Forfatter Merete Pryds Helle bruger sit eget og andres liv som motor, når hun skriver. Hun har lige skrevet fiktive biografier til en række marmor-buster på Thorvaldsens Museum. Og så har hun fundet en spejling af sig selv i Nora fra Henrik Ibsens ‘Et dukkehjem’

Selvbiografiske romaner og autofiktion har i de seneste år fyldt godt op på boghandlernes hylder. For forfatter Merete Pryds Helle har det personlige og biografiske også fyldt meget i hendes bøger. Men det har ikke været for at passe ind i tidens hotte genre, hun har blot brugt sit eget liv og sin baggrund som motor. Hun har nemlig brug for at have en motor i sig for at kunne skrive, og den bliver nødt til at være personlig.
“Jeg bliver nødt til at have noget stof inde i mig selv, nogle problematikker, som måske er uafklarede, noget jeg bakser med, og så kan jeg bakse igennem det i romanform,” fortæller hun.
I november udgav hun romanen ‘Nora’, der handler om en af de mest berømte figurer fra teatrets verden; nemlig Nora fra Henrik Ibsens ‘Et dukkehjem’ fra 1879. Romanen er en slags forhistorie til Ibsens skuespil og handler om Noras barndom, hvordan hun møder Helmer, bliver gift og til slut går fra det hele. Men selvom karakteren er fiktiv, rummer hun meget af Merete Pryds Helles egen livserfaring.

Illusionen om et ægteskab

Den personlige motor kørte på højtryk, da forlaget Rosinante bad Merete Pryds Helle skrive en roman baseret på et af Henrik Ibsens skuespil. Hun var netop ved at færdigredigere sin bog ‘Vi kunne alt’, og ville egentlig gerne skrive en bog mere i den verden, som den foregår i.
“Det var meget voldsomt at skulle skrive en hel roman som en opgave, men jeg sad og var næsten færdig med ‘Vi kunne alt’, og jeg var klar over, at jeg gerne ville skrive en bog mere i den verden, men jeg havde det også lidt mærkelig med bare at sætte mig og starte på en til. Så det passede mig godt at gøre noget andet,” forklarer hun.
Merete Pryds Helle gav sig derfor til at læse alle Ibsens stykker, og da hun fik læst ‘Et dukkehjem’, var det nemt for hende at vælge, hvilket Ibsen-værk hun ville skrive over. Ikke nok med at hun blev overrasket over detaljerigdommen i manuskriptet, som hun oplevede forsvandt i opsætningen, så vækkede Noras historie også genklang i hendes egen historie.
“Jeg så mig selv i ‘Et dukkehjem’, hvor Nora laver en illusion om et ægteskab, en illusion hun skaber og opretholder, for at kunne holde ud at være i det,” fortæller hun.
Merete Pryds Helle blev i 1989 gift med digteren Morten Søndergaard, og inden deres skilsmisse i 2016 oplevede hun selv, at hun skabte illusioner omkring deres ægteskab. Hun fortæller, at hun havde bygget nogle forestillinger op omkring sig selv og ikke så, hvordan tingene egentlig var. Den oplevelse blev til hendes motor i arbejdet med ‘Nora’.
“Ved at skrive ‘Nora’ kunne jeg spørge ind til, hvorfor jeg byggede den illusion op, og hvad der skete, da den bristede. Det er et punkt, jeg har arbejdet med, efter jeg blev skilt. Min fortolkning af Nora er, at når hun forlader sit hjem, så forlader hun ikke sin ægtemand; hun forlader den, hun var sammen med ham.”

Den personlige motor

Merete Pryds Helle har særligt gjort brug af sin personlige motor, mens hun skrev romanerne ‘Folkets skønhed’ og ‘Vi kunne alt’. Her trak hun på sin egen slægtshistorie og livserfaring. Hendes motor til ‘Folkets skønhed’ var, at der var noget i hendes egen opvækst, som hun ikke forstod.
“Jeg var blevet voksen og havde selv fået børn, jeg havde set andre barndomme og forældreskaber, og det gik op for mig, at der var noget, der havde været specielt, og som jeg ikke forstod. Det spørgsmål satte det hele i gang,” forklarer hun.
‘Folkets skønhed’ er derfor en sammenblanding af Merete Pryds Helles slægtshistorie, familiens erindringer og fiktion. Romanen er et tidsbillede af en fattig, dansk familie i 1930’erne og 40’erne. I bogen er ‘Folkets skønhed’ navnet på et maleri, som faren køber for at bringe kultur ind i hjemmet. Maleriet bliver et holdepunkt for romanens hovedperson, mens hun i sin barndom oplever forfærdelige ting, der kommer til at påvirke hende hele livet.
I den selvstændige efterfølger ‘Vi kunne alt’, følger vi Merle, som er nabo til familien Pryds fra forgængeren. Merle bliver mobbet i skolen, hvilket er et element, der igen er hentet fra Merete Pryds Helles eget liv, mens andre elementer fra det virkelige liv og fiktion er flettet sømløst ind i historien.

Fra marmor til menneske

På Thorvaldsens Museum har Merete Pryds Helle i efteråret skrevet portrætter til en række marmorbuster. De udkommer i forbindelse med den portrætudstilling, der åbner på museet den 8. marts. Her har hun haft gang i en lidt anden motor til at drive portrætterne frem, nemlig en blanding af historisk interesse og empati.
“Jeg er meget historisk tænkende, så jeg blev optaget af det historiske, og hvordan det hele hænger sammen. Jeg har lært så meget, som jeg håber at give videre,” fortæller hun. Hun håber blandt andet, at hun kan få læseren til at huske, hvordan menneskene bag busterne har sanset. “Når man ser en hvid marmorbuste af en eller anden, så kan man godt glemme, at det er et portræt af et menneske, med en bestemt skæbne.”
I stedet for sin egen livserfaring har Merete Pryds Helle derfor sat sin empati til at arbejde, så hun kunne sætte sig ind i, hvordan livet har været for, dem som de forskellige buster portrætterer. Her fremhæver hun blandt andre Ida Brun, som led af spiseforstyrrelser.
“Hun havde en form for anoreksi. Det har jeg ikke, jeg har aldrig kendt til det. Men jeg blev nødt til at prøve at tænke, hvordan det mærkes inde i hendes krop, for at kunne skrive det.”
Som noget helt anderledes for en forfatter, har Merete Pryds Helle også arbejdet med at inddrage publikum i sin skriveproces på Thorvaldsens Museum. Hun havde nogle af museets besøgende med inde og se busterne med hende.
“Jeg har jo mit blik og mine forudindtagetheder, så det er meget godt at få nogle med og sige, ‘hvad ser du, når vi kigger på det her?’”

Ude og hjemme

Både i portrætprojektet på Thorvaldsens Museum og i arbejdet med ‘Nora’ har Merete Pryds Helle ladet sig føre af et materiale. Hun har udført udførlig research både på busterne og på Ibsens ‘Et dukkehjem’, mens hun samtidig har haft frihed til at udføre projekterne, som hun ville.
“Jeg synes, det er spændende at blive ført eller få nogle ting, jeg skal forholde mig til. Men det skal heller ikke altid være sådan. Jeg har en fornemmelse af, at jeg går ud og får det her, men når jeg er hjemme, så skal det være mig, der former alt fra bunden,” fortæller hun.
Nu har hun haft et par projekter ude, men Merete Pryds Helle regner med, det næste fra hende bliver et hjemme-projekt.
“En fortsættelse til ‘Vi kunne alt’, skulle gerne være det næste, men der går lige noget tid,” fortæller hun. “Jeg hopper fremad i tiden med en af de andre personer. For eksempel har jeg tænkt mig at hive en af de små bipersoner fra ‘Folkets skønhed’ ind som en vigtig person i den næste bog. Det er jo meget sjovt at kunne gøre sådan noget.”

Fakta

Merete Pryds Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen ‘Imod en anden ro’.
I 2016 vandt hun De gyldne laurbær og Politikens Litteraturpris for romanen ‘Folkets skønhed’ / forlaget Lindhardt og Ringhof.
‘Nora’ udkom i 2019 på forlaget Rosinante.
Portrætudstillingen Ansigt til Ansigt | Thorvaldsen & Portrættet, som omtales, åbner d. 8 marts på Thorvaldsens Museum i København.