Med sin nyeste roman Lone Star overvinder Mathilde Walter Clark endeligt den store afstand mellem sig selv og sin amerikanske far.

Hvad nu hvis, min far dør og ingen ringer til mig? Den foruroligende tanke fik Mathilde Walter Clark for nogle år siden, da hun mistede sin stedfar. Det fik hende til at overveje forholdet til sin far, som altid har været præget af en stor afstand. Mathilde Walter Clarks far er nemlig amerikaner og bor i USA, mens hun selv har boet i Danmark hele sit liv.
“Det er slet ikke sikkert, at jeg får en telefonopringning, hvis min far dør,” fortæller den 48-årige forfatter. “Da den erkendelse kom, føltes den tråd mellem mig og min far så tynd. Jeg tænkte, jeg bliver nødt til at skrive mine erindringer ned, imens han stadig findes – inden den tråd bliver kappet, og jeg står helt alene med dem.”
Mathilde Walter Clark begyndte at udforske sin slægtshistorie i sydstaten Texas og forholdet til sin far. Resultatet blev Lone Star – en roman, som har været mere end fire år undervejs, båret frem af et stort savn til en far og et brændende ønske om et tilhørsforhold til den amerikanske familie på den anden side af Atlanten.

Når to verdener mødes på papiret

På en måde har Mathilde Walter Clark altid vidst, at hun en dag ville skrive en bog om sin far. Minder er flygtige, men ved at skrive dem ned på papir har Mathilde Walter Clark gjort dem mere konkrete.
I første del af bogen, som hun har kaldt Erindringsbog, husker hun tilbage på forholdet til sin far og hans familie i St. Louis, gennem sin barndom og ungdom. Det var et skrøbeligt forhold, som ofte mødte megen modstand. Han kom på korte besøg i Danmark, og da hun blev større, kom hun på længere sommerferieophold hos hans nye familie i et hus, hvor hun ikke altid følte sig velkommen. Resten af tiden sendte de breve til hinanden.

“Min far var så sjælden en figur i mit liv, at jeg indimellem godt kunne spekulere på, om han overhovedet fandtes,” fortæller Mathilde Walter Clark. Da hun første gang besøgte familien i St. Louis, var det som at opdage en helt ny verden, som også virkede næsten uvirkelig. Her var fire søskende, som hun skulle lære at kende, hvis mor dominerede i det kæmpestore og uoverskuelige hus, som hun stadig har mareridtsagtige drømme om den dag i dag.

“Min nye verden var lige så rig som den i Danmark. Der var bare ikke andre end mig, der kendte til den. Da jeg kom hjem og fortalte mine skolekammerater om det, var det tydeligt, at de slet ikke kunne forstå mig,” fortæller Mathilde Walter Clark.
Derfor blev det også vigtigt for hende at holde mind-erne fra USA i live hjemme i Danmark. Det gjorde hun blandt andet ved at skrive dem ned. På den måde kunne hun samle de to verdener og få dem til at mødes på papiret.
“Det var et forsøg på at sy kontinenterne sammen og i det mindste på papiret insistere på, at det er én samlet verden – og at min familie i USA altså findes og har betydning,” fortæller Mathilde Walter Clark. “Det var min måde at få min familie og min far med hjem på.”
Med Lone Star har Mathilde Walter Clark fortsat sit personlige erindringsprojekt, så at skrive bogen har også været hendes måde at overvinde enorme afstande på.

Texas ligger som en skygge indeni mig

Omslaget på Lone Star er rødt på den ene side og blåt på den anden. Det kan vendes, og på begge sider er det prydet med en stor stjerne i en mørkere nuance. Mathilde Walter Clark fortæller, at stjernen er gjort næsten usynlig som en skygge, fordi hun føler, at Texas ligger som en skygge i hende.
“I min barndom forsøgte jeg at blive en del af familien i St. Louis, og indgå på lige fod med mine søskende,” fortæller Mathilde Walter Clark.” Men det var selvfølge-lig et umuligt projekt - for alle. De var jo igang med deres historie, som jeg kun var en del af om sommeren. Når jeg tog hjem, fulgte en lang vinter, mens de fortsatte historien.”

Mens hun var i gang med at skrive bogen, endte stedmoren også med at forbyde faren at tage på en planlagt tur til Danmark for at se sin datter. I stedet foreslog Mathilde sin far at mødes i Texas og sammen se de steder, hvor han var født og opvokset. Rejsen udgør bogens anden del og hedder Rejsebogen.
Med rejsen fik hun for første gang mulighed for at tilbringe tid sammen alene med sin far og lære ham rigtigt at kende. Hun fik endelig mere fyld på forholdet, og samtidig udfyldt det tomrum, hun følte.
“Det barnlige ønske om et tilhørsforhold gik endelig i opfyldelse. Jeg mødte alle mulige mennesker, som jeg slet ikke anede eksisterede, og som rækker udover selve det at skrive en bog,” fortæller hun. Det er noget, som Mathilde Walter Clark kan glæde sig over, når hun får breve fra sin familie i Texas.
Texas er også kendt som The Lone Star State, og det endte med at give titlen til hendes nye roman.

Lone Star skal slet ikke handle om mig

Selvom Mathilde Walter Clark er romanens fortæller, så er det faren John Clark, en nu 83-årig pensioneret atomfysiker i USA, som er bogens egentlige hovedperson. I begyndelsen kæmpede Mathilde Walter Clark da også med at skulle bruge sig selv i fortællingen, fordi hun slet ikke har været optaget af sig selv, men alle relationerne.
“Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at være med i bogen, fordi den ikke skulle handle om mig. Men det blev jeg nødt til, fordi bogen jo handler om relationen mellem en far og en datter,” fortæller hun.

Udover den fysiske afstand har forholdet også været præget af, at de ikke har haft det samme sprog. Alligevel blev det pludselig til en kæmpe frihed for Mathilde Walter Clark, da hun startede med at skrive, fordi hun kunne fortælle historien præcist, som hun havde lyst.
“Jeg fik friheden til at finde mit eget sprog, for meget af det handler jo også om, hvordan man kan regne med det, man husker og hvordan man overhovedet kan skrive om erindringer, følelser og stemninger – alle de ting, som egentlig er fundamentalt usproglige.”

For Mathilde Walter Clark har det også været befriende, at skrive Lone Star og dele sin familie med så mange mennesker. “Min stedmor er jo en, jeg har været alene om hele mit liv, og hun har været relativ vanskelig for mig. Men nu deler jeg hende med alle mulige,” fortæller hun og oplever i dag også, at mange, som har læst bogen, deler deres egne historier med hende.

At sy fortiden sammen som en kvilt

Mens Mathilde Walter Clark skrev sin bog, har hun spurgt sig selv, hvor fortiden bliver af, og hvordan livet egentligt erindres.
“Nedenunder det her forhold mellem en far og en datter, og den umulige afstand, så handler det i virkeligheden om tid, fordi bogen også dækker over et stort tidsspand,” fortæller hun. Hun har valgt ikke at bygge bogen kronologisk op, for, som hun siger, så ligger fortiden jo ikke, som et pænt ordnet CV i vores hoveder.
“Jeg tænker på erindring som en kvilt, eller som store krakelerede isflager i Københavns havn, der ligger og vrikker mod hinanden. Hele den idé med en lineær tidslinje er irriterende, for sådan fungerer tid slet ikke,” forklarer Mathilde Walter Clark og uddyber, at et øjeblik også kan vare en evighed, hvis vi bærer det med os hele livet.

Tiden er da også gået, imens Mathilde Walter Clark har siddet ved sit skrivebord i sit hjem i København og arbejdet på sin bog. “Men ved at sidde og skrive, har jeg kunnet være sammen med min far hver dag. Jeg har kunnet ophæve tiden og gennemføre det umulige,” siger hun med et smil, der antyder at fortiden ikke længere tynger hende.
“På den måde er Lone Star i sig selv en overvindelse af al den modstand, mig og min far har haft.”

Fakta:
Mathilde Walter Clark er født i 1970. Hun har læst dansk og filosofi på RUC og New York University.
Lone Star udkom på Politikens Forlag og er hendes sjette bog. Bogen er præmieret af Statens Kunstfond, og nomineret til DRs Romanpris 2019.