Et Flyvende tæppe, der ryster af skræk over kunstens mærkelighed
På kunstmuseet ARoS i Aarhus viser guiderne, hvordan man kan bruge fantasien til at åbne op for kunstoplevelsen sammen med børn
“Kan I mærke tæppet er lidt uroligt? Det ryster af skræk, fordi det synes det er lidt mærkeligt det hele”, siger museumsguiden Pernille.På en grå regnvejrssøndag, hvor Aros som altid er tætpakket, sætter en gruppe børn og voksne sig pludselig ned på gulvet. Det virker helt naturligt for gruppen at sætte sig ned, midt i al hurlumhejet omkring gæster, der skal op og ned ad trappen, for at gå igennem en regnbue eller for se Ai Weiwei's supermand en sidste gang, inden hans snarlige exit. De ænser knap nok menneskemængden omkring dem, for snart er gruppen på gulvet helt opslugt af dens egen særlige mission på museet.
Detektiver på museet
“Er I gode detektiver?”, spørger en ung kvinde, der fortæller os, at hun hedder Pernille. Jeg har sat mig ned sammen med mine to nevøer på seks og syv år. Vi skal ud og lede efter et flyvende tæppe, der har lagt sig foran et kunstværk, fordi det ikke forstår det.
“Og hvorfor hænger der råt kød ved trappen op til regnbuen? Rådner det ikke? Det er mega ulækkert!” “Hvordan har de fået Boy ind i Aros? Han er alt for stor til den indgang!”. Der er mange ting man kan undre sig over på sådan en tur ind i den store kunstbygning.
Vi skal fortælle en historie
Vores opgave bliver at berolige det rystende tæppe ved at fortælle tæppet en historie, der handler om kunstværkerne omkring det.Inden længe har vi rejst os og bevæger os op ad Aros' snoede stentrappe og hen igennem kunstnerparret Nathalie Djurberg og Hans Bergs stemningsfulde udstilling Flickers of Day and Night. “Vi er i et kæmpe eventyrland”, fortæller guiden os. Hun leder os forbi kæmpefuglene, med de dybe næb fyldt op af farverige små piller, hen over over det bløde mellemgangstykke med de projekterede dyr, der bevæger sig flygtigt på væggene, og ind i et mørkt lokale hvor Djurberg og Bergs kæmpe voksblomster befinder sig.
Den drømmende grotteagtige musik i lokalet får mine nevøer til at skifte ansigtudtryk for en stund. Måske tæppet ryster lidt af skræk, med god grund? Vi kæmper os forbi kæmpeblomsterne, der står tæt i lokalet, og hen til et arabisk tæppe, der ligger i et mørkt hjørne af den eksotiske have.
Her fortæller guiden os, at vi kan sætte os. Nu er det vigtigt, at vi bruger vores fantasi, fortæller hun, hvorefter hun drysser lidt magisk hvidt 'fantasipulver' ned i børnenes hænder. Mine nevøer ser måbende ned i deres håndflader. Det glimter en smule.
Kollektiv historiefortælling gør kunsten tilgængelig
Det bagvedliggende argument for at berolige det magiske tæppe, handler om vigtigheden og værdien i at opleve og sætte ord på kunstoplevelsen kollektivt. Vi skal ikke fjerne os fra noget, vi ikke forstår. Vi skal sætte os ved foden af det og mærke, se og føle det ekstra meget, indtil vi er rolige ved det.Opfordringen til at finde på en historie til tæppet får børnene i gang med at tale om rummet. Sammen med børnene laver guiden en historie, der handler om en kæmpe have, hvor tæppet flyver rundt. Indtil det bliver sultent, slår sig ned under en kæmpeblomst og spiser græs.
“Hvordan smager frisk græs mon?” ”Hvordan føles det mon at sidde under kæmpeblomsterne? Nu tror jeg, jeg ved, hvordan det er at være en Mariehøne!”, siger hun.
Det er kunstens hverdagstilgængelighed i sindet og vores ikke fysiske relation til kunsten, der tematiseres med det magiske fortællertæppe. Da et barn pludselig rejser sig op og succesfuldt føler sig så hjemme og rolig ved kunsten, at hun går hen og rører ved Berg og Djurbergs' voksblomster, bliver guiden nødt til at forklare, at man faktisk ikke må røre ved kunsten. “Jeg er også sådan en pilfinger, der får lyst til at røre. Men man må desværre ikke røre ved kunsten på museet’”, siger hun til pigen.
Der sker noget med børnene, der sidder på tæppet i udstillingen. Fortællingen om tæppet, der skabes i fællesskab udfra guidens ledende spørgsmål om værkerne, som eksempelvis: “Er tæppet i en helt almindelig have?”, får børnene til at grine. Kunsten er nok fysisk urørlig, og derved stadig lidt mystisk og anderledes, end det meste andet man går forbi på en dag. Men den er også sjov og kan få fantasien til at flyve.
Nogle gange slutter eventyr ikke
Da guiden slutter med at spørge, hvordan eventyr plejer at ende, svarer en dreng: ”“Nogle gange slutter de slet ikke?”. Men her det er tid til at slutte svarer hun, for tæppet er faktisk blevet helt roligt igen. Vi har fået det til at falde til ro ved at fortælle det lidt om, hvad vi så. Og det virker på en eller anden måde også til at have beroliget mine to nevøer en smule. De er faktisk er ret vanskelige at få med derfra, da de har fået øje på én af Berg og Djurbjergs famøse stopmotionfilm.
Små figurer løber efter hinanden, én fanger en anden og giver den smæk: “Er det ikke mærkeligt, det der?”, siger min ene nevø til den anden. Det bliver de hurtigt enige om, at det er. De animerede voksfigurer, der løber rundt på lærredet, minder dem på én måde om de Pingu-film, nevøerne har set mange gange, på en anden måde er de helt anderledes og mærkelige. Men drengene bliver stående og betragter det mærkelige en stund, inden det lykkes mig at få dem med ud i det pulserende byliv udenfor.
Det næste magiske fortællertæppe på Aros er d. 14 februar og hedder ”Lad os flyve sammen”. Du finder guiden på trappen ved 3.sal.
