Den legendariske franske kropskunstner ORLAN, som har undergået utallige plastikoperationer for blandt andet at ligne Mona Lisa og tilbudt sit eget kød til Madonna, vil frigøre kvindekroppen i kunsten og samfundet. Kulturmagasinet Fine Spind mødte hende mellem tre af hendes værker på Kvindemuseet i Aarhus.

Når man står over for ORLAN, kan man let føle sig lige så grå og trist som himlen over Kvindemuseet denne eftermiddag sidst i september. Vi står på museets anden sal, hvor udstillingen BILLEDSTORM åbner om kort tid. Den lave franskmand med det høje hår er iført en lilla blazer, sølvfarvede plateausko, et par sorte briller med skriggule brillestænger, der kunne være virkeliggjort ud fra en børnetegning og nogle overdimensionerede fingerringe. Hendes hår er i bedste Cruella de Vil-stil farvet halvt i sort, halvt i hvidt og stritter lige op i luften. Over hvert øjenbryn har hun fået indopereret to “horn”, som egentlig er implantater, der bruges til at hæve kindbenene i skønhedsoperationer. De siliconefyldte læber er farvet mørkerøde.

ORLAN opfylder samtlige visuelle fordomme, man kunne have om en grænsesøgende kropskunster. Men hendes elegance og rolige, tankefulde stemmeføring står i skarp kontrast til det spraglede udseende. Hun glider langsomt rundt mellem værkerne med en stolt yndefuldhed og tager sig god tid til at svare på alle spørgsmål.

Et opgør med skønhedsidealer

Vi stopper op foran et stort fotografi af en ung ORLAN, som slænger sig halvt siddende, halvt liggende på nogle lagner med ryggen til. Værket hedder La Grande Odalisque, og er en parafrase over et 200 år gammelt oliemaleri med samme titel af maleren Jean-Auguste-Dominique Ingres.

“Det her billede er særlig interessant, fordi jeg forsøger at efterligne kropspositionen fra Ingres’ maleri, men den er umulig at indtage, medmindre man har en ekstra ryghvirvel,” siger ORLAN. Det er blot et af flere værker fra 70’erne, hvor hun imiterer gamle maleres bearbejdning og manipulation af kvindekroppen. For mens langt de fleste malere dengang var mænd, var næsten alle de nøgne mennesker i malerierne kvinder. Og det er stadig et problem i dag, mener ORLAN:

“Kunstmalerne har altid prøvet at gøre ved kvindekroppen med maling og lærred, hvad man i dag gør med Photoshop. De skaber modeller, man kan imitere. Som præsenteres som det gode, det skønne. Men det er vitterligt umuligt at imitere, ligesom kvinden på Ingres’ maleri. Alt mit arbejde handler om at arbejde imod disse skønhedsidealer.”

Ud over ORLANS såkaldte venusbillede, deltager hun også i udstillingen med værkerne L’Origin de la guerre, som er en parafrase over billedet L’Origin de la monde samt videoværket Succesful Operation no x, hvori hun lægger sig under kniven i kunstens tjeneste.

De er alle tre en del af udstillingen BILLEDSTORM, som er en tredelt udstilling spredt over Region Midtjylland. De tager afsæt i hver sit tema: “køn” på Kvindemuseet, “blasfemi” på Skovgaard Museet i Viborg og “fremmedhed” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Udstillingerne vil i anledning af 500-året for reformationen sætte fokus på den debat om ytringsfrihed og billedforbud, der foregår i dag og undersøge, hvordan og hvorfor visse billeder er blevet ødelagt, forbudt eller tabuiseret.

Foruden ORLANS bidrag er der udstillet en lang række værker, som alle kredser om kvinder, køn og seksualitet. Fra Lucas Cranachs tidlige træsnit af syndefaldet over klassiske malerier af Manet og Ingres til en lang række moderne værker af kunstnere som Guerilla Girls, Kirsten Justesen, Knud Odde og Michael Kvium.

Kroppen som skulptur

Inde bag et gennemsigtigt, rødt forhæng, kan man se ORLANS videoværk. Hun ligger på operationsbordet iklædt et popstjerneagtigt glimmerkostume, mens hun taler i en mikrofon. Kameraet går helt tæt på, når huden skæres op og blodet flyder, og nålen stikkes ind i læberne igen og igen. Musikken er upbeat, klipningen hurtig og volumen skruet op, så det næsten minder om en musikvideo.

Historien om, hvordan ORLAN blev inspireret til sine radikale kropsforandringer, har hun fortalt i adskillige interviews i tidens løb. I 1978 blev hun hasteindlagt, for at blive opereret for en graviditet udenfor livmoderen og fik en kunstnerisk åbenbaring, da hun lå og betragtede de præstelignende operationslæger knejsende over hende. Hun besluttede sig for at bruge sin egen krop som medie for den kropslige og identitetsmæssige skulpturering, hun senere er blevet verdenskendt for. Hun ville skabe sit eget billede af sig selv. Også her har en af de gennemgående temaer været idealiseringen af kvindekroppen, fortæller hun:

“Det handler om at komme ud over dens (plastikkirurgiens, red.) arbejde med skønhed og udover dens standarder. Det er derfor, jeg har taget to implantater, som man normalt opererer ind i kinderne, og sat dem op i tindingerne. Når man hører det, vil man umiddelbart tro, at jeg er et monster, som ikke er værd at begære. Men når man møder mig i virkeligheden, så ændrer man måske mening.”

ORLAN holder øjenkontakten længe efter, hun er færdig med at svare, som for at se min reaktion. Mit blik springer automatisk op i hendes pande. Hun har malet implantaterne med glimmer, som for at fremhæve deres tilstedeværelse yderligere. Det ser aparte ud, men hun ligner på ingen måde et monster, må jeg indrømme.

Under min research til nærværende artikel, har jeg set ORLAN i mange forskellige afskygninger (prøv selv at foretag en Googlesøgning). Med store snitsår fra skalpellen i ansigtet, med og uden tøj, med og uden implantater i hovedet. Det er ofte svært at se, at det overhovedet er den samme person. Og det er netop pointen, siger ORLAN, for så kan hun tage det nye billede af sig selv og sætte ind i det næste kunstværk. Og så fremdeles.

Stadig et samfundsmæssigt og feministisk projekt

Det er længe siden, ORLAN sidst har fået foretaget operationer. Hun har i stedet kastet sig over andre materialer og medier, men hun ser stadig sit kunstneriske arbejde som et projekt for samfundet og som et feministisk projekt.

“Jeg mener, at kroppen er politisk, og det private er politisk. Det er det vigtigste, jeg har at sige. Alt det vi gør, det farver eller mærker verden omkring os. Også i hverdagen, hvor der hele tiden sker små ting. For eksempel, da jeg lige før blev introduceret til rundviserne, fik jeg kun deres fornavne. For mig som feminist er fornavne noget, der er skabt for mor og far - eller ens elskere - det er ikke skabt for samfundet,” siger hun.

Hun mener stadig, at kampen for at sætte kroppen fri og løsne kvinden fra de mange skønhedsidealer, vi bombarderes med dagligt, er lige så aktuel i dag. Vi har bevæget os hen foran ORLANS værk fra 1989, som forestiller underlivet af en mand med erigeret penis. Titlen kan oversættes til “Oprindelsen af krig”.

“Jeg tror ikke, der er sket så meget. For religion og censur er stærkt på vej tilbage. Det her værk er eksempelvis ofte blevet fjernet på nettet,” fortæller hun.

Men kan en nøgen krop skabe den samme forargelse i dag, spørger jeg. “Situationen er ikke den samme i dag, fordi vi ser så mange nøgne kroppe overalt. Men vi ser stadigvæk konstante forsøg på at censurere kroppen, nøgenhed og seksualitet. I Frankrig er der en kristen gruppe, der hedder La Manif pour tous (demonstration for alle, red.), som vil forbyde homoægteskaber og er imod skilsmisser og prævention. De demonstrerer ikke for at kræve sin egen ret, men for at sætte grænser for andre. De er imod abort, fremvisning af nøgenhed, seksualitet, de er imod alt!”

ORLAN bevarer sin fattede holdning, men øjnene lyner, så snart hun taler om religion og politik. Begge er områder, forklarer hun, hvor kvinder er kraftigt marginaliserede. Og det er også et stort problem for kunsten.

“Jeg er bekymret, fordi det ekstreme højre kommer frem overalt. Og hvis det ekstreme højre vinder i et land, så kan man ikke arbejde frit som kunstner længere - især ikke som kunstner, der arbejder med den nøgne krop, som jeg gør.”

FAKTA:

BILLEDSTORM - Køn, Kvindemuseet i Aarhus

Varighed: 29. september til 30. december 2017.

Udstillende kunstnere: ORLAN, Wilhelm Freddie, Lucas Cranach, Michael Kvium, Guerilla Girls, Kirsten Justesen m.fl.

ORLANS hjemmeside.

Læs mere om udstillingen på Kvindemuseets hjemmeside.

Læs mere om søsterudstillingerne på Skovgaard Museet og Museet for Religiøs Kunst.

Museet for Religiøs Kunst har temaet FREMMEDHED og undersøger den del af den visuelle kultur, som repræsenterer de/det fremmede set med et europæisk blik.

Skovgaard Museet har temaet BLASFEMI og fokuserer på blasfemiske billeder: hvordan og hvorfor visse religiøse og politiske billeder opfattes som blasfemiske.