Kunstneren Ismar Cirkinagic vækker indre rædselsbilleder til live i sit publikum ved hjælp af insisterende installationer og dystre fotografier. Hovedtemaerne er krig, politik og erindring.

Et herbarium er typisk en samling tørrede og pressede planter sat i system med latinske navne, som informerer om planternes biologiske afstamning. Medmindre det er et herbarium lavet af kunstneren Ismar Cirkinagic. Så er der andet og mere på spil. For læner man sig ind til rammerne, som omkranser de tørrede blomster, og læser om planternes art og voksested, forvandles blomsterne med ét fra kønne natursymboler til rædselsvækkende levn fra en brutal fortid. Planterne i Ismar Cirkinagic’ kunstværk Herbarium er nemlig spiret frem på massegrave i Bosnien-Hercegovina.

På sporet af svære spørgsmål

Henover nogle få dage i juli 1995 blev mere end 7000 civile myrdet i den bosniske by Srebrenica. Massemordet er det største af sin slags i Europa siden Holocaust, og er sidenhen blevet kendt som Srebrenica-massakren. Jugoslavien var i årene 1991-1995 under opløsning i en bestialsk borgerkrig mellem Bosnien, Kroatien og Serbien, og igen så sent som i årene 1996-1999 mellem Serbien og Kosovo.

Mange tusinder civile blev fordrevet fra deres hjem. Èn af dem var Ismar Cirkinagic, der som 19-årig flygtede alene til Danmark. Her fik han med årene asyl og blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra han tog afgang i 2006. Siden afgangen er det blevet til adskillige udstillinger rundt om i det meste af Danmark, samt udstillinger i blandt andet Sverige, England, USA, Kina, Ukraine og Tyrkiet.

Fælles for størstedelen af Ismar Cirkinagic’ værker er bearbejdelsen af borgerkrigen i Bosnien med fokus på de etniske udrensninger. Ismar Cirkinagic siger: “Det er egentlig ikke sådan, jeg har tænkt, at jeg vil lave politisk kunst eller arbejde med politisk engageret kunst. Det er noget, der bare er kommet af sig selv. Jeg kommer jo fra Prijedor, den by, hvor der næstefter Srebrenica blev dræbt flest civile. . Så selvfølgelig er jeg interesseret i krigen. Jeg er interesseret i at finde nogle svar, også om mig selv. Og der er kunsten brugbar: fordi man gennem den kunstneriske udforskning kan få svar på afgørende, ønskede såvel som uønskede, spørgsmål.”

Beskuerens associationer

Ser man nærmere på nogle af Ismar Cirkinagic’ værker, står det ret hurtig klart, at værkerne kræver beskuerens fulde koncentration og ikke mindst historiske viden. Uden beskuerens egne forestillingsevner, viden og associationer, kan værkerne fremstå som umiddelbart helt almindelige fænomener, de fleste kan genkende.

Eksempelvis synes værket Cleaning Times ved første øjekast blot at være et tørrestativ stillet oven på nogle høballer. Et par bukser og en cardigan deler tørreplads med et tæppe og en T-shirt; det minder mest af alt om et tørrestativ i haven en søndag formiddag. Men når man opdager, at tøjet har tilhørt henrettede civile fra og omkring Prijedor, og græsset til høballerne er vokset på steder, hvor man har fundet massegrave, får både værket og titlen andre betydninger.

Cleaning Times er vel at mærke kun ét af flere værker, som bevidst benytter sig af beskuerens fantasi. Et andet eksempel er en samling fotografier i storformat af Execution Places (henrettelsessteder), hvor tilsyneladende fredelige marker og skovområder, lavmælt gengiver ekkoet af en borgerkrig.

Ismar Cirkinagic fortæller om sin arbejdsmetode: “Jeg mener, at det er kedeligt, hvis et kunstværk for eksempel ønsker at formidle en følelse af fare, og man så derfor direkte stilles overfor et billede af noget farligt. Hvis man for eksempel, i forbindelse med krig, ser en landsby brænde, forstår man med det samme, hvad det går ud på. Så er der ikke noget interessant for modtageren at arbejde med. Men kunst skal i mine øjne gøre noget andet. Når du, for eksempel, ser nogle smukke blomster, og du så læser, at de gror på massegrave, sker der et uventet brud i din forståelse af konceptet, og din hjerne begynder at arbejde på højtryk. Fordi der bliver skabt en rystende konflikt mellem det du ser, og det du forestillede dig.”

Et politisk dyr

Til trods for, at Ismar Cirkinagic’ kunst handler om politiske emner, laver han ikke bevidst politisk kunst, ligesom han ikke ser sig selv, som en politisk kunstner, noget han understreger igen og igen. Alligevel indrømmer han, at kunst der på en eller anden måde beskæftiger sig med samfundet, er den kunst, han er mest interesseret i: “Det er den slags kunst, som rører mig. Hvilket måske er klart nok, når man kommer fra et sted, der er blevet ødelagt af krig. Det er svært ikke at virke som et politisk dyr. Især fordi den politiske kunst i Danmark er relativt blød. Man er nemlig bange for at brænde sine broer.”

Ismar Cirkinagic interesse for samfundet kommer blandt andet til udtryk i kunstværket BOI12, en installation bestående af retsdokumenter fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, en revnet sæk fyldt med 70 kilo jord fra en bosnisk massegrav og citatet: “Og Gud sagde til Abraham: slagt din søn” på henholdsvis bosnisk, kroatisk og serbisk. Kunstværket er en omsmeltning af den bibelske myte om Abrahams ofring af Isak, hvor faderen Abraham på guds opfordring indvilger i at slagte sin søn Isak, så gud kan se, at Abraham er troende. De 70 kilo symboliserer Isaks kropsvægt, og Isak bliver desuden reddet i sidste øjeblik af en engel. Sådan gik det ikke for mange tusinder fædre og sønner i Eksjugoslavien...

Ismar Cirkinagic siger om værket: “I Bibelen testes Abrahams loyalitet overfor Gud, men i Oplysningstiden vendes dette forhold på hovedet, og man spørger sig selv om, hvorvidt Gud findes? I henhold til krigen, forsøger værket at italesætte forholdet mellem personlig skyld og statens utvivlsomme autoritet: skal du myrde andre mennesker, bare fordi en højerestående, politiker eller præsident, beordrer dig til det?

Fakta

For nærmere information og flere billeder se mere på Ismar Cirkinagic’ hjemmeside:

http://www.ismarc.com