Efter at have svælget i grådige kunstværker på Holstebro Kunstmuseum kørte jeg til Lemvig for at besøge Museet for Religiøs Kunst. Her udstiller Barbara Kruger sin fortolkning af fråseri. Her er andet essay i serien om De Syv Dødssynder.

Da jeg kom ud fra udstillingen Fråseri på Museet for Religiøs kunst, talte jeg med en ældre herre i cafeen. Han havde også været inde og se Barbara Krugers rum, og han bemærkede med et glimt i øjet, at det var et værre fråseri at bruge så meget plads bare til det.

Det er også den følelse, jeg står tilbage med efter at have set Krugers Untitled (Never Enough). Meget lidt fylder rigtig meget. Man må spørge sig selv, om ikke folk godt ved, at de forbruger for meget, men at det mystiske er, at de bliver ved på trods.

Fra økonomisk til økologisk krise

Både grådighed og fråseri handler om at rage til sig, begge dækker over et begær. Men hvor grådighed er en ydre akkumulation af ting, så er fråseri begæret efter at indtage. Se bare på Alexander Tovborgs Skaberen I på Holstebro Kunstmuseum, hvis grådige guldpåklædning klæber til dens ydre. Modsat er Barbara Krugers fortolkning af fråseriet, installationen Untitled (Never Enough) på Museet for Religiøs Kunst, fokuseret på det indre. Man bliver indtaget i hendes rum.

Ligesom grådighed er fråseri en ekstrem aktuel dødssynd. Det politiske landskab vrimler med eksempler på fråseri. Grådighed kan siges at have ført til økonomisk krise, mens fråseri har ført til den økologiske krise. Vi har kun en hvis mængde ressourcer at gøre godt med, og vi fortærer dem hurtigere og hurtigere.

Læs også: ANTIKKE DØDSSYNDER PÅ MODERNE KUNSTMUSEER

Køb, brug, smid ud, gentag

Barbara Kruger er en velvalgt kunstner til at formidle dette budskab om overforbrug. Siden 1980’erne har hun arbejdet med en ganske særlig æstetik, der mimer glitterbladenes store reklamebogstaver og slogans. Forbrug har været et yndet tema i hendes værker, og det går igen i Untitled (Never Enough), der er designet specifikt til museets Kirk-sal og består af enorme tekster i hvid og rød. Man bliver opædt af rummet, desorienteret af de lofthøje bogstaver og ord, der er udstrakt langs gulvet.

Måske kan ordene læses sådan her:

YOU WANT IT. YOU NEED IT.
NEVER ENOUGH.
YOU BUY IT. YOU FORGET IT.
YOURS OURS MINE

ALL I WANT IS
ALL
YOU'VE GOT
ALL YOU WANT IS
ALL
I'VE GOT

Who owns what?

Ligesom på reklamesiderne i de kulørte blade eller på internettets bannere er det lige meget, hvilken rækkefølge man vælger at læse teksten i. Budskabet er køb, brug, smid ud, gentag. Du er, hvad du køber. Eller endnu værre: Du er, fordi du køber. Og så gælder det bare om at blive ved.

Læs også: UHÆMMET GRÅDIGHED I HOLSTEBRO

Mundens synd?

‘Fråseri’ kommer af det tyske ord ‘fressen’, at æde. På latin hedder det ‘gula’, der betyder at sluge. Og sådan kender vi også fråseriet: som at svælge sig i mad og drikke. Da pave Gregor den Store skrev om dødssynderne, blev fråseri meget konkret beskrevet som en synd, der havde med mad at gøre. Men selv om alle Gregors eksempler kredser om mad og spisning, så gør han klart, at det ikke er maden, der er syndig — det er begæret. Maden er blot en metafor, et konkret billede på en dybereliggende synd.

Det interessante ved Barbara Krugers udstilling er, at hun formår at vise, hvad der ligger i fråseri ud over madglæde. Det er ikke interessant at gøre overspisning til en synd, når det kun er et symptom på et langt mere presserende problem: rovdriften på jordens ressourcer. Naturen kan simpelthen ikke følge med i økonomiens konstante vilje til vækst. Når det aldrig er nok, når vi køber for at glemme, så vokser økonomien over evne, og den æder sig selv ihjel.

Kirk-salen er ikke noget enormt rum, men man bliver alligevel opslugt af det, og det er den sidste rest af den klassiske dødssynd, der er tilbage i Krugers fortolkning. Det er rummet i sig selv, der glubsk kaster sig over sit publikum, men når man først er derinde, er der ikke mange spor tilbage af denne ‘fressen’. I stedet har Kruger transformeret synden, så fokusset skifter fra fortæring til forbrug.

Læs også: DET USTYRLIGE OG DET USMAGELIGE

Meget lidt

Det kan godt være, at fokusskiftet fra overspisning til overforbrug er en interessant idéhistorisk pointe, men kritikken af konsumerismen er efterhånden blevet så alment udbredt, at det virker underligt at gentage den. Kruger har arbejdet med det samme udtryk siden 1980’erne, og med ikoniske værker som Untitled (I Shop Therefore I Am) (1987) har hun været med til at bedrive vigtig kritik af kapitalistisk ideologi ved at afsløre, hvordan vores identitet er hængt op på forbrug.

Men det er omsonst at bekæmpe ideologi på den måde i 2017. Der er ikke mere at afsløre. Vi ved allerede, at vi spiser for usundt, for meget eller at vi forbruger mere, end jorden kan holde til. Og alligevel gør vi det. Spørgsmålet er: Hvorfor?