gang, vil man hellere sidde på første parket til ‘Hello Dolly’ eller den kongelige ballet.

Rummet med Rolex

Videre fra Kissingers breve bevæger vi os til næste lille rum i udstillingshallen. Her viser Dahn Vo fotografier af tilfældige vietnamesiske drenge og unge mænd - fotografier, hvis motiver er flankeret med titler, som understreger det åbenlyse: Sovende drenge, Badende dreng, En dreng med baguettes. Ved netop at pointere det åbenlyse peger Danh Vo vel på, at det netop er det åbenlyse, der er det væsentlige: mennesket blottet for roller – mennesket, som det er, når det ikke reduceres til en politisk aktør, et offer eller en frelser, allieret eller fjende.

Med de tilfældige fotos fra Vietnams gadeliv skaber Danh Vo en forbindelse til sine rødder; det bliver mere personligt. Helt tæt på kommer vi i det sidste af de tre rum – et rum, hvor Dahn Vos fars mest værdsatte ejendele, som han erhvervede sig efter ankomsten til Vesten, er udstillet. Faderens drømme, manifesteret i blandt andet et Rolex-ur, glimter i en montre, mens der på gulvet er en samling porcelæn bjerget fra et koloniskib, der forliste i Det Sydkinesiske Hav i 1700-tallet. Her mødes øst og vest. Rummet kan ses som en kommentar til forliste drømme, en stille triumf, hvor den flygtende sejrer over kolonimagten – eller en påmindelse om det fantastiske i, at selv de skrøbeligste elementer kan overleve et skibbrud.

Bjergtagende byggeklodser

Flertydigheden gennemsyrer hele udstillingen og ses også i et af Dahn Vos mest ikoniske værker: lysekronen. Den mangearmede glimtende sag har en direkte forbindelse til underskrivelsen af fredsaftalen i Paris i 1973, hvor Vietnamkrigen officielt så sin ende. På én gang et symbol på vestlig indblanding og ageren som overmagt og et symbol – på papiret i hvert fald – på fred. Trods de tydelige skygger, den kaster af sig, er lysekronen et syn, der forfører – den er med Danh Vos egne ord ”designet til at få dig til at glemme, til at lægge dine sorger bag dig.”

Og dér sidder det lille menneske da også – en meget ung Danh Vo i pasfotostørrelse indrammet i A3 – og kigger på lysekronen. Det lille menneske over for det store system – måske.

Der er ikke blot ét budskab på spil i udstillingen. Og derfor er værkerne på samme tid hele tiden færdige og aldrig færdige. Danh Vos værker er altid i proces, og det bliver understreget af den måde, som udstillingen er bygget op på;de tre rum bygget af rå plader og værkerne i udstillingens andet rum, som præsenteres på en palle og en stilladslignende reol, der kaster ens tanker hen på et gør-det-selv byggemarked. Præsentationen understreger, at her er noget, som netop er bygget op – og som kan pilles fra hinanden igen. Det giver udstillingen en rå nøgternhed, som ved første øjekast kan virke ufærdig, men som hænger fint sammen med kunstnerens evige genskabelse af sine værker – og som på dén måde ikke blot er en ramme for fortællingerne, men en del af fortællingen.

Take My Breath Away er en omfattende udstilling både i antallet af værker og i de potentielle tolkninger, der åbner sig for én som beskuer. Med til udstillingen hører et gratis katalog, og er man ikke i forvejen velkendt med Danh Vos kunst, er kataloget en vigtig navigatør i kunstnerens univers.

Mens udstillingens første hal - dén til venstre for indgangen - er både interessant og tilgængeligt at nærme sig uden katalogets forhåndsviden, fremstår udstillingen mere fragmenteret i hal nummer to. Her møder vi måske ikke så meget mennesket bag kunstneren, men kunstneren i mennesket. De to kan naturligvis ikke skilles ad, men hvor man i første rum i højeste grad kan mærke et menneske og en fortælling, så giver rum to et bredere – med risiko for mere diffust – billede af Danh Vos processuelle måde at arbejde på. Her er det medfølgende katalog ikke bare nyttigt, men flere steder nødvendigt for forståelsen. Aflægger man udstillingen et besøg – og det anbefales på det kraftigste herfra – skal man altså sætte god tid af til at lade værkerne rodfæstne sig. Og lade dem frarøve sig sit åndedræt.

Fakta:

Danh Vo er født i Bà Rịa, Vietnam i 1975. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Städelschule i Frankfurt.

Danh Vos udstilling Take My Breath Away på Statens Museum for Kunst kan opleves fra den 30. august - 2. december.

Udstillingen Take My Breath Away handler om migration, globalisering og begær.