Samspillet mellem kunst og arkitektur har altid interesseret billedkunstner Jesper Rasmussen. Nu arbejder han på Godsbanen med sit udsmykningsprojekt til Generationernes Hus på Aarhus Ø

Døren til Perron 1 på Godsbanen står åben, og da jeg stikker hovedet ind, bliver jeg mødt med et smil og en varm velkomst af Jesper Rasmussen. Det højloftede rum er stadig relativ tomt, for den aarhusianske billedkunstner er kun så småt ved at flytte ind. Midt på gulvet står en model af det 17 meter høje værk til Generationernes Hus på Aarhus Ø, som han er i gang med.
Udsmykningsopgaven passer perfekt ind i Jesper Rasmussens kunstneriske virke. For hvis der er en ting, der har kendetegnet Jesper Rasmussen i hans mere end fyrre år som billedkunstner, så er det undersøgelsen af rum, landskaber og arkitektur.
“Jeg har aldrig interesseret mig for at skildre mennesket i sig selv, men mere for at skildre mennesket gennem de rum, de scenografier og de landskaber, det befinder sig i,” siger han.

Rum bestemmer vores adfærd

Jesper Rasmussens interesse for det, vi omgiver os med, kan blandt andet ses i billedserien Off Location. Her har han digitalt fjernet alle spor af menneskelig tilstedeværelse fra en række billeder.
Som hans billede af Hotel Astoria ved Københavns Hovedbanegård. Et motiv, der ved første øjekast er genkendeligt for enhver, der kender København, men jo længere du kigger jo mere føler du, at der er noget galt. Alt fra biler, cykler og trafiksignaler til vejstriber, døre og vinduer mangler, og det genkendelige føles pludselig fremmed. Tilbage står bygningerne som klodser, der nærmest minder om de arkitektoner, som Jesper Rasmussen med inspiration fra den russiske maler og kunstteoretiker Kasimir Malevich også har arbejdet meget med. Uudgrundelige objekter, der med lidt fantasi godt kunne ligne bygninger, men alligevel virker fremmede i deres mangel på døre, vinduer og de andre funktionelle ting, der kendetegner en bygning.
På den måde leger Jesper Rasmussen med vores forhold og forventninger til de rum, der er med til at forme vores liv. På den måde gør han det tydeligt, at der er meget psykologi og adfærd forbundet til de rum, som vi bevæger os i.
“Rum bestemmer vores adfærd. Det er jo mennesker, der har skabt de her rum og skal være i dem, fungere i dem, leve i dem og opleve dem. Så rum er også en fortælling. En følelse.”

Billedkunsten kræver plads

Som han står her i sit rum på Godsbanen, kan Jesper Rasmussen heller ikke lade være med at reflektere over det store og næsten tomme rums indretning og fortælling. Han snakker om de store metalrør, der hænger højt over os i loftet. Om alle de måder rummet kan bruges på og om, hvad han har tænkt sig at bruge det til.
“Det er skønt, at rum som dem her kan bruges som arbejdsrum, hvor man også kan producere kunst, og ikke kun som udstillingsrum, hvor man viser det færdige værk frem,” fortæller han.
Han synes, vi mangler steder, hvor der er plads og rum til, at kunstnere kan skabe uden at skulle tænke for meget over logistik, plads og opbevaring. Et 17 meter højt kunstværk som hans kræver kort sagt både tid og plads.
Samtidig ønsker han også at dele oplevelsen og glæden ved selve den kunstneriske proces. Derfor vil han lade døren stå åben til sit værksted, så nysgerrige sjæle kan kigge forbi og følge med i det store arbejde.

Mellem æstetik og funktionalitet

Generationernes Hus på Aarhus Ø kommer til at rumme både daginstitutioner, ungdomsboliger, familieboliger, handicapboliger, ældreboliger og plejehjem. På den måde er visionen, at bygningen skal være et sted, hvor alle generationer - børn, unge, voksne og ældre - kommer til at leve, bo og dele hverdagen sammen.
Jesper Rasmussen skal arbejde sammen med bygherrerne og arkitekterne om realiseringen af kunstværket. Han kom med ind i byggeprojektet så tidligt, at han har kunnet være en medspiller i forhold til, hvordan huset bliver indrettet.
“Der bliver man jo også lidt arkitekt selv,” siger han.
På den måde er projektet helt i tråd med hans interesse for netop samspillet mellem kunst og arkitektur. Hans kunstværk bliver en integreret del af bygningen og dens arkitektur.
“Der er jo ingen mening i at komme og aflevere noget, der bare kunne hænges hvor som helst. Værket skal på en eller anden måde gå i dialog med omgivelserne og vise, at det hører til her.”
Jesper Rasmussen værk kommer til at fungere som et mødested i den del af Generationernes Hus, som hedder Byfælleden. Her bliver der café, multihal, værksteder og vaskeri. En central del af kunstværket bliver en tribune, hvor husets beboere og besøgende vil kunne opholde sig. Fra tribunen vil værket, som bliver bygget af forskellige træsorter, desuden sno sig videre op gennem husets åbne etager.
Jesper Rasmussen er glad for, at hans værk bliver så funktionel en del af bygningen. Han fortæller:
“Det bliver som et træ eller et vandfald, som man kommer til at passere forbi, når man går på de andre etager. Mit værk bliver en form for markør for, hvor man er i bygningen.”

Kunsten i dialog med omgivelserne

De store værker og installationer er ikke fremmede for Jesper Rasmussen. Han startede egentlig som maler, fortæller han, men som medlem af kunstnergruppen Solkorset begyndte han i 80’erne at arbejde med en række store kollaborative værker. Gruppen udsprang af galleriet af samme navn, der havde til huse i Nørregade fra 1983-85. Da Galleri Solkorset i 1985 blev revet ned, besluttede de tilknyttede kunstnere at lave en udstilling på byggetomten under navnet ‘Ånden fra Solkorset’. Det blev en leg med det tidligere gallerirum, hvor kunstnerne udstillede deres værker på nøjagtigt det sted, hvor de ville have stået, hvis bygningen og væggene stadig var intakte. Udsat for vind, vejr og de forbipasserendes nåde, blev værkerne stående, indtil omgivelserne gjorde det af med dem.
Senere rykkede Jesper Rasmussen og Solkorset ind i mere etablerede udstillingshuse som Århus Kunstbygning, Kunstnernes Hus og Brandts Klædefabrik i Odense med en række store og nyskabende ruminstallationer. Her gik værkerne i dialog med omgivelserne, fremhævede udstillingsstedernes arkitektur og var med til at lege med rummenes udtryk og fortællinger. Det er en praksis, som Jesper Rasmussen siden har fortsat. I 2007 og 2008 byggede han en række trapper, der gik i dialog med og markant ændrede udtrykket af udstillingsrummene på en række af museer og gallerier.
På den måde kan mange af Jesper Rasmussen tidligere værker sagtens sammenlignes med den opgave, han har fået i Generationers Hus, men alligevel er der en stor og markant forskel.

At bygge fortællingen om et rum

Når man laver kunst og offentlige udsmykninger, er rummet, der skal udsmykkes, normalt allerede til stede. Så kan man som kunstner gå og indsnuse atmosfæren og fornemme, hvilke stemninger og fortællinger der er at arbejde ud fra.
“Men her er der ikke noget rum. Her er der bare en arkitekttegning,” fortæller Jesper Rasmussen.
På den måde giver projektet i Generationernes Hus Jesper Rasmussen en unik mulighed for selv at være med til at skabe rummets fortælling.
“Det er en udfordring at leve sig ind i noget kunstigt og forestille sig det færdige rum. Desuden er det et sted, hvor folk skal bo. Det giver noget ansvar, fordi de er tvangsindlagt til at skulle forholde sig til mit kunstværk hele tiden i deres daglige liv.”
For selvom mange nok bare tænker på huse og bygninger ud fra dets funktioner, så mener Jesper Rasmussen, at de skal kunne mere end det. Arkitektur er ikke interessant, hvis det bare handler om at sætte nogle funktioner sammen. Det er derfor arkitektur er en kunstart, og det er derfor, han som kunstner kan bidrage med at tænke ud over de funktionelle hensyn, der ellers let ville tage fokus.
“Et rum er billede på mere end bare: Her er et toilet. Her er et kontor. Det er en fortælling.”
Derfor har han også tænkt over, hvilken fortælling, han vil fortælle i Generationernes Hus.
“Jeg vil gerne lave en fortælling, hvor du har tribunen som en lille oase midt i rummet, og så gror det her træ op igennem bygningen,” siger Jesper Rasmussen, inden han efter en kort tænkepause fortsætter.
“Det lyder måske banalt, men det gør ikke noget. Man behøver ikke have så mange elementer, men måske bare et par store armbevægelser. Det skal kunne tale til både børn, demente ældre og alle derimellem.”

Fakta:

Jesper Rasmussen er billedkunstner og er født i 1959.
Var medlem af kunstnergruppen Solkorset fra 1986-91, men har også en række solo- og gruppeudstillinger bag sig, og er repræsenteret på bl.a. ARoS, Arken og Statens Museum for Kunst.
I 00’erne var han både medlem af Akademirådet, Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg og rektor ved Det Jyske Kunstakademi.
Generationernes Hus står efter planen færdigt i 2020.