Den russiske avantgardepioner Aleksandr Rodchenkos billeder var ultramoderne allerede i 1920’erne. Hans nyskabende fotografier fra det postrevolutionære Rusland kan lige nu ses på Sorø Kunstmuseum i udstillingen Revolutionens Billeder.

Aleksandr Rodchenko var som maler, skulptør og designer en af foregangsmændene i den russiske avantgardebevægelse omkring revolutionsårene i 1910’erne og 1920’erne. Men det var først, da han i 1925 købte et nyt kamera under en rejse til Paris, at han kastede sin kærlighed over fotografiet som medie.

Rodchenkos fotografier endte med at blive en lille revolution i sig selv. Helt særlig var hans brug af skæve og overraskende vinkler, abstrakte kompositioner og et gennemgående fokus på asymmetriske linjer. I øvrigt ikke ulig hans geometriske malerier fra tidligere i karrieren (før han i 1921 erklærede maleriet for dødt med tre monokrome billeder i rød, gul og blå).

Hans fotografier må have set vilde og eksperimenterende ud for 100 år siden. Ikke som i dag, hvor alle mennesker med en Instagram-profil kan finde på at dreje mobilkameraet lidt på skrå, når hverdagen skal dokumenteres - eller måske ligefrem på hovedet (hvis man er i det kunstneriske hjørne). Men selv med nutidsøjne rummer hans billeder en vitalitet og en nyfigenhed i deres udtryk, som gør, at man kan blive ved med at kigge på dem.

Kameraets manipulation

Som en helhjertet tilhænger af revolutionen, var Aleksandr Rodchenkos agenda som kunstskaber klar: Han ville vise den kommunistiske ideologis fortræffeligheder. Se det nye samfund med “morgenøjne”, som hans diktum lød. Hertil var fotografiet et fortræffeligt medie, som oven i købet kunne produceres og spredes nemt og billigt.

Rodchenko brugte ikke sit kamera til blot at gengive verdens visuelle indtryk på en direkte måde - det lod han pressefotograferne om. I stedet brugte han kameraet som et værktøj. Hans tilgang til fotokunsten minder på en måde mere om en ingeniør, der skal bygge en bro: Materialerne skal arrangeres og bearbejdes på videnskabelig og rationel vis. Manipuleres, fristes man til at sige.

Et godt eksempel på Aleksandr Rodchenkos ideologiske billedskabelse er fotografiet Brandtrappe (med person). På trods af den meget konkrete og neutrale titel, kan billedet tolkes ud fra en socialistisk romantik, hvor brandtrappens egentlige funktion som evakueringsvej for folk i nød tilsidesættes. I stedet får vinklen og kompositionen billedet til at udtrykke et drømmende håb om fremskridt. Om at stå for foden af opstigningen til den socialistiske (sekulariserede, bevares) himmel.

På et andet fotografi, Pige med Leica, kan man se, hvordan Rodchenko bevidst har arbejdet med diagonale linjer og med kontrasten mellem lys og skygge. Den manglende dybdeskarphed gør samtidig, at billedet fremstår “fladt” og næsten minder om et maleri.

Begge fotografier er gode eksempler på Rodchenkos måde at manipulere og bearbejde sine billeder med det erklærede formål at engagere beskueren (og overbringe et politisk budskab). “Vi må revolutionere vores optiske perception. Vi må fjerne sløret fra vores øjne,” har han engang sagt. Det opnår han især med sine særegne kompositioner. Når man ikke umiddelbart kan genkende motivet på billedet, tvinges man til at tage billedets indhold i nærmere øjesyn.

Afbøjning til propagandafotograf

Rodchenkos billeder blev spredt vidt og bredt i Sovjetunionen, ikke mindst med magasinet SSSR na stroyke (USSR under opbygning). Men omkring 1930 blev Rodchenkos fotografier i stadigt stigende grad anklaget for at være formalistiske - et direkte skældsord i datidens Sovjet, som mest blev brugt om vestlig kunst. Derfor kan man fra cirka 1930 se en afbøjning i Rodchenkos udtryk mod det sovjetiske regimes foretrukne linje, der var den “socialistiske realisme”, som romantiserede og hyldede arbejderen. Indtil sin død i 1956, fokuserede Rodchenko således mest på klassiske propagandabegivenheder såsom sport og parader. Han tog sit sidste billede i 1942.

Rodchenkos karriere afspejler ret præcist udviklingen i - eller måske nærmere afviklingen af - den russiske kunstscene fra revolutionsårene og frem til midten af 1930’erne. I 1934 kommer den definitive afslutning for den tidligere så grænsesøgende og eksperimenterende kunst i Sovjetunionen, da Stalin gør den socialistiske realisme til den eneste accepterede norm.

På Sorø Kunstmuseum kan man lige nu se Aleksandr Rodchenkos fotografier fra sidste halvdel af 1920’erne. Det er første gang, hans billeder vises på dansk jord.

FAKTA:

Revolutionens Billeder kan ses fra den 23. september 2017 til den 14. januar 2018.

Udover Aleksandr Rodchenkos billeder, vil der også være et udvalg af politiker og jurist Hermod Lannungs samling af russiske revolutionsplakater.

Udstillingen er lavet sammen med Rodchenko & Stepanova Archive og Art Bureau 2015.

Udstillingen er støttet af Hermod Lannungs Museumsfond og Knud Højgaards Fond

Oktober 2017 markerer hundredåret for Den Russiske Revolution.