Scenen er skiftet ud med fri bevægelighed, når Statens Museum for Kunst lægger sale til forestillingen 9x9x9. Nyskreven litteratur, gamle malerier og performance går op i en højere enhed

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Teatret er rykket ind på Statens Museum for Kunst. I forestillingen 9x9x9 har opfører ni skuespillere ni tekster skrevet af ni forfattere foran ni forskellige billedkunstværker. Konceptet har været brugt før, i 2014, og nu vender det tilbage til museet med ni nye fortolkninger af maleri og tekst.

9x9x9 er en treleddet fortolkningsproces; forfatteren lader sig inspirere af kunstværket til en tekst, som skuespilleren fortolker i sin opførelse og formidler ud til publikum, der kan opleve malerierne åbne sig på en ny måde i samspil med skuespillerens fysiske nærvær. Alle publikummer starter samme sted, ved museets Skulpturgade, med en prolog af Jørgen Leth. Derefter spreder vi os ud til de forskellige forestillinger og vælger vores egen rute rundt på museet til stykkerne, der gentages aftenen igennem. På den måde bliver man medskaber af sin egen teateroplevelse.

Ind i maleriet

Medskabelsen understreger skuespiller Marianne Høgsbro i stykket Please touch af Simon Fruelund. Hun dukker frem blandt publikum i rummet for Europæisk kunst fra 1900-tallet og træder med os ind i maleriet Landskab med lyngbakker (Lauritz Hartz, 1939). I sin røde frakke bevæger hun sig frem mod maleriets lille rødklædte skikkelse, der i Fruelunds tekst er hende selv, som barn.

Pigen på maleriet kommer gående mod maleren og mod os, publikum, som sidder og betragter, mens Marianne Høgsbro forsøger at tale kunsten ned fra sin piedestal og gøre den nærværende; til noget man godt må røre. Selv kradser hun med neglen i maleriet, og lader fingrene glider gennem en af de forreste publikummers hår.

Et par af de andre stykker benytter sig af samme greb, hvor skuespilleren mere eller mindre direkte inkarnerer én af de på maleriet skildrede personer. Det sker for eksempel i Ung pige, der betragter havet (maleri af samme navn, Henri Matisse, 1923) med tekst af Jens Christian Grøndahl og Personpåkørsel forfattet af Dorthe Nors, hvor sidstnævnte dog tager sig den frihed at placere maleriets situation (Christian Skredsvigs Skt. Hans aften i Norge, 1886) i en nutidig kontekst, hvor maleriets konkrete mørke, og fortællingens symbolske mørke – personpåkørslen, bogstavelig talt vokser ud af billedet i form af et stort, sort klæde, der dækker det halve rum.

Læs også: Japanomania i kunst, kultur, musik og design

Kustode med dødsangst

Mest interessante er de stykker, hvor teksten river sig lidt mere fri fra maleriets umiddelbare indhold. Det gælder for eksempel Ung kvinde som betragter et kranium skrevet Svend Åge Madsen over Alessandro Casolanis maleri af samme navn fra før 1591. Svend Åge Madsen bruger forestillingens fysiske kontekst, museet, til en leg med det virkelighedsnære og det absurde. Christine Sønderris er kustoden med dødsangst, der arbejder på SMK og som bruger Casolanis maleri som en art konfrontationsterapi. Ud af den situation vokser en vild historie, der forholder sig til maleriet, men som også får lov til at rive sig fri og leve sit eget liv.

Læs også: Teatret Svalegangen og Aarhus Domkirke Befrier gudstjenesten

Guds Geometri, forløst af skuespiller Simon Bennebjerg med en tekst af Lotte og Søren Hammer, er også en vild, og vildt underholdende, fortælling, men den falder samtidig naturligt i forlængelse af den abstrakte installation, stykket fortolker - 1000 Farver, skabt af kunstnerne Niels Nedergaard & Viera Collaro i 1977, som netop lægger op til den totalt frie fortolkning. Her får publikum serveret kristendommens skabelsesberetning med modifikationer, humor, legetøjsrekvisitter og stort engagement. Tro mod 1970’ernes tidsånd får Gud også et par slag over nakken.

Urolig leg

Den måde at bringe billedkunsten til live på, minder mig om et børnetime-program, jeg så da jeg var barn. Fortælleren var sikkert Thomas Winding, og han fortalte opdigtede historier til stillbilleder af malerier, der hang på et museum. Der var ret mange Skagensmalerier i blandt, så vidt jeg husker.

Sådan et børneprogram ville man aldrig se i dag, og 9x9x9 har da også taget konceptet til et nyt niveau. Selvom min barndoms tv-program godt kunne være, indrømmet, lidt kedeligt, så havde det alligevel en ro, som forstærkede indlevelsen i malerierne. 9x9x9 kæmper lidt med roen. Stykkerne slutter på forskellige tidspunkter, og klapsalver, samtaler og knirkende skridt på parketgulv i de tilstødende sale forstyrrer indimellem de stykker, man netop er ved at overvære. Samtidig er den fri bevægelighed en del af forestillingens koncept, og det virker egentlig også okay at museet sådan rumsterer i en kakofoni af stemmer, klapsalver og klaprende skosåler.

Man skal også løbe hurtigt, hvis man vil nå alle aftenens ni forestillinger, og det er ikke rigtig tid til svinkeærinder, som eksempelvis en tur i baren, men det kan man jo så lade være med. 9x9x9 er bestemt et besøg værd for en måde at opleve kunst, teater og tekst lege sammen på og for at lade én selv lege med.

 

Fakta

Premiere søndag d. 19. februar.
Performancen spiller desuden 26. februar, 5., 12., 19. & 26. marts, 2. 23., & 30. april.
Sem mere her

Billetpris 245 kr.
Rabatpris 225 kr. (u. 30 år, Årskort /Det Kongelige Teaters abb./ Grupper af 10 pers.).
Livetransmission på DRK søndag d. 26. februar kl. 21-23.

9x9x9 er baseret på original ide og koncept af Jacqueline Kornmüller & Peter Wolf og er blevet til i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Gyldendal og SMK.