Joachim Koesters nye udstilling på SMK går på opdagelse i historien og sindets udkant
Med udstillingen Patterns, shimmers, scenes på SMK inviterer den danske kunstner Joachim Koester publikum på en rejse gennem de skjulte lag i vores fælles historie og menneskets bevidsthed.
Fortællinger om cannabis, insekter, finanskrisen og polarekspeditioner. Sådan beskrives udstillingen Patterns, shimmers, scenes på Statens Museum for Kunst, hvor den danske kunstner Joachim Koester gennem fotoværker og enkelte lyd- og videoværker udforsker skjulte sider af sindet og vores fælles historie.
“Det er en lidt sjov blanding af emner, der dog alligevel har en rød tråd, der binder dem sammen,” siger Joachim Koester.
“Den røde tråd handler om hvordan vi ser historien, og hvordan vi udgraver historien. Både de historiske begivenheder, der omgiver os og tegner vores samtid, men også de historier som vi skriver omkring vores sind og yderkanten af vores sind. Simpelthen de historier, der handler om bevidsthed.”
På den måde bliver udstillingen en form for opdagelsesrejse der gennem seks rum fører publikum gennem 19 års kunstnerisk arbejde og ind i vores fælles historie og de skjulte lag i menneskets bevidsthed.
I historiens udkant
Koesters værker foregår ofte i historiens udkant. De skildrer små scenerier, der hvis man kigger nøje efter, rummer en langt større historie.“Noget af det, der fascinerer mig er, hvordan historien materialiserer sig som et billede”, siger Koester, inden han fortæller om tankerne bag værket From the Secret Garden of Sleep.
Her har han taget billeder af en række superpotente cannabisplanter. Hybrider, der blev fremavlet og stortrivedes skjult indenfor under grolamper, efter Ronald Reagan og hans administration i starten af 80’erne satte sig for at knuse den hjemlige cannabisindustri med lovgivning og strenge straffe.
“Pointen er, at selve den måde planterner ser ud på, er resultatet af politik, begær og lovgivning. Alle de ting er indskrevet i plantens kød. Hvis der ikke havde været ført den politik og lavet den lovgivning, så ville planten have set meget anderledes ud.”
På den led er der ofte et samspil i Koesters værker mellem det vi kan se, og den større fortælling som ikke kan ses med det blotte øje. Hans kunst viser ofte små historier, der rummer grene og afstikkere til en lang række meget større historier.
Det gør sig også gældende i den fotografiske serie Some Boarded Up Houses af forladte, blokerede huse, der for Koester står som efterladte monumenter over boligboblen, finansmarkedets uansvarlighed og finanskrisen i 2007-2009.
“Husene fortæller en historie om de folk, der blev ofre for finanskrisen, men de fortæller også om den vidtforgrenede globale økonomi, vi har i dag. Man bliver jo helt svimmel af at forestille sig, hvordan nogle huse som blev solgt med nogle bestemte låneordninger i USA, næsten væltede Danske Bank og kunne have fået uoverskuelige konsekvenser for den danske økonomi.”
Fortiden, nutiden og den forladte fremtid
En anden ting, der kendetegner Joachim Koester er, når han næsten som en detektiv går i andres fodspor for at bringe fortiden ind i nutiden. Som når han i værket histories modstiller værker fra 1960’erne og 70’erne med nye fotografier taget på præcis samme sted. Her går han faktisk bogstaveligt talt i fodsporene på fx den amerikanske kunstner Robert Smithson, der i 1967 gik en tur gennem sin fødeby Passiac, New Jersey og fotograferede den. En tur som Joachim Koester har gentaget mere end fyrre år senere.Dette samspil mellem fortid, nutid og historien indimellem er også i spil i værket The Kant Walk, hvor Koester forsøger at genskabe filosoffen Imannuel Kants berømte vandreture gennem en by, der på mange måder ikke længere eksisterer.
Kant boede hele sit liv i Königsberg, der i dag hedder Kaliningrad. Byen var tysk indtil 1945, hvor den blev bombet sønder og sammen og efterfølgende faldt i sovjetiske hænder. En række begivenheder, der betød at byens fortid forsvandt i både fysisk og overført forstand. I sovjetiske tekst- og guidebøger blev Kant født i Kaliningrad. Ved at gå Kants ruter blev en glemt, forbudt og potentiel fortid pludselig vækket til live.
“Det er en meget speciel by, fordi den er en by der i mange år ikke havde nogen fortid. På en måde optræder fortiden meget anderledes i Kaliningrad end den gør andre steder. Den er der, men den bliver ikke italesat. Det betyder at fortiden der kommer til at være mere kaotisk, men også mere potentiel, mere brugbar på en anden måde, end det, jeg kalder den lineære fortælling. Derfor blev jeg meget interesseret i at finde ud af, hvor Kant gik sine ture,” siger Joachim Koester.
“Den anden ting, der interesserede mig, var nemlig det her med at gå. Som en aktiv handling. Som en måde at være til på. Det er en måde at være kreativ på. At følge en vandring og så ligesom suge ind, hvad man oplever.”
En opdagelsesrejse ind i sindet
Det er dog ikke kun den fysiske og historiske opdagelsesrejse, der spiller en rolle i udstillingen på SMK. Koester arbejder nemlig også med den indre rejse, der gennem euforiserende stoffer eller meditation lader os gå på opdagelse i menneskets sind og bevidsthed. Alle værkerne har dog det tilfælles, at de skal hjælpe publikum med at grave sig dybere ind i nogle ellers skjulte lag.“Man kan sige, at mange af mine værker er en slag manualer, en række metoder til at grave noget frem fra enten det indre sind eller ens omgivelser,” siger Koester.
Det går også igen i to meditationer, eller inner space travels som Koester kalder dem, der afslutter udstillingen. Her kan publikum dykke dybere ned i en række af udstillingens temaer gennem en guidet meditation. Specielt i meditationen Department of Abandoned Futures, som ifølge Joachim Koester er et arkiv over alle de fremtider, som ikke blev til noget.
“Det kan være personlige fremtider, men det kan også være kollektive fremtider, alle de byer der ikke blev bygget, alle de planer, der ikke blev til noget, alle de samfund der ikke blev etableret eller alle de stemmer, der ikke blev hørt.”
En slags drømmende og kreativt rum ifølge Joachim Koester.
“Der findes en kreativitet i den der tilstand på grænsen af søvnen, hvor vi prøver at bringe folk hen med de her meditationer. Et sted, hvor man næsten er lidt drømmende. Drømme har jo altid lidt været en port ind til et kreativt rum.”
Fakta:
Joachim Koester er billedkunstner født i 1962 i København. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 1994.Han arbejder fortrinsvis med foto, lyd og video og er del af den såkaldte ”90’ergeneration” i dansk kunst, der markerede sig stærkt internationalt.
Udstillingen Joachim Koester – Patterns, Shimmers, Scenes kan opleves på SMK fra 11. oktober til 3. februar.