Puk Qvortrups debutroman Ind i en stjerne handler om det pludselige tab af hendes mand og alle de følelser, der fulgte med, da hun pludselig stod der som 27-årig enke alene med et to-årigt barn og endnu et barn på vej

Gravide Puk Qvortrup stod i 2012 og forberedte fødselsdag for sin to-årige søn, mens hun ventede på at hendes mand, Lasse, kom hjem fra halvmarathon. Telefonen ringede med den type nyhed, der tager alt luften fra en, og fødselsdagen blev skiftet ud med hospitalsbesøg. Lasse var faldet om under løbet, og nåede aldrig at komme til bevidsthed igen, før han døde, og fra den ene dag til den anden var Puk Qvortrups liv vendt på hovedet. Nu har hun skrevet bogen Ind i en stjerne om den tragiske begivenhed, og ikke mindst om alle de følelser, der fulgte med sorgen - også de grimme.

“Jeg kunne ikke skrive en poleret historie, hvor man tænker, nej hvor er det fint og smukt, og hvor er hun en god mor, hvor savner hun på den rigtige måde. Jeg savner også alt det grimme. Jeg er også enormt sur på ham, og vred og smålig. Så jeg havde virkelig brug for at skrive det hele ud, og det var en befrielse, da jeg først havde gjort det,” fortæller hun.

Jeg brød sammen og skrev

Udover at håndtere sorgen, skulle Puk Qvortrup efter sin mands død også vænne sig til livet som alenemor, hun skulle fortsætte sin uddannelse, og hun skulle snart føde igen. Men midt i den hektiske hverdag og den store sorg, var der også en anden nødvendighed, der meldte sig.

“Jeg begyndte at skrive dagbog og små digte, for jeg vidste på en eller anden måde, at det her skulle jeg skrive om på et tidspunkt,” fortæller hun.

Skriveprojektet begyndte dog at virke uoverskueligt efter et stykke tid. Nu hvor det værste var overstået, kunne Puk Qvortrup ikke få sig selv til at gå tilbage og genopleve det hele, mens hun skrev. Men skrivelysten forsvandt ikke. “Så prøvede jeg at skrive om noget andet, men det kom til at handle om Lasse. Jeg skrev om ensomme kvinder, der gik rundt i gaderne og længtes efter et andet liv. Jeg kunne ikke skrive andet, før jeg havde skrevet om Lasse,” forklarer hun.

I dag er det kun lidt mindre et år siden, hun sagde sit job op for at skrive. “Jeg brød sammen, og jeg begyndte at skrive,” opsummerer hun. Hun havde en idé om, at det at skrive ville være lidt ligesom at gå i terapi, men det føltes også som at gå tilbage til helvede. “Så sagde jeg, godt, nu prøver jeg at gå tilbage til helvede og se, hvad det er for nogle dæmoner, der hænger på væggene, og hvordan det føles. Da jeg først kom i gang, kunne jeg slet ikke holde det inde. Det første råmateriale skrev jeg på otte uger.”

Man savner alt - også det grimme og sex

Titlen på bogen, Ind i en stjerne, er inspireret af et digt af Morten Nielsen, som Puk Qvortrup stødte på, da hun egentlig ledte efter et kærlighedsdigt til en bryllupstale, og hun opdagede, at digtet rummede hele hendes historie:

“Jeg læste det og græd. Hvor er det smukt. Her er min historie. Her er Lasse, her er jeg, her er børnene, her er stjernen,” fortæller hun.

Det var netop vigtigt for hende, at det hele skulle med, hvis hun skulle skrive sin historie - også alle de grimme sider. I bogen skriver hun blandt andet, at hun savner Lasses pik, at hun nogle gange bliver sur på ham, at hun føler sig narcissistisk, når hun spørger sin søn, om mor er smuk, og om smerten i mellemkødet efter fødslen af deres andet barn.

“Jeg har brugt enormt meget energi på at polere mit savn, men hvorfor skal jeg sidde her og være bornert over, at jeg savner en pik, eller at jeg savner et sexliv? For når man mister, så mister man alt det, man havde sammen. Så jeg vidste, at når jeg fik den her følelse af, at det kan jeg ikke skrive, så skulle jeg skrive det.”

Hun mener, at vi har en tendens til altid kun at tale i smukke vendinger, når vi taler om sorg. “Men jeg synes, det er at reducere den døde, hvis vi kun snakker om alt det fine. Jeg kan ikke beskrive den store kærlighed, jeg havde til Lasse, hvis jeg ikke også kan nævne hans og mine egne fejl.”

Punktum punktum punktum

Efter dødsfaldet blev Lasse obduceret for at finde ud af, hvorfor en ellers sund og rask ung mand døde så pludseligt. I bogen beskriver Puk Qvortrup obduktionsrapporten som et punktum, hvorefter historien fortsætter.

“Der er enormt mange punktummer. Så var der en bisættelse, det var også et punktum, så fødte jeg, så kom der en obduktionsrapport. Jeg havde brug for de punktummer, for så kunne jeg sige, nu er vi kommet hertil.” Det har også været et punktum at skrive bogen, men det har ikke afsluttet hendes sorg. Hun beskriver sorgen som et væsen, som hun har med sig hele tiden. Det kan forandre sig, men det forsvinder aldrig.

“Selvom vi er et godt sted nu, og selvom jeg er blevet gift igen, så vil vi altid leve med tabet. Elmer og Kaj lever med, at deres far er død, og han vil altid mangle. Halvdelen af dem mangler, og det kan jeg aldrig reparere,” siger hun.

Fra laissez-faire til livsforsikring

Børnene fyldte næsten alt i tiden lige efter Lasses død. Puk Qvortrup fortæller, at de reddede hende, fordi de hjalp hende med at genfinde livsglæden. Men det var også svært for hende, at være i sorgen, når hun skulle være eneansvarlig for dem.

“Efter Lasses død havde jeg ikke lyst til at eksistere mere. Men så stod der et barn og hev i mig, og der var en baby, der sparkede inde i maven. Og så var det bare så ligetil. Jeg skulle overleve for deres skyld. Men samtidig forhindrede de mig også i at være i sorgen. Jeg kunne ikke bare ligge i et værelse og hulke eller gå i hundene.”

Selvom hun aldrig fik muligheden for at gå i hundene, er Puk Qvortrup igen blevet glad for livet - dog på en helt anden måde, end hun var før.

“Jeg har de her fantastiske børn, og jeg sætter virkelig pris på at være i live, men så en gang imellem kan jeg bare blive så bange for at miste det. Alligevel har jeg turdet at risikere det hele igen. Jeg er blevet forelsket igen og har fået et barn mere, så det er ikke noget, der hæmmer mig, det er bare noget, der kommer som en knytnæve lige i brystet,” fortæller hun, mens hun hiver efter vejret, for at imitere en mavepuster, mens hun siger: “De kan fandme dø.”

Inden Lasse døde, havde Puk Qvortrup heller ikke tegnet livsforsikring. I bogen skriver hun: “Livsforsikring og ulykkesforsikring og den slags var en hysterisk foranstaltning. Hvis en af os skulle komme alvorligt til skade, var økonomi vores sidste bekymring.”

Men i dag ser hun noget anderledes på det.

“Jeg plejede at være mere laissez-faire med livet, men efter han døde, har jeg tegnet livsforsikring i hoved og røv på mig og børnene. Jeg er på mange måder ikke det samme menneske nu, som jeg var før, fordi jeg er blevet konfronteret med livet og døden på den her måde,” fortæller hun.

Hun bryder sig heller ikke længere om at være alene.
“Det er også derfor, jeg sidder her på Godsbanen og har skrevet hele bogen her, for jeg ville have meget svært ved at overgive mig til noget så traumatisk helt alene derhjemme. Her er der nogen, jeg kan spise frokost med, som bringer mig tilbage til det liv, jeg har nu,” fortæller Puk Qvortrup, der efter at have skrevet Ind i en stjerne, stadig sidder på Godsbanen og skriver.

“Jeg har bare enormt meget lyst til at skrive. Jeg tror, at min glæde ved at skrive blev vækket ved, at jeg havde den her meget voldsomme historie at fortælle,” siger hun.

Udgivelsen af hendes debutroman er endnu et punktum i sorgprocessen. Der er allerede international interesse for bogen, og hendes forlag har indgået en aftale med det store litterære London-agentur, RCW (Rogers, Coleridge & White), som vil repræsentere Puk Qvortrup fremover. Agenturet repræsenterer også navne som Naja Marie Aidt.

Fakta

Ind i en stjerne er Puk Qvortrups debutroman.
Den er udkommet på Forlaget Grif.