Kolonitidens klassifikationer har sat dybe spor i vores samfund. Center for Migrationspolitisk Kunsts nye gruppeudstilling At dekolonisere fremtræden undersøger, hvordan mennesker klassificeres og hvordan vi kan dekolonisere vores samfund. Udstillingen kan opleves frem til 15. december 2018

“Den eneste titel, jeg vil have, er menneske” står skrevet rundt om en niqab-klædt kvinde på en plakat af kunstner Abdul Dube. Plakaten indgår i udstillingen At dekolonisere fremtræden. Budskabet udtrykker på alle måder håbet for udstillingen og for fremtiden; at frigøre mennesker fra de race- og kønnede kategorier, som kolonitiden har installeret i vores kultur; netop at dekolonisere fremtræden.

CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst) er et non-profit udstillingssted for kunst, der arbejder med flygtninge, migration, indvandring og asyl. Centeret er placeret i Trampolinhuset i København; et selvstændigt center for flygtninge og asylsøgere i Danmark. Her sidder kuratoren på den nye udstilling At dekolonisere fremtræden, Nicholas Mirzoeff, som er forfatter, billedaktivist og professor i medier, kultur og kommunikation ved New York University. Han er klædt i en hvid statement-t-shirt med teksten: “White supremacy is terrorism”

At fremtræde er altid socialt

“Så hvad betyder det at fremtræde?” spørger han, “At fremtræde er at påberåbe sig retten til at eksistere og tælle i det politiske rum. For fremtræden er altid en social handling. Når noget er socialt, så er det også altid politisk — det reguleres af staten.” siger Nicholas Mirzoeff.

Men ikke alle har mulighed for at udøve disse rettigheder for at fremtræde i det offentlige rum. Netop at eksistere og tælle på lige fod med alle andre uden den koloniale klassifikation. Så hvad er dekolonisering så, spørger Nicholas Mirzoeff — “Dekolonisering er kærlighed i en verden, der er bygget op omkring had. Dekolonial kærlighed handler om at bryde igennem — igennem de barrierer, der fastholder og begrænser os,” siger han.

“Problemet er måden, hvorpå vi tillader at blive klassificeret og adskilt” fortsætter han: “At en person er mindre menneske, fordi de ikke har en opholdstilladelse. Vi er alle mennesker. Ingen er illegale, ingen er profit. Målet med udstillingen er at få folk til at tænke over, hvad dekolonisering er.”

For Danmark og Europas mørke kolonihistorie er stadig dybt forankret i vores kultur. Den måde, som menneskers værd blev vurderet på i kolonitiden gælder på mange måde stadig i dag. Den måde man fremtræder på, får andre til at klassificere dig og påvirker dine rettigheder i samfundet — juridisk, politisk og personligt. Ifølge CAMP, viser det sig tydeligt, når man i dagens Danmark begår en kriminel handling ved at bære sin niqab, eller når det at være sort gør dig til et mål for vold og diskrimination.

Samtalen er projektet

Udstillingen At dekolonisere fremtræden viser foto, video, installation og tekst, der inviterer os til at tænke over, “hvordan man kan skabe en verden, hvor ingen er illegal, hvor sorte liv tæller, og hvor ingen er nødt til at bruge #metoo.” CAMP vil med udstillingen undersøge, hvordan menneskers fremtræden stadig er med til at klassificere og adskille dem, og hvordan det er afgørende for den enkeltes livsbetingelser.

At dekolonisere fremtræden er ikke en typisk udstilling, forklarer Nicholas Mirzoeff. Fokus er nemlig i langt højere grad på den samtale, som værkerne skal være katalysator for end på værkerne selv. Samtalen starter i dette rum på dette sted, men skal brede sig ud over rummet. “Det en lille udstilling, der stiller rigtig store spørgsmål,” siger Nicholas Mirzoeff.

“Ideen med værkerne på væggen er, at de skal rejse spørgsmål om, hvad det betyder at være i denne svære situation lokalt, men også internationalt. At mennesker flytter sig fra et sted til et andet, at mennesker gerne vil betragtes som mennesker, og ikke som migranter, illegale eller udokumenterede,” siger Nicholas Mirzoeff.

Den mørke danske historie

Mange af Københavns smukke bygninger er produkter af Danmarks mørke kolonihistorie. En del af vores fortid, der ikke tales meget om i historiebøgerne. Historien om, hvordan kolonimagten Danmark gennem mange århundreder tjente kæmpe formuer på slavers arbejde. Penge som så blandt andet blev på brugt på at bygge de bygninger, vi i dag går rundt og beundrer i København.

Men i dag foran Vestindisk Pakhus i København, står skulpturen I Am Queen Mary. Et værk af kunstnerne Jeannette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra Jomfruøerne, der netop skal minde os om vores koloniale fortid — en dansk historie, vi ikke skal være stolte af. Værket står som et monument til ære for modstandskæmperen Queen Mary, der i 1878 var med til at lede arbejderopstanden Fireburn på St. Croix. Hun var en af frontkæmperne i slavernes kamp mod de danske plantageejere.

Til At dekolonisere fremtræden bidrager Jeannette Ehlers med sit videoværk The Gaze. En video, som er centreret omkring blikket. Videoen forsøger at blotte kolonialismens aftryk på vores samtid - og udfordre ‘det hvide blik’.

Nicholas Mirzoeff fortæller, at der i forbindelse med opførelsen af I am Queen Mary var nogle, der betegnede Queen Mary som en terrorist: “Hun var en modstandskæmper mod slaveriet, som blev fængslet i Danmark i fem år. Så vores historie er ikke fortid — det er ikke engang fortid. Vi kæmper stadig disse kampe”

Udstillingen på CAMP er en del af denne kamp, og alle værkerne sætter fokus på fremtræden og på, hvordan vi bliver klassificeret efter den. Den amerikanske kunstner Carl Popes installation af essays og plakater tematiserer forskellige aspekter af Sorthed, og tematiserer på den måde klassificeringen meget tydeligt.

Det dekoloniale feministiske kollektiv Marronage udstiller tre numre af deres tidsskrift, som handler om kolonialismens strukturerer i en nordisk historisk kontekst. Tidsskriftet sætter stemmer i centrum, som Marronage ikke mener, at det, de betegner som “det hvide overherredømmes kapitalistiske heteropatriarkat”, har formået at gøre tavse.

Fremtiden er nu

Hvilke og hvor mange flygtninge, som Danmark og Europa skal tage imod, og hvilke rettigheder flygtninge skal have, har været nogle af de mest polemiske og omdiskuterede spørgsmål siden 2015, hvor Europa blev ramt af en såkaldt flygtningekrise.

Men da antallet af asylansøgere i Europa var højest udgjorde det, ifølge CAMP, cirka 0,25 procent af Europas befolkning. Efterfølgende er dette tal faldet drastisk. Den krise, vi står i, er en moralsk krise, siger Nicholas Mirzoeff: “Som udenforstående har jeg svært ved at forstå, at tallene er så lave. I Danmark er det 12.000 mennesker om året. Dét, vi har med at gøre, er en moralsk panik.”

Men alt er ikke tabt endnu, for selvom vi er i en tid, hvor der sker store forandringer, så har disse ændringer ikke sat sig endnu: “Det er netop nu, at mennesker skal gribe ind. De næste år kommer vi til at skabe den nye sunde fornuft,” siger Nicholas Mirzoeff.

Ifølge Nicholas Mirzoeff, så kan vi stadig nå at skabe den verden, vi gerne vil leve i: “Vi kan skabe fremtiden. Men lad være med at vente. Lad være med at tænke, at du gør det næste år. Vi har alle travlt, men vi bliver nødt til at finde måder, hvor vi kan hjælpe hinanden og være involveret i arbejde som denne udstilling”

Nicholas Mirzoeff håber, at samtalen, der starter i udstillingen, vil føre til solidarisk handling. Han mener, at det er svært at sige præcis, hvad den enkelte skal gøre, men alligevel har han et konkret forslag: “Man kan tage ud til en af de såkaldte ghettoer og stå med et solidaritetsbanner. Fortælle dem, der bor der; vi ser jer, vi hader jer ikke, vi vil gerne have jer her, I er en del af vores samfund”

Fakta

At dekolonisere fremtræden åbner 21. september og kan opleves frem til 15. december

Udstillingen er gæstekurateret af visuel kultur-teoretiker Nicholas Mirzoeff

I forbindelse med udstillingen vil man kunne deltage i artist talks, forelæsninger og kollektive oplæsninger hos CAMP.

Find meget mere information om CAMP, Trampoline House og udstillingen på http://campcph.org

Udstillingen At dekolonisere fremtræden er den første i CAMPs nye 2-årige fokus! udstillingsprogram Integrationens tilstand: Kunstneriske analyser af sameksistensens udfordringer .Udstillingsrækken arbejder med spørgsmål om indvandring og integration.

Deltagende kunstnere og kollektiver er John Akomfrah, Khalid Albaih, Gurminder K. Bhambra, Abdul Dube, Sonya Dyer, Jeannette Ehlers, Forensic Architecture, Ghetto Fitness, Jane Jin Kaisen, Pedro Lasch, Marronage, MTL Collective, Carl Pope, Dread Scott

Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Foreningen Roskilde Festival, European Cultural Foundation og Københavns Billedkunstudvalg