Ny udstilling i Sydhavnen i Aarhus viser kunstværker fra det besatte Vestbredden. Her blomstrer kunsten og kulturen på trods af de israelske sikkerhedsstyrkers jerngreb

Der går en historie på Vestbredden. Den handler om en mand, hvis højeste ønske var at se havet. Men fordi israelske sikkerhedsstyrker sidder tungt på adgangen til både Det Døde Hav og Middelhavet, må man som palæstinenser søge om tilladelse til at rejse dertil. Det gjorde manden, men han fik afslag gang på gang. Der skulle gå 10 år, før han endelig fik tilladelse til at komme til Middelhavet, hvor han fuld af forløsning kastede sig ud i bølgerne. Og så druknede han.

Selvom historien er ubærligt tragisk, skulle den være sandfærdig - og den er langt fra usandsynlig. Det er den unge kunstner Sami Zarour, der fortæller.

“Der er mange palæstinensere, som aldrig har set havet. Derfor er det også blevet et gennemgående tema hos mange kunstnere.”

Sammen med sin mor, filmskaberen Dima Abu Ghoush, er Sami Zarour netop ankommet til Danmark for at vise nogle af deres egne - og andre palæstinensiske kunstneres - værker på udstillingen Palestine On My Mind, som åbner fredag den 8. december på KH7 artspace i Sydhavnen i Aarhus.

Udstillingen er kommet i stand, efter de to danske kunstnere, Tanja Nellemann Kruse og Lise Skou, tilbage i 2013 besøgte den palæstinensiske by Ramallah. Her mødte de blandt andre Dima og Sami, og sammen startede de på det fælles filmværk A story that begin and ends with a lie. Dele af filmen vises som videoinstallation til den aktuelle udstilling, men derefter er meningen, at den skal færdigproduceres og laves til en “rigtig” film. Faktisk er der lige kommet støtte til det videre arbejde fra Filmværksted Aarhus i form af økonomiske midler og faciliteter.

En vibrerende palæstinensisk kunstscene

Ramallah er på mange måder en vigtig by for palæstinenserne. Det er her det palæstinensiske selvstyre de facto har haft hovedkvarter siden Osloaftalen i 1994. Byen er en relativt stor by med sine 27.000 indbyggere (70.000, hvis man tæller den tilstødende naboby Al-Bireh med) og ligger kun 15 km nordvest for Jerusalem, som de betragter som deres retmæssige hovedstad.

Den lille storby er blevet en slags osteklokke for mange palæstinensere. Her fester man, spiller musik og går på restauranter og caféer ligesom i enhver anden storby. “Hvad skal man ellers lave,” som Sami formulerer det.

Selvom man prøver hårdt og indædt at leve et normalt liv, er det umuligt at fortrænge, at man lever under israelsk besættelse. Natlige militære raids, utallige checkpoints, skarpladte maskingeværer i gaderne og en høj, solid mur, som løber lige forbi udkanten af byen. Lyden af byggerierne af nye israelske bosættelser på den anden side af muren.

Men på trods af den håbløse politiske og eksistentielle tilstand lever og ånder kunsten og kulturen i høj grad i Ramallah. Sami fortæller:

“Der sker rigtig meget. For fem år siden var der ikke et eneste galleri i Ramallah. I dag er der tre. Det er også helt nyt, at man kan læse en bachelor i moderne kunst på universitetet i Birzeit. Så hele kunstscenen er inde i en hastig udvikling.”

Kunsten skal bære vidnesbyrd

Og netop kunsten og den politiske og eksistentielle situation er umulig at skille ad. Alle værkerne i udstillingen Palestine On My Mind kredser på forskellige måder om temaerne grænser, immigration og hjem.

“Det handler meget om atmosfæren. Der er en meget intens stemning i Palæstina, som kommer til udtryk gennem kunsten. Den er meget anderledes her. Lige fra jeg satte min fod i Danmark, bemærkede jeg, hvor stille her er. Hvor roligt her er. Det er svært at finde i Palæstina. Også når I taler, er det med sagte og rolige stemmer,” siger Dima Abu Ghoush.

“Selv jeres ansigter er rolige,” tilføjer Sami Zahour.

Et meget tydeligt eksempel på atmosfærens indflydelse på palæstinensisk kunst finder man hos den elektroniske musiker og rapper Muqata’a - en af Samis yndlingsmusikere. I Muqata’as produktioner er støj et kontant tilstedeværende element, fordi larmen er så stor en del af dagligdagen i de palæstinensiske områder. Eksplosioner, overflyvninger af F16-fly, de evindelige bebyggelser. Alt sammen influerer og overtager sanserne.

De to familiemedlemmer er enige om, at kunsten har et enormt frigørende potentiale, og at den har et ansvar for at bære vidnesbyrd om palæstinensernes situation.

“Der er en stor byrde på vores skuldre på en måde, fordi vi har et ansvar for at fortælle vores historie til omverdenen og eftertiden. Men omvendt er det også en lettelse, at man som kunstner kan få afløb for en masse følelser på en kreativ måde. For det er jo følelser, som de fleste går rundt med,” siger Dima.

Sami nikker:

“Men værkerne handler om den personlige historie. En kunstner kan kun udtrykke, hvad han eller hun selv føler. Jeg tror ikke kun, det gælder mig selv, når jeg siger, at man som palæstinensisk kunstner ikke har lyst til at tale på vegne af hele Palæstina. Vi taler kun for os selv. Men det taler selvfølgelig ind i en større historie.”

Sami repræsenterer til udstillingen galleriet Gallery Art sϊn (Art س) sammen med sin bror Bashar Zarour. De har udvalgt en række værker fra galleriets kunstnere, som hovedsageligt fokuserer på vækstlaget. Derudover viser Sami sin film Declined - en claymation-film om den føromtalte mand, der led den kranke skæbne i Middelhavet.

Tabt i oversættelsen

Tanja Nellemann Kruse og Lise Skou deltager udover fællesværket også med et værk under temaet oversættelse.

“Kunst er kommunikation, men i denne forbindelse er det også oversættelse. Vi ser i høj grad arbejdet med udstillingen som en oversættelse mellem os og de palæstinensiske kunstnere, men også en kommunikation og oversættelse til beskuerne om, hvad der faktisk foregår i Palæstina,” siger Tanja Nellemann Kruse.

Og det kan sommetider være svært. For eksempel talte de to danske kunstnere med en bibliotekar i Palæstina, og her var det tydeligt, at der er forskel på den betydning, man tildeler visse ord og fænomener. For eksempel bro. Mange danskere vil umiddelbart forbinde det med noget positivt - at bygge bro mellem mennesker og steder. Men for mange palæstinensere er det blevet et negativt billede på deres manglende frihed.

“Det skyldes, at for at komme ud eller ind af Vestbredden er man ofte tvunget til at krydse den jordanske grænse først. Og den går over en bro.”

Lise Skou tilføjer:

“Udstillingen handler i bund og grund også om at minde folk om, at palæstinenserne er normale mennesker med normale liv som vores. Bare under nogle helt andre omstændigheder. Jeg håber, at vi kan vise et mere nuanceret billede af Palæstina.”

“Nyhederne dehumaniserer os”

Dima Abu Ghoush understreger, at værkerne ikke kun handler om Palæstina. Det er bare den kontekst, de er undfanget i.

“Det kunne lige så godt handle om flygtninge i Syrien eller Afrika eller Asien. At tale om grænser, solidaritet og følelsen af hjem er et universelt tema,” siger hun.

Når man ser billeder fra Palæstina i nyhederne, er det som regel i forbindelse med endnu et angreb fra en af siderne. Som fører til et kontraangreb fra den anden. Vi kender alt for godt billederne fra murbrokkerne i det sønderbombede Gaza. Og selvom det er afrapportering fra virkeligheden, er det også med til at dehumanisere palæstinenserne, siger Dima:

“Jeg tror, at nyhederne er med til at dehumanisere os. Man læser kun om antallet af ofre og taler om menneskene, som bor der som en stor, anonym gruppe. Her kan kunsten hjælpe til at vise os som individer.”

Sami er enig med sin mor.

“Kunst er bare én ud af mange måder at udtrykke sig på og viderebringe vores historie. Men det er en rigtig god måde!”

Fakta:

Udstillingen kører fra den 9. - 22. december (torsdag til søndag kl. 14.00 - 17.00)

Fernisering den 8. december.

Deltagende kunstnere: Amer Shomali, Rafat Assad, Shada Safadi, Sami Zarour, Bashar Zarour, Dima Abu Ghous, Tanja Nellemann Kruse og Lise Skou.

Hver dag kl. 16.00 er der desuden screening af Dima Abu Ghoushs biografiske film Emwar om hendes fødeby, som blev bulldozet efter Israel vandt seksdageskrigen i 1967.

Sted:
KH7 artspace
Sydhavnsgade 7,1 sal
8000 Aarhus C