KUNST I DET POLITISKE RUM
Når stater (mis)bruger kunst og arkitektur
Jasmina Cibic arbejder med performance, installation og film. Hun undersøger og diskuterer, hvordan stater iscenesætter sig selv, og udøver magt gennem arkitektur og kunst. Jasmina Cibic griber fat i historiske eksempler, men har også blik for nutidige tendenser.
“Mens mine referencer til Modernismen og dens ideologiske strukturer fremstår som historiske fortællinger, så peger de også på mere nutidig brug af kultur med politisk-økonomiske mål,” siger Jasmina Cibic.
Udstillingen A Shining City On a Hill rummer seks film, hvoraf den ene, Nada Act II, er optaget på Aarhus Rådhus. I Nada Act II interagerer politikere, moder nation og arkitekten. Arkitekterne er ifølge Jasmina Cibic den moderne faggruppe der lettest kan misbruges. Jasmina Cibic peger på, at bygninger ikke er tavse. Tværtimod. De fortæller en historie og de sætter en politisk scene – også i Aarhus.
Et kritisk blik på Det Europæiske Kulturhovedstadsprogram
Det giver god mening, at Jasmina Cibic udfolder sin kritiske debat indenfor rammerne af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Det er der i sig selv en pointe i:
“Netop Det Europæiske Kulturhovedstadsprogram handler om at koble kunstnerisk og kommerciel udvikling. Jeg rejser spørgsmålet om, hvordan staten bruger kunst - og hvad, vi kan lære af historiens mere skumle eksempler på dette?”, udtaler Jasmina Cibic.
Jasmina Cibic stiller vigtige spørgsmål, når hun undersøger hvilken betydning det har, når politikere tyr til kunst, kultur og arkitektur. Hvornår bliver forholdet for nært? Og hvornår slår brugen af kunst, kultur og arkitektur over og bliver til misbrug?
Fakta:
Udstillingen A Shining city on a Hill vises på galleriet 'O' Space fra den 22. april til den 21. maj.
Udstillingen åbnes den 22. april 14.30.
Den 23. april kl. 14.30 er der en åben ”Artist talk” med Jasmina Cibic og stadsarkitekt i Aarhus, Stephen Willacy.
Mette Wallin Andersen
Mette har undervist på Løgumkloster Højskole i fagene Verdensborger, Etik og Det skrevne ord.