Drømmelignende totalinstallationer uden rød løber
overgangsalder, inden det blev moderne, og i den nye udstilling
‘Måne op’ tager de igen livtag med denne livsfase, men også andre temaer får taletid
Hedeture, hjernetåge og søvnløshed – overgangsalderen har mange symptomer. Billedkunstner Sophia Kalkau og forfatter Ursula Andkjær Olsen har arbejdet meget med den kvindelige midt-i-livet-fase, som først i de seneste år er blevet noget, man beskæftiger sig med i det brede mediebillede. I den nye udstilling ‘Måne op’ fortsætter de med at give overgangsalderen et poetisk formsprog, men temaer som død, frugtbarhed, erotik og køn fylder også i deres nye, drømmende univers.
Det er hovedfløjen på Viborg Kunsthal, der lægger lokaler til den tredje udstilling med kunstnerduoen, hvor man kan opleve fotografier og skulpturer af Kalkau og lydværker og tekster af Andkjær Olsen. I ‘Måne op’ viser de både nye og ældre værker, og udstillingen strækker sig over i alt seks udstillingsrum – hvert rum med egen titel og fortælling, men som samtidigt også er en del af et større narrativ.
I det første rum på udstillingen møder man et sølvfarvet-objekt, der kunne ligne en dykkerklokke eller en bombe, men som værkets titel ‘Uterus’ afslører, så er motivet en livmoder. Uterus er en enkel, rund skulptur, som formmæssigt
balancerer på en hårfin grænse mellem det velkendte og det udefinerbare, som er typisk for Sophia Kalkaus værker. I samme rum, hvor flere af væggene er malet lilla, hænger også et par harpyn-lignende væg-skulpturer, og i samspil med den tomme livmoder kan rummet let lede ens tanker hen på et underfundigt hav-miljø.
Ursula Andkjær Olsen forklarer:
“Rummet med denne livmoder, som tilsyneladende er panserbeklædt og skal på en rejse ned på havets bund, har vi valgt at give titlen ‘Uden rød løber’. “Menstruationen er altså her blevet en rød løber, som man så mister, når man når overgangsalderen.”
Netop den måde, som duoen forbinder det sproglige og visuelle på, er et afgørende element i deres makkerskab. Ifølge Sophia Kalkau arbejder de meget bevidst med at skabe forbindelser mellem skulpturer, ord, billeder og lyd.
Umiddelbare og gådefulde værker
Første gang Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen mødte hinanden var i 1999 på Forfatterskolen i København, hvor Andkjær Olsen læste, og hvor Kalkau havde fået til opgave at illustrere årets afgangsantologi. Siden har de løbende arbejdet sammen, mens de også har skabt en betydelig værkproduktion hver for sig. Deres makkerskab startede med, at Kalkau begyndte at skabe billeder til en række af Andkjær Olsens bøger, og omvendt skrev Andkjær Olsen flere tekster til Kalkaus kunstværker. I 2019 lavede de så udstillingen ‘Cirkelbryder’ til Den Sorte Diamant, og to år efter stod de bag udstillingen ‘Ung som bly’ på kunsthallen Rønnebæksholm.Udstillingen ‘Måne op’ på Viborg Kunsthal knytter sig til de to foregående udstillinger. Kalkau forklarer:
“Vores nye udstilling ligger i forlængelse af de to foregående udstillinger, Ursula og jeg har lavet sammen. Med trilogien har vi ønsket at skabe udstillinger, hvor publikum kan møde værker, der er umiddelbare og direkte i deres henvendelse, men også gådefulde og komplekse.”
I modsætning til udstillingen ‘Ung som bly’, så fylder overgangsalderen som tematik mindre i ‘Måne op’, og det er der ifølge Andkjær Olsen en god grund til. De har nemlig begge nået en alder, hvor de har mærket overgangsalderen på egen krop, og derfor er der også plads til alle mulige andre ting. I Andkjær Olsens liv fylder for eksempel tanker om, at vi mennesker bare er en lillebitte brik i en stor, global verden, og hvordan man forholder sig til det faktum. Samtidig dukker der også tanker om forvandling og død op hos forfatteren:
“Med vores værker ønsker vi at skille verden ad og forbinde den på nye måder. Det er der jo nok ret meget kunst, der gør, men det er der sandelig også brug for,” siger hun.
Søster Lukøje
I udstillingen ‘Måne op’s andet rum er døden netop blevet et tematisk omdrejningspunkt. Kalkau og And-kjær Olsen har her valgt at male væggene sorte og give rummet titlen ‘Søster Lukøje’. Andkjær Olsen fortæller, at det er en reference til H.C. Andersens eventyr om Ole Lukøje, hvor Oles bror er døden.“Vi har altså her valgt at forrykke den velkendte historie lidt, så det ikke er en bror, men en søster, man her kan se og læse om, og som i den her kontekst skal ses som en dødsfigur,” fortæller hun.
Ifølge Andkjær Olsen har de ønsket at lave en mørk, cyklisk og drømmeagtig stemning i ‘Søster lukøje’-rummet, hvor man kan læse tekster fulde af mystik, men hvor man også kan opleve elementer, der refererer til den virkelige verden.
I sit forfatterskab har Andkjær Olsen skrevet meget om krop, køn, magt, natur og samfund, og hendes skrive-stil er undersøgende, modsætningsfyldt og udogmatisk. Til udstillingen i Viborg fortæller hun, at hun har valgt at arbejde med vidt forskellige tekster. Nogle er meget åbne og abstrakte, som i ‘Søster lukøje’-rummet’, imens andre er langt mere konkrete og retningsbestemte. Om sine tekster forklarer hun:
“Der er selvfølgelig noget biografisk på spil i udstillingens tekster, jeg skriver altid med afsæt i mine egne erfaringer, men jeg forrykker dem også samtidigt, altså gør noget ved mine oplevelser, når de kommer ned på skrift.”
Udover Andkjær Olsens tekster indeholder rummet med Søster Lukøje også skulpturer og fotografier fra Kalkaus hånd. I flere af fotografierne bruger Kalkau sine spejlsymmetriske skulpturer, som hun kalder for ellipsioder, som rekvisitter og sin egen krop som skulpturelt materiale. Ofte emmer Kalkaus sort-hvide fotografier af noget foruroligende, fordi hun her lader drøm og virkelighed flyde sammen, og fotografierne på udstillingen i Viborg er ingen undtagelse.
Ikke helt ulig baljerne i Tivoli
For Kalkau og Andkjær Olsen handler det ikke om at pege på en række bestemte budskaber med deres kunst. I stedet er de optagede af at arbejde med en række udvalgte tematikker og her stille spørgsmål, som kan give et nyt syn på eller ligefrem rykke ved publikums opfattelse af det bestående. Andkjær Olsen forklarer, at de arbejder med spørgsmål snarere end med svar og med at skabe et samlet forløb i deres udstillinger.“Vores forløb og værker kan påvirke beskueren på alle mulige måder, som vi ikke kan forudsige. For mig er det, vi prøver på ikke helt ulig den samlede oplevelse af forrykkethed, eller henrykkelse, som jeg altid har haft, når jeg tog turen i baljerne i Tivoli i København. De eksisterer vist desværre ikke længere, men for mig var de magiske! Det er klart, at der er afgørende forskelle imellem vores kunst og Tivolis baljer, men ideen om at rykke publikum ud af det hverdagslige for derefter at lade dem vende tilbage til det hverdagslige med et nyt, forrykket blik på den, det er lidt det samme som med en tur i baljerne, og også netop det, vi forsøger at gøre.”
Sophia Kalkau er begejstret for Ursula Andkjær Olsens sammenligning mellem deres fælles kunst og en tur i Tivolis hedengangne forlystelse.
“Baljerne var også min yndlingsforlystelse som barn. Magien, mørket, vandet, spejlinger, lysende blomster og store insekter – henrykkelse og forrykkethed,” siger hun.
Kalkau tænker heller ikke, at der er et bestemt budskab med udstillingen ‘Måne op’. Hun fortæller:
“I stedet skal man se den som en interesse fra vores side til at skabe rum, hvor objekter, billeder, ord og lyd sameksisterer, taler til, imod og i munden på hinanden. Grundlæggende er jeg interesseret i installering af værker, og at værker får og giver betydning til de sammenhænge, de indsættes i.”
Hellere en gammel kakkelovn end et tomt udstillingsrum
Viborg Kunsthal hed en gang Brænderi-gården, fordi man tidligere fremstillede brændevin i den ældre bygning, der oprindeligt er fra 1734. I 1994 blev bygningen ind-rettet som kunsthal og gennemgik i 2008 en stor renovering. Sophia Kalkau er en kunstner, der altid har lavet stedsspecifik kunst, som forholder sig til det sted, som det skal udstilles i.“Da man renoverede Viborg Kunsthal, valgte man at fjerne alt det gamle inventar. For os ville det have været sjovere og mere spændende, hvis man havde bevaret bygningselementer eller genstande fra det gamle brænderi. Man valgte dengang en model, hvor man fjernede det hele og etablerede hvide, modernistiske udstillingsrum, modsat for eksempel på Rønnebæksholm, hvor man har bevaret de gamle kakkelovne og den store lysekrone, hvilket for os var helt fantastisk at få lov til at gå i dialog med og spille op imod, da vi udstillede der,” fortæller Sophia Kalkau.
Hun peger i samme ombæring på, at når man møder det rensede udstillingsrum, så må man derfor tage andre greb i brug, og blandt andet derfor har de to kunstnere valgt at arbejde med en række vægfarver i ‘Måne op’-udstillingen for at skabe den ønskede atmosfære.
Når duoen arbejder med de rum, som deres værker skal udstilles i, så arbejder de også meget bevidst med gentagelser.
“Vi håber, at publikum i vores udstillinger får en følelse af, at hov, det her, det har jeg set før, men nu er det anderledes. For eksempel vil man opleve skulpturer af Sophia på udstillingen i Viborg, som måske giver associationer til fisk eller harpuner i et rum, og dernæst vil man i et andet rum møde lignende skulpturer, nu blot lodret installeret, og så giver de pludselig associationer til noget helt andet”, forklarer Ursula Andkjær Olsen.
En åben arbejdsproces fuld af krydsbefrugtninger
Når man taler med de to kunstnere, så får man et tydeligt indtryk af, at de er meget viklet ind i hinandens arbejde, og at de hele tiden er i konstant dialog og udvikler på deres udtryk.
”Vi har en åben arbejdsproces, den ene kaster noget ud, og den anden svarer. Hvem der kaster, og hvem der griber, det skifter hele tiden,” fortæller Sophia Kalkau.
Andkjær Olsen samler op og svarer:
“Ja, vi har jo fulgt hinandens arbejde igennem mange år efterhånden, og alligevel bliver der ved med at ske nye ting, såkaldte krydsbefrugtninger. Vi har både nogle ting til fælles, nogle træk, for eksempel interessen for abstrakte former, både fysiske og begrebsligt. Og så er vi også forskellige og kan supplere hinanden.
Sophia har en adgang til en verden, der er dyb og mystisk, og jeg har, tror jeg nok, en forkærlighed for at kaste mig ud i noget uregerligt og gnidningsfyldt, hvis man kan sige det sådan.”
Et konkret eksempel på deres åbne og poetiske arbejdsproces er måden, hvorpå Kalkau og Andkjær Olsen valgte udstillingstitlen ‘Måne op’. Da de havde arbejdet med flere forskellige muligheder, kom tit-len pludselig til Sophia Kalkau en nat:
“I det sjette rum i udstillingen ‘Ung som bly’ havde Ursula skrevet en vildt smuk og stærk tekst. Den løb rundt i hele rummet med Ursulas smukke håndskrift med hvid maling på dybsorte vægge. Den sidste sætning lød: Månen står hele tiden op. En nat vågnede jeg pludselig op, og i mit hoved hang det første og det sidste ord i sætningen. Dagen efter blev Ursula og jeg enige om, at som udstillingstitel ville sætningen fungere endnu bedre i ubestemt form.”
Andkjær Olsen supplerer:
”Måne op er jo en form for kommando til månen om at stå op. Så titlen forener på den måde noget mystisk, søgende og klassisk poetisk, nemlig månen med en crazy og også sjov tone. Den forening af ting, som normalt ikke ses sammen, karakteriserer måske allerbedst vores samarbejde som helhed: det mystisk-poetiske med det gakkede, det blide med det politiske, det rå og flossede med det tillukkede.”
Fakta:
Udstillingen MÅNE OP på Viborg Kunsthal d. 17. maj – 8. sep 2024.
MÅNE OP er den tredje udstilling af Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen.
Sophia Kalkau
Sophia Kalkau (f. 1960) er uddannet fra Det Kgl Danske Kunstakademi i 1996 og har en cand.phil. i kunstteori.
Sophia Kalkaus værker er at finde i en lang række kunstsamlinger, eksempler herpå er Statens Museum for Kunst, Arken, Kunsten i Aalborg og Ny Carlsberg Fondet. Hun har derudover modtaget en lang række priser, heriblandt Eckersberg Medaillen (2008) og Kunstkritikerprisen (2018).
I 2023 skabte Kalkau det stedsspecifikke og stærkt omdiskuterede offentlige værk Zygote på Christmas Møllers Plads i København.
Ursula Andkjær Olsen
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) blev i 1997-1999 uddannet fra Forfatterskolen i København.
I 2000 debuterede hun med digtsamlingen Lulus sange og taler. Hun har også skrevet tekster til flere musikteaterstykker, og fra 2019 til 2023 var hun rektor på Forfatterskolen i København.
På udstillingen ‘Måne op’ kan man opleve brudstykker fra hendes udgivelser Udgående fartøj (2015) og Mit smykkeskrin (2000). Var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2021. Øvrige priser er bl.a. Holberg-medaljen (2011) og Montanas litteraturpris (2012).
