Kunstkonservator Anne Trollehave er taget fra hjembyen Aarhus til Skagen. Til samlingsstedet for nogle af Danmarks største kunstmalere. Her skal hun sammen med Skagens Kunstmuseers faste konservator Christine Løvdal gøre Anna Anchers værker klar til en stor retrospektiv udstilling på Statens Museum for Kunst og siden på Skagens Museum. Det er en omfattende proces. For hvilke værker kan udstilles, som de er? Hvilke værker er behandlingskrævende, og hvordan skal de behandles? Proceduren er den samme hver gang. Kendte som ukendte værker bliver gennemgået ned til mindste detalje, inden de kan udstilles.
“Mange tror, at vi som konservatorer udelukkende sidder foran et maleri og dupper hist og her. Men i virkeligheden er det et enormt alsidigt arbejde. Typisk kræver store udstillinger både overblik, grundig gennemgang og en klar strategi for behandling af værkerne,” siger Anne Trollehave.
Hvert værk er sit eget. Det kræver en behandling, der er designet til netop det konkrete værk. En behandling, man først rigtig forstår omfanget af, når mikroskopbrillerne kommer på.
“Man kan ende med at bruge alt fra to til hundrede timer på et værk. Man kan aldrig vide, hvad der gemmer sig af udfordringer i værket,” forklarer kunstkonservatoren.

Fra spyt til størfisk

Metoderne spænder vidt, når værker er under behandling. Alt lige fra konservatorens eget spyt til størfiskens svømmeblære bliver anvendt til restaurering og konservering.
“Det kræver en stor viden om materialer og ikke mindst en teoretisk forståelse for, hvordan man bruger materialerne korrekt,” fortæller Anne Trollehave.
Størfiskens svømmeblære har helt enestående klæbeegenskaber og bliver i daglig tale kaldet størlim. Spyt derimod bruges som én af flere metoder til rensning af snavselag. Nyudviklede metoder tages hele tiden i brug for at undgå, at et behandlet område skiller sig ud i værket.
“Retoucherer man eksempelvis et oliemaleri med oliemaling, vil man efter ganske få år kunne se retoucheringen. De nyudviklede materialer til konservering nedbrydes ikke på samme måde.”

En bred viden

Anne Trollehave arbejder mest af alt i et krydsfelt mellem naturvidenskab, teknologihistorie og kunsthistorie. For ét er at forstå kemiske opløsningsforhold, bindemidler og pigmenter. Noget andet er at vide, hvilken historisk sammenhæng materialerne kan bruges i.
“Man skal kende den historiske periode, værket indgår i. Kende til de materialer og pigmenter, der var fremme på den tid. Det er en afgørende viden for at kunne behandle værket korrekt,” fortæller Anne Trollehave, der udover at være uddannet kunstkonservator også har læst Kunsthistorie og Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet.
“Det er noget af det, jeg elsker ved mit arbejde. Udfordringen i at sammenkoble den praktiske og den teoretiske viden og se sammenhængen i det. Det er utrolig spændende.”

Ingen udfordringer er for store

Ikke alle værker er lige lette at gå til. Indimellem støder Anne Trollehave på udfordringer, der i første omgang virker umulige at løse. For hvordan redder man et Wilhelm Freddie relief, hvor fastsømmede klodser og store farveflager nærmest har revet sig løs fra værket.
“Værket var så skrøbeligt, at jeg ikke bare kunne banke sømmene på plads. I sådanne situationer skal der tænkes helt nyt,” fortæller Anne Trollehave.
Med over 20 år i branchen bliver den erfarne kunstkonservator ikke slået ud af løse dele. Som en anden Ole Opfinder endte hun med at designe en speciallavet tang, så sømmene ganske fint kunne trykkes på plads.
Wilhelm Freddies relief var en særlig stor udfordring. Men udfordringer bliver altid taget imod med kyshånd. For det er her, det bliver sjovt, tilføjer Anne Trollehave
“Det er ikke fordi, jeg skal udfordres hver gang. Men det er spændende at arbejde med værker, hvor man ikke på forhånd ved hvilke metoder og materialer, der skal tages i brug. Hvor man er nødt til at eksperimentere lidt. Dog uden at gøre noget uforsvarligt,” tilføjer hun.

Arbejdet med mesterværkerne

P.S Krøyer, Asger Jorn, Holger Drachmann og Per Kirkeby. De har alle malet berømte og uerstattelige kunstværker. Og mange af dem har i tidens løb fundet vej til Anne Trollehave. P.S Krøyers værk ‘Fra Københavns Børs’ er bare ét af mange mesterværker, der har været i konservatorens kyndige hænder. Men der er ingen nervøsitet. Ingen usikkerhed. For Anne Trollehave er det en opgave som så mange andre.
“Det er selvfølgelig altid en stor glæde at stå med så fantastisk kunst i hænderne. Men til syvende og sidst er det det samme, jeg laver, uanset om det er kendte eller ukendte værker. Jeg går til alle opgaver med samme seriøsitet,” fortæller kunstkonservatoren, der dog samtidig er bevidst om uerstatteligheden i værket.
”Selvfølgelig kaster jeg mig ikke ud i store eksperimenter, når jeg står med så store værker. Jeg vil altid være sikker på, at det jeg gør, er forsvarligt.”
For Anne Trollehave er det ikke værkets berømmelse, der er afgørende. Det er lige så meget den udfordring, der ligger i værket, som gør det interessant.

Hvor går grænsen?

Hver dag træffer Anne Trollehave afgørende valg. Hvad skal restaureres, og hvad skal bevares? Hvornår blander en kunstkonservator sig for meget? Det er en svær balancegang, understreger hun. Men det er vigtige overvejelser at gøre sig.
”Det handler om at sætte sig ind i den historie, der hører værket til. Hvad var kunstnerens intention?” forklarer Anne Trollehave, der husker tilbage på en situation, der krævede nøje overvejelser.
Anne Trollehave fik til opgave at konservere et billede af kunstneren Preben Hornung, der efter sigende ikke ønskede sin kunst restaureret.
“Billedet var så nusset, at det var svært at se, hvad det forestillede. Her skulle jeg virkelig overveje, hvad der skulle gøres for, at kunsten kunne opleves samtidig med, at kunstnerens intention blev bevaret.”
Det endte i et kompromis. Overfladesnavset blev fjernet, mens et nedbrudt overflademateriale, som kunstneren selv havde lagt på, blev efterladt. Det er en individuel vurdering fra værk til værk. Målet er dog overordnet set at gøre så lidt som muligt. Sådan er traditionen i Danmark.
“Vi gør ikke mere end højst nødvendigt. I Østeuropa har man tradition for at restaurere op til et højere niveau, hvor vi herhjemme stopper før. Det gør ikke noget, at farvelaget har patina, hvis det ikke er iøjnefaldende,” siger Anne Trollehave. For hende er målet klart.
“Det handler i bund og grund om at fjerne fokus fra skaderne. At give plads til at opleve kunsten, sådan som kunstneren havde tænkt.”

Fakta:

Anne Trollehave har udover arbejdet på Skagens Kunstmuseer sin egen konserveringspraksis, Art keeper www.artkeeper.dk

Udstillingen med Anna Ancher vises på Statens Museum for Kunst i København d. 8. feb – 24. maj 2020 og på Skagens Museum d. 13. juni – 18. okt 2020.