HuskMitNavn, Peter Callesen og Bureau Detours på Københavns Museum

HuskMitNavn, Peter Callesen og Bureau Detours på Københavns Museum

I Københavns Museums nye hjem i Indre By spiller samtidskunsten sammen med 1000 års københavnerhistorier. HuskMitNavn, Peter Callesen og Bureau Detours har bidraget til udsmykningen af bygningen fra 1894, hvor museet flyttede ind tidligere på året.
OmtaleKunst og UdstillingerSkrevet af: Julie Margrethe Nyrup09. nov 2020
I starten af året slog Københavns Museum dørene op på deres nye adresse på Stormgade i Indre By, efter museet siden 1956 har haft til huse på Vesterbro. Inden samlingen flyttede ind er bygningens klassiske udsmykninger fra 1894 blevet restaureret, men museet har også inviteret samtidskunstnere til at sætte deres præg på det nye museum. “Det nutidige skal med, når vi fortæller om det fortidige. Vi skal ikke bare fortælle tusinder af års historie i en smuk gammel bygning; vi skal også gøre historien nærværende for den besøgende,” siger Louise Jacobsen, som er direktør for Københavns Museum. Derfor er Bureau Detours, Peter Callesen og HuskMitNavns værker blevet en del af publikumsoplevelsen på det nye museum.
Peter Callesen har lavet en papirinstallation, med Kierkegaards ord lagt i et kort over Københavns gader.
Foto: PR-foto: Københavns Museum / Peter Callesen
Indgangspartiet på Københavns Museum.
Foto: PR-foto: Københavns Museum

Kunstnerne trækker tråde til baggårdslatriner og Søren Kierkegaard

Allerede når man træder gennem gitterporten til Stormgade 18, bliver man mødt af Bureau Detours’ multimøbel, der giver museumsbygningens italienske villastil et moderne modspil. Ovenpå brostensbelægningen er der opsat et trædæk med indbyggede siddepladser og plantekasser. Planterne i kasserne er efterkommere af 400 år gamle plantefrø, som arkæologer møjsommeligt har gravet frem fra fortidens baggårdslatriner.
HuskMitNavn har udsmykket museets garderobe og skoletjenesteområde.
Foto: PR-foto: Københavns Museum
Foto: PR-foto: Københavns Museum
Indenfor finder man HuskMitNavns velkendte figurer på væggene. HuskMitNavn har gennem årtier præget Københavns gavle og gader med aktivistiske slogans om byens udvikling i en let genkendelig streg. Han har bragt udtrykket fra sin gadekunst ind i museet, hvor han både har udsmykket garderoben og hele skoletjenestens område. Afsættet for vægmalerierne er museets “back stage”-arbejde med indsamling, bevaring og formidling af byens historie. Derfor myldrer væggene med arkæologer, genstande og børn på opdagelse.

I én af udstillingssalene har Peter Callesen skabt en papirinstallation, der forener Søren Kierkegaards skrevne ord med byens gadenetværk. Værket indgår i en del af museets permanente udstilling, som handler om samspillet mellem hovedstaden og litteratur. “Ved at invitere samtidskunsten med, håber vi at åbne den besøgendes blik for sammenhænge og nye dimensioner, der forhåbentligt er med til at bygge bro til fortiden,” siger museumschefen Louise Jacobsen.
Bureau Detours har lavet et multimøbel i museets forhave.
Foto: PR-foto: Københavns Museum / Adam Mørch
Peter Callesens installation i den permanente udstilling.
Foto: PR-foto: Københavns Museum / Peter Callesen

Et hus med en historie

Bygningen selv har spillet flere vigtige roller i Københavns historie. Den er tegnet af arkitekten Hans J. Holm, som blandt andet også står bag Geologisk Museum og Det Kongelige Biblioteks gamle hovedbygning på Slotsholmen. Stormgade 18 stod færdig i 1894 og husede oprindeligt Københavns Overformynderi, som bestyrede umyndige og borteblevne personers formue. Senere rykkede kommunens børneværns- og boligkontor ind.
Foto: PR-foto: Københavns Museum
Agnes Slott-Møllers glasmosaik fra 1902.
Foto: PR-foto: Københavns Museum

Huset er udsmykket i tidstypisk italiensk inspireret historicistisk stil, og de klassiske udsmykninger er blevet restaureret op til åbningen af Københavns Museum. Ét af husets mest bemærkelsesværdige oprindelige kunststykker er Agnes Slott-Møllers art nouveau glasmosaik i trappevinduet mellem stueetage og første sal. Mosaikken viser datidens samfunds umyndige kvinder og børn, som er fremstillet stolte og stærke. Agnes Slott-Møller har afbilledet sig selv i midten af værket med sin ene datter ved sin side og sin spæde datter i armene. Den yngste datter døde kort inden, glasmosaikken var færdig, derfor blev værket også et personligt minde om hende.

I dag går samtidskunsten i dialog, både med museets samling og historier, men også med den klassiske arkitekturs buer og farveholdning, som er blevet genetableret ved restaureringen.

 

Bygningen i Stormgade 18 er opført i 1894 og tegnet af arkitekt Hans J. Holm.
Foto: PR-foto: Københavns Museum / Adam Mørch
HuskMitNavns udsmykning tager blandt andet afsæt i Københavns Museums arkæologiske arbejde.
Foto: PR-foto: Københavns Museum

Fakta:

Københavns Museum har åbent alle dage klokken 9 til 18 (torsdag til 21).

Indtil 30. november kan man opleve særudstillingen ‘Paul Fischer - Byen i det bedste lys’, med kunstneren Paul Fischers romantiske skildringer af hovedstaden omkring år 1900.
Facebook
Del på facebook

Julie Margrethe Nyrup

Kulturjournalist
Julie Margrethe Nyrup er uddannet cand. mag. kunsthistorie med bachelor i Æstetik og kultur og Museologiske studier. Hun er museumsnørd og holder altid øje med, hvad der sker på den danske udstillingsscene. Hun er vild med det meste, men synes især det er fedt når kunsten trækker tæppet væk under gængse fortællinger og gør opmærksom på alternative perspektiver og oversete strukturer.
Se Julies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind