Cisternerne på Frederiksberg viser udstilling af den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi. Det er en rejse i en mørk verden, som leder tankerne hen til Dantes dødsrige og japanernes forhold til naturen. Hold Kulturmagasinet Fine Spinds udsendte i hånden gennem mørket

Hiroshi Sambuichi er anerkendt for sin bæredygtige og naturvidenskabelige tilgang til arkitektur. Udstillingen The Water er et resultat af arkitektens dybdegående undersøgelser af Cisternernes særlige forhold, som blandt andet indebærer en begrænset mængde dagslys, et CO2-mættet klima og en konstant høj luftfugtighed. The Water er desuden en fortolkning af helligdommen, Itsukushima, der befinder sig på den japanske ø Miyajima.

En grå julidag befinder jeg mig på Søndermarken på Frederiksberg. Lige under det våde græs og mine hvide skosåler snor sig et netværk af underjordiske gange, der tilsammen udgør det tidligere vandreservoir, og nu udstillingsrum, Cisternerne. Hvis man tør hengive sig til mørket under den vidtstrakte plæne, har man her mulighed for at træde ned i en helt anden verden, hvor lyde forskydes og spejlinger i blikstille vand forvrænger blikket.

I Cisternerne er det omgivelserne og det omskiftelige vejr, der bestemmer slagets gang. Vi mødes derfor af et kompromisløst mørke, da min mor og jeg træder ned i gangene. Den primære lyskilde i udstillingen er dagslys, så på gråvejrsdage som den her, kan man let miste orienteringen.

Inden man begynder nedstigningen får man fortalt, at man skal dreje til venstre og gå mod lyset for enden af gangen. Alligevel griber jeg instinktivt fat i min mors hånd og famler mig frem til et gelænder, imens jeg langsomt vender mig til omgivelserne. De besøgende foran os er blot et sort omrids og ligner til forveksling omvandrende skygger på vej gennem underverdenen, og jeg genkalder pludselig Dantes ildevarslende indledning til Den guddommelige komedie: “Paa Midten af vor Bane gennem Livet jeg fandt mig i en Skovs bælgmørke Sale, forvildet fra den Vej, som var mig givet.”

Selvom vi heldigvis ikke er på vej ned i dødsriget, så bevæger vi os ganske vist gennem “bælgmørke sale”. Her bæres salene blot af betonhvælvinger frem for trætoppe. Netop de bælgmørke sale og deres hvælvinger giver en helt særlig stemning.

Underjordiske katedraler

Halvvejs gennem udstillingen mødes vi af en række kærkomne søjler af lys fra de få åbninger opadtil; en trappe viser lyset vej ned i dybet og ender i et frodigt og blødt lag mos. Med lysets velsignelse har det fået lov at sprede sig, så det smelter sammen med det rå beton. Et andet sted er spejle placeret i blikstille vand, hvor de skaber illusionen af en storslået sal, orkestreret af dryppende lofter. Sammen med hvælvingerne og den 17 sekunders efterklang, giver dette sjældne ovenlys følelsen af at vandre i en underjordisk katedral. Men lige så hurtigt som lyset viser sig, lige så hurtigt forsvinder det.

Tilbage i mørket vækkes flere sanser til live. Jeg hører svage, ekkoagtige stemmer, der synes at komme fra en anden og fjern dimension, og jeg lægger mærke til den svage brise af kold luft, der forfølger mig. Og så bemærker jeg en anden ting – et element der hele tiden er til stede – nemlig vandet. Det er i den kølige luftfugtighed, der hele tiden befinder sig på næsten hundrede procent. Det er i lyden af dryppende vand og spejlene, der forlænger og fordrejer rummene. Og så er det hele tiden lige under og foran mig, fordi Sambuichi har ladet sluserne i loftet stå åbne, så regnvandet igen kan få lov at fylde reservoiret. Man forstår pludselig, hvorfor udstillingen hedder The Water.

Stædigt mos og sælsomme “mørklinge”

Det er tydeligt, at Sambuichi lader naturen være hovedperson i oplevelsen. Som besøgende er vi gæster i de højloftede sale og går på gangbroer i træ, hævet over vandet. Mosset breder sig i små bakkede landskaber og langs de rustne stiger, løber der grønne spor frembragt af regnvandets årelange nedsivning. Det er værd at bemærke, at de få steder naturen sniger sig frem, er oplyst af ovenlys. De får en plads i rampelyset. Derudover vidner de om japanernes forhold til naturen. Hvor vi i Vesten ofte forsøger at beherske og tæmme naturen, bestræber japanerne sig på at sameksistere med den.

Lige præcis mosset har en helt særlig betydning for japanerne, fordi det langsomt men stædigt spreder sig uden hensyn til menneskeskabte elementer som rå beton. Som arkitekt er Sambuichi netop interesseret i, hvordan naturen kan integreres i arkitekturen, og derfor har mosset naturligvis en central plads i installationen.

Vores rejse gennem Søndermarkens underverden er næsten forbi. En halvmåneformet træbro skaber en forbindelse mellem Cisternernes dyb og virkeligheden udenfor; herfra er man langsomt på vej mod udgangen. Japanske lanterner gemmer sig under trappetrinene og leder os på vej mod lysere verdner.

Jeg har for længst glemt alt om Dante og dødsriger, og mindes i stedet en scene i en af Murakamis fortællinger, hvor hovedpersonen famler rundt i Tokyos kulsorte undergrund, på flugt fra sælsomme væsner kaldet “mørklinge”. Til sidst undslipper hovedpersonen krybene, kravler op ad en stige og finder vejen tilbage til virkeligheden. Det samme gør vi. Selvom jeg faktisk beslutter mig for at tage en runde mere i dybet. Jeg er alligevel ikke helt parat til at give slip på den sansemættede verden, hvor fantasien kan få frit løb.

Fakta:

Cisternerne x Sambuichi – The Water åbnede den 21. marts 2017 og løber frem til den 2. februar 2018. Bemærk at udstillingens åbningstider varierer alt efter årstiden, da dagslys er den primære lyskilde.

Læs mere om arkitekten, udstillingen og åbningstider på www.cisternerne.dk

Citatet er taget fra Christian K. F. Molbechs oversættelse af Den guddommelige komedie.