Dyr, mennesker og maskiner smelter sammen i Patricia Piccininis kærlige univers
InterviewKunst og UdstillingerSkrevet af: Sofie Normann Christensen27. feb 2019
Kunstmuseet Arken viser i foråret den australske kunstner Patricia Piccininis fabulerende verden med omsorgsfulde hybridvæsner.
Der er noget foruroligende på spil, når man står overfor Patricia Piccininis hyperrealistiske skulpturer, som hun selv kalder væsner. En gris med menneskelige lemmer, baller og øjne. En abe, som er meget mere menneske end en abe med menneskelige fingre og negle.Patricia Piccinini undersøger med sin kunst, hvad vi forstår som naturligt og som kunstigt, og hvad der sker, når vi ændrer og manipulerer med naturen. Hun henter sin inspiration i videnskabens verden og de nye muligheder, som den videnskabelige udvikling tillader. Hun er især interesseret i genteknologi, transplantationer mellem mennesker og ikke-menneskelige kilder og udviklingen af nye genmodificeringsmetoder, som gør det nemt og billigt at ændre i organismers gener – så man i fremtiden kan designe dyr og mennesker.
Patricia Piccininis univers kan opleves på Arken frem til den 8. september, 2018.
Foto: Hillary Walker
Hun udforsker også den ændring, der er sket i vores forståelse af kroppen, og hvad det vil sige at være menneske i en tid, som hun mener er præget af, at grænsen mellem det naturlige og kunstige sløres.
Piccininis skulpturer forestiller ofte mødre med børn, elskende par eller væsner, der på den ene eller anden måde udtrykker omsorg og kærlighed. “For mig er fertilitet og reproduktion verdens største vidunder,” siger hun. Reproduktionen er nemlig det, der binder alle levende organismer sammen. I hendes skulpturer viser hun, hvordan begrebet strækkes og udvides i takt med den videnskabelige udvikling.
Hun fortæller, at hun har skabt sine væsner med en varm moderlighed og medfølelse og givet dem åbne og venlige ansigtsudtryk og til tider sørgmodige øjne. Selv ser hun ikke skulpturerne som monstre eller vanskabninger, og de fremstår derfor hverken farlige eller truende trods de groteske træk, men rummer i stedet en ærlighed og skrøbelighed.
“Empati er en stor del af værkerne, og jeg håber, at beskuerne bevæger sig fra først at blive foruroliget over forskellen mellem os og væsnerne til at føle en forbindelse til dem, når de opdager de ligheder, vi deler,” siger hun. På den måde ønsker hun at få os til at reflektere over forholdet mellem os og den umiddelbart fremmede skabning, vi står overfor. “For mig har væsnerne et metaforisk niveau, hvor skabningerne repræsenterer alle i samfundet, som bliver opfattet som mærkelige eller anderledes,” siger hun.
Piccininis skulpturer forestiller ofte mødre med børn, elskende par eller væsner, der på den ene eller anden måde udtrykker omsorg og kærlighed. “For mig er fertilitet og reproduktion verdens største vidunder,” siger hun. Reproduktionen er nemlig det, der binder alle levende organismer sammen. I hendes skulpturer viser hun, hvordan begrebet strækkes og udvides i takt med den videnskabelige udvikling.
Hun fortæller, at hun har skabt sine væsner med en varm moderlighed og medfølelse og givet dem åbne og venlige ansigtsudtryk og til tider sørgmodige øjne. Selv ser hun ikke skulpturerne som monstre eller vanskabninger, og de fremstår derfor hverken farlige eller truende trods de groteske træk, men rummer i stedet en ærlighed og skrøbelighed.
“Empati er en stor del af værkerne, og jeg håber, at beskuerne bevæger sig fra først at blive foruroliget over forskellen mellem os og væsnerne til at føle en forbindelse til dem, når de opdager de ligheder, vi deler,” siger hun. På den måde ønsker hun at få os til at reflektere over forholdet mellem os og den umiddelbart fremmede skabning, vi står overfor. “For mig har væsnerne et metaforisk niveau, hvor skabningerne repræsenterer alle i samfundet, som bliver opfattet som mærkelige eller anderledes,” siger hun.
Hyperrealistiske skønhedspletter og fimrehår
Piccinini startede sin karriere i de tidlige 1990’ere, men blev for alvor et kendt navn på den internationale kunstscene, da hun repræsenterede Australien ved Venedig Biennalen i 2003. Hun er især kendt for sine livagtige skulpturer, som er resultaterne af uventede mutationer mellem mennesker, maskiner og dyr, som man i foråret kan opleve på Arken, men hun arbejder også med video, fotografi, installation og tegning.Piccinini arbejder blandt andet med et kunstnerisk udtryk, som stræber efter en perfekt illusion af virkeligheden. Det er en genre, som man kalder hyperrealisme, der også kan ses hos kunstnere som eksempelvis Ron Mueck og Jake & Dinos Chapman. Hendes menneskelignende skulpturer er lavet af blandt andet silikone, fiberglas og menneskehår og er så minutiøst udformet, at detaljer som blodårer, fregner, skønhedspletter, fimrehår og porer kan ses. På grund af livagtigheden og de detaljerige menneskelige træk fremstår skulpturerne umiddelbart genkendelige og virkelige. Men fordi de er deforme og groteske, bliver det tydeligt, at disse væsner eksisterer i et univers hinsides den virkelige verden. De fremstår derfor både fascinerende og urovækkende.
Skulpturernes tilblivelsesproces er omfattende, og det kræver et helt hold af specialister at bringe dem til live. Piccinini har gennem flere år samarbejdet med et team af teknikere og kunsthåndværkere i sit studie i Melbourne. På holdet er blandt andre hendes mand, kunstneren Peter Hennessey, 3D-animatorer, skulptører, malere og ’animatronics’-ingeniører, som designer mekaniske apparater og robotter, der efterligner dyr eller mennesker.
Et blik ind i fremtiden
Med skulpturen The Young Family, 2002, som blev vist på Venedig Biennalen, reflekterer hun over udviklingen af genmodificerede grise, som opdrættes med det særlige formål at skaffe transplantationsorganer til mennesker. Værket viser en mor, halvt menneske, halv gris, i færd med at give die til sine unger, og Piccinini forestiller sig, at denne mor er et sådant væsen, hvis skæbne er blevet forseglet af menneskeheden. Med den ømme og intime situation viser værket noget, som vi som mennesker kan genkende og relatere til – moderkærligheden og det særlige bånd, der eksisterer mellem forældre og deres børn. Piccinini udfordrer på den måde idéen om, at mennesket er fundamentalt forskelligt fra andre dyrearter. Hun rejser et mørkt dilemma med skulpturen; hvilken fremtid har grisemoderens unger? Er vi villige til at tage livet af dem for at redde vores eget barns liv?”Hvad sker der, når vi forestiller os situationen fra dyrets synspunkt, og det ikke længere kun handler om os? Det er det, som interesserer mig. Personligt er jeg stor fan af diversitet, så jeg er meget optaget af idéen om, at vi lever i en verden, hvor nye former for liv er mulige, men samtidig burde det ikke være på bekostning af den eksisterende diversitet”, siger Piccinini.
Piccinini sætter på den måde fokus på, hvordan vi vil bruge den nye teknologi, hvordan vi vil påvirke den naturlige udvikling, og hvilket ansvar vi har for det, vi skaber. Men hendes tilgang til teknologien og videnskaben er åben og nysgerrig, og hendes kunst er hverken en moraliserende eller dystopisk fortælling om fremtiden. Hun ser i stedet sine værker som katalysatorer for refleksion og samtale og endda debat om de etiske problemstillinger, der følger med udviklingen – og selv har hun ikke svaret på, hvad der er rigtigt og forkert.
Udstillingen Patricia Piccinini – En kærlig verden kan opleves på ARKEN fra den 9. februar til den 8. september 2019.
Fakta
Patricia Piccinini er født i 1965 i Free Town, Sierra Leone, og er sidenhen flyttet til Australien, hvor hun er uddannet i økonomisk historie ved Australian National University og i malerkunst ved Victorian College of Arts. Hun bor og arbejder i Melbourne.Udstillingen Patricia Piccinini – En kærlig verden kan opleves på ARKEN fra den 9. februar til den 8. september 2019.
Sofie Normann Christensen
Skribent
Sofie Normann Christensen er uddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og har specialiseret sig i museologi, kuratering og kulturarv. Sofie har bl.a. arbejdet med udstillingstilrettelæggelse og formidling på forskellige kunstinstitutioner, og hun interesserer sig for et bredt felt inden for kunst og kultur.
Se Sofies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København