25 unge kunstnere bevæger sig i disse måneder fra den kunstneriske legeplads på Kunstakademiet mod et liv som frit flyvende. Overgangen markeres med udstillingen Afgang 2018, som er produceret af dimittenderne selv og i øjeblikket udstilles på Kunsthal Charlottenborg

En støbt kat, en skulptur med lange fangearme, omfavnende mænd i motorcykeldragter, en animeret bakketrold og fragmenterede film klippet af hjemmevideoer. Besøger man Kunsthal Charlottenborg netop nu, kan man opleve en udstilling med et stort spænd i stil og udtryk.

Bag udstillingen står 25 studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Kunstnerne afslutter i disse måneder deres uddannelse fra Kunstakademiet, og traditionen tro markeres afgangen med en afsluttende eksamensudstilling med titlen Afgang. Udstillingen er dermed de unge kunstneres sidste officielle værker produceret under Akademiets vinger, men også et stillbillede fra en seksårig udvikling.

Vi er taget til Kunsthal Charlottenborg for at mødes med tre af de udstillende dimittender for at snakke om deres afsluttende udstilling og tanker om fremtiden som kunstner.

Kronen på værket

De studerende har brugt mange timer og tanker på at udtænke og producere afgangsudstillingen, inden det hele kulminerede til ferniseringen den 13. april.

“Vi har knoklet på vores værker i rigtig mange timer på Akademiets værksteder, så de andre årgange er nok glade for, at det er blevet tid til, at vi skal rydde op,” smiler Viktor-Emil Dupont Billund.

Hans afgangsværk hedder Sindre er, og det cirkulerer omkring en karakter, som han stødte på i et af Lundbyes værker. Bakketrolden Sindre er Lundbyes alterego, som Viktor-Emil Billund har fortolket i en animeret udgave til afgangsprojektet.

“Jeg er fascineret af at se, hvordan den meget komplekse kunstner, som man i dag sikkert ville kalde maniodepressiv, manifesterer sig selv i en figur,” fortæller Viktor-Emil Billund.

Foruden skærmen, som viser animationen, består værket af røde afstøbninger fra en ko, sort-hvid billeder, grå felter malet på væggen samt en række breve, som Viktor-Emil Billund har skrevet til Sindre.

Også Sara Sjölin er blandt de 25 dimittender. Hun har blandt andet produceret et lydværk til udstillingen, hvor hun beskriver kroppen på sin venindes kælereptil, Eva, og spekulerer på, hvordan den fungerer. Sara Sjölin bruger i sin praksis ofte sin stemme til at præsentere tekstværker. Udover lydværket har hun klippet en film af gamle optagelser fra sin mors filmkamera fra 2002 til 2005.

”Jeg har et begær efter at snakke om alt og intet. Det kommer både til udtryk i videoerne af min veninde og mig, som laver absurde makeup-guides og i lydværket om Eva,” fortæller Sara Sjölin og tilføjer, at hun også har en svaghed for katte.

Netop katte er et gennemgående element i Sara Sjölins videoinstallation, som foruden skærmen, der viser hjemmevideoer, ombefatter en støbt kat, som kigger mod væggen i udstillingsrummet.

David Stjernholm har indtaget kunsthallens elevator med sit værk Ten-Ten. Værket består af 10 fotografier af gamle bastard-ure i A1-format, som løbende skiftes ud i en klassisk snapramme inde i elevatoren. Viserne på alle urene står på 10 over 10, og netop tiden spiller på flere niveauer en central rolle i David Stjernholms værk.

”Elevatoren tager 20 sekunder om at komme fra stuen til første sal. Længere tid har du altså ikke til at betragte værket,” siger David Stjernholm og fortæller, at elevatoren gik i stå under ferniseringen og har været ude af drift siden, hvorfor værket midlertidigt er fastfrosset i tid."

På gulvet i elevatoren står stadig en drink fra ferniseringen.

Rum til udvikling og fordybelse

Udstillingen står skarpt i de store, lyse udstillingslokaler på Kunsthal Charlottenborg. Diversiteten i værkernes udformning vidner om, at et væld af forelæsninger, instruktioner og timer til eksperimenter på egen hånd er gået forud.

“Faciliteter og især mandskab er enormt vigtigt, og vi har haft så mange dygtige lektorer og professorer, som har knoklet for at lære os så meget som muligt. Jeg har lært sindssygt meget på Akademiet. Særligt i forbindelse med afgangsudstillingen har min læringskurve været stejl,” fortæller Viktor-Emil Billund og tilføjer:

“Men vi studerende har også udfordret hinanden indbyrdes.”

For Sara Sjölin har netop inspirationen fra de medstuderende spillet en afgørende rolle.

“Min kunst har udviklet sig rigtig meget gennem kontakten med de andre studerende. I starten arbejdede jeg mest med maleri, men løbende har jeg fået mod på at prøve kræfter med mange andre medier. Jeg havde aldrig troet, at video og opbygning af narrativer ville passe til mit temperament,” fortæller hun.

Viktor-Emil Billund understreger dog også, at uddannelsesforløbet i sig selv har skabt en vigtig ramme for de spirende kunstneres udvikling.

”Jeg har taget mange ting med mig fra Kunstakademiet, men det, der har været mest afgørende, har nok været, at jeg har fået seks år med plads til fordybelse og arbejdsro.”

På egne ben

Afslutningen på Kunstakademiet er et punktum. Nu venter et nyt kapitel, som stiller nye krav til de unge kunstnere, men det tomme lærred vækker ikke kun begejstring.

“Det er faktisk lidt angstprovokerende, at vi snart ikke længere skal arbejde indenfor Kunstakademiets rammer,” erkender Sara Sjölin.

Under uddannelsen har Akademiet stillet værksteder til rådighed for de studerende. Det privilegium frafalder, når de studerende stopper på skolen, og de skal derfor nu ud og finde eget atelier.

“Jeg skal ud og stemme dørklokker på Amager og høre, om nogen har en lade ude ved lufthavnen eller lignende,” fortæller Viktor-Emil Billund og tilføjer:

“Jeg vil gerne finde et sted, hvor jeg har plads til at brede mig og larme.”

Hvad der nærmere skal udfolde sig i laden ved lufthavnen, ved Viktor-Emil Billund dog ikke endnu.

“Jeg tror, der kommer til at være en del tilfældigheder ind over min fremtid som kunstner. Jeg har ingen planer for, hvilken type værker jeg vil lave, hvilke mennesker jeg vil arbejde sammen med, eller hvor jeg skal udstille. Det kommer til at handle om at søge udstillingssteder og lade sig drage i nye retninger,” fortæller han.

Vejene skilles

Når de tre dimittender snart forlader Kunstakademiet, er det i hver deres retning. David Stjernholm har for nu fundet sig til rette i den praksis, som også kommer til udtryk i hans afgangsværk Ten-Ten.

“Mit afgangsværk er et fint nedslag i, hvor jeg befinder mig bedst lige nu. Jeg er optaget af både at mediere kunst og have en selvstændig praksis. På den måde kan jeg kombinere mine interesser og arbejde både som kunstner og professionel fotograf. Det vil jeg gerne fortsætte med,” fortæller David Stjernholm.

Sara Sjölin har ingen langsigtede planer for, hvor hun vil føre sin kunst hen. Hun ved dog, hvad hun vil kaste sig over som det næste projekt.

“Jeg har planer om at lave endnu et filmværk med gamle klip af blandt andet min afdøde kat. Det bliver en noget tungere film end min foregående og i dokumentarisk stil,” fortæller hun.

Selvom Viktor-Emil Billund deler sine medstuderendes passion for erhvervet, er han dog bevidst om, at han ikke vil lade kunsten overtage ham fuldstændigt.

“Jeg tror faktisk, min største drøm er at have et normalt arbejdsliv. Hvis jeg kunne være så heldig at få lov til at arbejde med kunst fra 8-16 og have fri i weekenden, ville jeg elske det. Jeg vil hellere have en almindelig arbejdsplads med kollegaer end sidde alene i et kælderatelier på Nørrebro,” fortæller han og tilføjer:

”Jeg håber, at jeg kan blive ved med at holde fast i kollegaerne fra Kunstakademiet.”

Fakta:

Afgangsudstillingen vises på Kunsthal Charlottenborg frem til den 20. maj 2018.

Årets udstillende kunstnere er:
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.