Kunstneren Franz Beckerlee startede med at blive godtaget til Charlottenborgs censurerede forårsudstilling tre gange. Nu udstiller han over hele landet. I september er det i Odense. Indtil da er han i Paris for at få ro til at male

Sig navnet franz Beckerlee og hjernen vrimler med billeder. Hard disken er fuld af motiver fra et over 50 år langt offentligt virke. Den 75 årige udgave af Beckerlee har selv billeder på hjernen. Det er dem, han maler i veritable eksplosioner af farver og en ekspressiv stil. Som billedkunstner bruger han de samme virkemidler, som da han spillede musik. Mest kendt er samspillet med Gasolin. Men det vil han ikke tale om, så det er bare om at komme videre i tekst-en. Helt frem til en skarp forårsdag i fuld sol på forkanten af Amager i et Eldorado af nedlagte værksteder. Her maler Franz Beckerlee i et atelier, hvor lyset vælter ind, og brugte farvetuber lever deres eget liv i store bunker.

Københavns kommune har overtaget de gamle nostalgiske værksteder, hvor kreative mennesker lejer sig ind. Men det eventyrlige fribytteri synger på sidste vers, siger han. For der skal bygges på hovedstadens omstridte, dyre jord ude ved Kløvermarken. Men lige nu er det stadig en stor, frodig legeplads. Rabalderstræde, fristes man til at tænke.
Der er musik i Beckerlees malerier, der er knald på hans arbejde med farver, og man fornemmer en lidt sart sjæl med zen-
buddhismen som livspartner og et motto, der går på, at menneskene skal lade intui-
tionen tage over, så vi uden frygt kan følge vores intuition. Ja, et gammelt hippie budskab. Og glæden ved kunsten videreføres af datteren, den kunstakademi uddannede Honey Biba Beckerlee, som dog laver kunst ovre i en helt anden boldgade.

Til Paris efter inspiration

Den tidligere rock-guitarist har høreskader, men synet fejler ikke noget, siger han. Hans malerier sælger godt, og snart pakker han atelieret ned og smutter til Paris, hvor han en gang om året finder ro og koncentration til at male og blive inspireret af byens mange kunstneriske bud og udbud. Fra 21. september til 26. oktober præsenteres hans malerier i Kunstgalleriet Odense.

“Det kræver mod af en musiker at gå videre til at udtrykke sig i billedkunst, men jeg har malet og tegnet siden den tidlige barndom, og jeg har altid haft mod og fantasi nok til at gå mine egne veje. Det essentielle for mig er, at man skal kunne holde sig selv ud, både som musiker, maler og menneske,” siger han.

Franz Beckerlee har været fremme som billedkunstner i efterhånden mange år. Han debuterede med to store skulpturer på Charlottenborgs Forårsudstilling som 60-
årig. Det var en kunstnerisk blåstempling, som de fleste kunstnere efterstræber.
“Jeg har udstillet tre gange på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvilket som regel er et nåleøje at komme igennem. Og det var godt for mig at få det skub i ryggen. Den kunstneriske anerkendelse på sådan et sted betyder meget og er et skulderklap, der åbner for de kunstforeninger, som køber værker, når man udstiller. Og de forlanger ofte, at man har været på en censureret udstilling,” siger Franz Beckerlee.

Han har med tiden udvidet sit udtryk fra skrot og metalskulpturer over installationskunst til farvestrålende malerier og tegninger med japansk tusch og oliekridt på papir. Men han startede med skulpturer, og Magasinet Kunst - redaktøren Ole Lindboe, kaldte hans skrotkunst for et bud på et stykke kompliceret virkelighed, som vi hver især må afkode som en besværlig og givende udfordring.

Idolerne var Robert Jacobsen og Miles Davis

Franz Beckerlee maler både med pensler, spartel og fingre. Og han udstiller i dag på gallerier rundt om i hele Danmark. Han har udstillet på Albrectsens Galleri og Galleri Oxholm i København. Og han har været på Aalborg Kunstmuseum, ”Kunsten”, med sine installationer. Han fortæller, at han allerede som teenager fik billedhuggeren Robert
Jacobsens skrotkunst i blodet. “Han var et lige så stort idol for mig som trompetisten Miles Davis. Han var så inspirerende, at jeg, da jeg kom i lære som værktøjsmager, svejsede ting sammen fra værkstedets brokkasse. De andre syntes, jeg var tosset. Men da havde jeg både malet og lavet skulpturer siden sidst i 1950’erne. Det fortsatte jeg så med, indtil det famøse band opstod og kom til at fylde det hele. Men bagefter vendte jeg tilbage til billedkunsten.”

Han hører jazzmusik, når han maler. Mest San Francisco stationen “Swing Street Radio”, og for ham er der en sammenfaldende harmoni mellem jazz og billedkunst. Han startede selv som jazzmusiker i samarbejde med folk som provo komponisten Niels Viggo Bentzon. Og han spillede for maleren og ”havfruemorderen” Jørgen Nash, når der var gang i gaden. “Nash havde en fest med det havfruehoved i 1960´erne.”

Super8 film og New York

I 1968 fik Franz Beckerlee et jazz-legat og rejste til New York, hvor det vrimlede med musikere, billedkunstnere og filmfolk. Og netop foto og film var en del af hans udtryk. “Da jeg var i tyverne, lavede jeg Super 8-film med min bror, der er tv-fotograf. Man skulle redigere, imens man filmede, for det var ikke teknisk muligt at klippe i båndene bag-
efter. Det var en spændende kreativ proces,” siger han.

Langt senere i livet gik han på Jagtvejens Billedskole i København. “Jeg fik en masse nye redskaber, og min lærer Bjørn Bråten havde så stor en “indfølelse” i det, vi lavede, at vi troede, vi selv havde fundet ud af det hele og skabt alle løsninger. Sådan noget er zen. Det væsentligste er, at udtrykket bygger på impulsivitet og spiritualitet. Kunstens væsen er det, der ikke kan beskrives. Det er de pludselige indfald, der kommer et eller andet sted fra,” siger han.

Han påpeger, at det både er en fordel og en ulempe at være kendt fra en anden kunstart. “Nogen synes, det er sjovt at se, hvad jeg laver nu. Men internt i kunstmiljøet handler det om, hvor højt man er oppe på stigen. Parnasset er ikke gode til at acceptere folk fra rockmiljøet. Og det hjælper ikke, at de mange fagdommere, der før var med til at udtage kunstnere til Charlottenborg, nu er sammenlagt til en central dommer, der har det afgørende ord,” siger han. Og sender pile mod folkeskolens manglende undervisning i kunst, der ifølge ham burde være fast skemalagt.
“Nu er mange uforberedte på, hvad kunst er. De vil have en forklaring, men kunst kan ikke forklares. Hvis man kunne det, var der jo ingen grund til at lave det. Det uforklarlige er det spændende og kan sammenlignes med religiøse oplevelser.

Derfor giver jeg ikke mine billeder titler. Jeg vil ikke trække en hat ned over hovedet på folk og fortælle dem, hvad det er. Jeg skal ikke bestemme, hvad folk synes, de ser. På en udstilling, sagde en dame til sin mand: “Kan du ikke se, det er en hest på ski?” - Jeg prøver at lukke ned for mig selv og stoppe i tide, når jeg maler, så der kan blive plads til en hest på ski.”