Kristina Stoltz har ventet længe på at kunne skrive sin nye roman. Den handler om et forlist kærlighedsforhold, og er inspireret af Kristina Stoltz egen stormende ungdomskærlighed. Tyve år skulle der gå, før hendes eget forliste kærlighedsforhold kom så tilpas meget på afstand, at hun kunne skrive om det. Hun har prøvet på at skrive bogen ‘Paradis først’ et par gange før, men indtil nu har det ligget for tæt på, og det har gjort det svært at give følelserne og erindringerne deres eget liv på skrift.

“Jeg tror også, det er fordi, kærlighed er svært at skrive om. Det kan meget let blive banalt, stereotypt, melodramatisk. Problemet med rigtig at få fat om følelsen af, hvordan den kærlighed var, tror jeg har gjort det svært for mig at skrive om det.”

Kristina Stoltz sidder i sin stue, omgivet af bøger. Den fyldte væg-til-væg reol skriger “forfatter”, og der er til og med mindre reoler og små stakke af bøger placeret rundt omkring i stuen.I forsøget på at indfange kærlighedsfølelsen, begyndte Kristina Stoltz at læse sine gamle dagbøger igennem, og bøger om at erindre kærligheden. Lige pludselig stod erindringen som et omdrejningspunkt i hendes fortælling. Kristina Stoltz begyndte at undersøge, hvordan vi egentlig tænker tilbage på ting.

“Det gik for alvor op for mig, at erindring er noget, der hele tiden ændrer sig inden i os. Den måde, vi tænker tilbage på ting, har meget at gøre med, hvordan nutiden er, hvordan vores humør er, og hvordan vores omstændigheder er. Det er meget tæt på fiktion, selvom det selvfølgelig tager udgangspunkt i noget, der er virkeligt.”

Den erfaring har Kristina Stoltz forsøgt at arbejde ind i sin nye roman, og det har givet den en særlig form. Den skifter hyppigt i tid, sted, synsvinkel og persongalleri. Først er vi i 90’ernes USA, hvor kærlighedshistorien begynder, snart er vi i København flere år senere, og så tilbage igen, alt sammen inden for samme side. Kristina Stoltz mener, at vi ofte husker tilbage i tredje person, men så dukker der pludselig et minde op, om en bestemt følelse eller sindsstemning, der knytter sig til den erindring, og så forskyder perspektivet sig til førsteperson, indtil det forskyder sig igen.

Skuffelsen over den anden

Romanen ‘Paradis først’ handler om danske Kristina, der som 18-årig rejser til North Carolina. Det er en sommer i starten af 90’erne, og Kristina skal fotografere på en dansefestival. Her møder hun amerikanske Marlon, som optræder med et dansekompagni, men til hverdag læser på det prestigefyldte Williams College. De to falder hurtigt og dybt for hinanden og lever sammen i en kaotisk tosomhed, udspændt mellem USA og Danmark – Californien, Prag og København. Forholdet afsluttes, da Kristina efter en periode alene i København ikke har mulighed for at rejse til USA efter angrebet på World Trade Center. Vi følger Kristina, da hun 17 år senere besøger Marlon og hans nye forlovede, lettere forstummet over den mand Marlon er blevet til. Der er intet i Marlons liv, som Kristina kan genkende, og under besøget dykker Kristina ned i sine erindringer om det forhold, der var. Mens hun er på besøg starter en voldsom brand i byen Paradise i Californien, hvor Kristina og Marlon har haft nogle af deres bedste stunder. Inden romanen slutter, er Paradise brændt ned til grunden.

Kristina Stoltz har selv været sammen med en amerikansk mand og boet i USA ad flere omgange. Men Kristina Stoltz er ikke bogens Kristina, siger hun, for så snart hun for så snart hun begyndte at skrive fik karaktererne deres eget liv.

Romanens Kristina mindes de mange ture rundt i USA’s storslåede landskaber. Og ture på Denny’s Diner om natten, hvor de fik en pause fra Marlons mor. Marlon er afroamerikaner. Hans far er sort, hans mor er hvid. Han er vokset op i et sort kvarter med sin hvide mor og en konstant trussel om vold fra kvarterets unge, som ikke brød sig om familieforholdene. Da Kristina lærer Marlon at kende, er han passioneret omkring afroamerikaneres forhold i USA. Kristina lytter nysgerrigt til hans lektioner, men insisterer også på, at racisme ikke findes i Danmark. Det har hun nemlig lært. Da Kristina kommer tilbage til USA efter 17 års adskillelse, forholder det sig nærmest omvendt. Kristina har fået øjnene op for racismens strukturer, mens Marlon har givet op. Han har til og med forlovet sig med den kridhvide Skyler, en tidligere mormon, som bor i Monett, Missouri, hvor under én procent af befolkningen er afroamerikanere. Nu er det slut med de lange køreture ud i landskabet, som Kristina længes efter. De kan ikke nå op i bjergene, før de skal være hjemme til middagsmad hos Skyler.

Kristina Stoltz har skrevet ‘Paradis først’ hjemme i lejligheden på Vesterbro. Hun har blandt andet kigget på gamle fotos fra sin egen tid i USA for at stimulere erindringen. Hun tøver et øjeblik, inden hun fortæller:

“På en måde er det et racistisk blik, Kristina kaster på Marlon, fordi hun er skuffet. Hun havde forventet, at han stadig kæmpede for afroamerikanernes ligestilling. Men han har kæmpet den sag så længe, og nu orker han ikke mere. Nu har han bare lyst til at spise en rød bøf og sidde og have det godt sammen med Skyler. Hvorfor skal han ikke have lov til det? Det er meget subtilt, jeg tror ikke nødvendigvis, der er så mange, der lægger mærke til det, men det er i hvert fald noget, jeg selv tænker. Det er ikke særlig sympatisk i virkeligheden, det hun tænker om ham der.”

Erindringens ensomhed

Kristina Stoltz har oplevet, at det kan være svært at forstå en andens livsvalg efter længere tids adskillelse. Den der følelse af “hvordan endte du her?”, har hun haft adskillige gange. Det kan være en ret fremmedgørende erfaring, ifølge Kristina Stoltz. Da Kristina ser Marlon for første gang i 17 år, er hun sikker på, at han er blevet lavere. Men det kan jo ikke passe. Senere tænker hun, at hans hud er blevet lysere. Det er erindringen, der spiller hende et puds. Da Kristina minder Marlon om dengang, de mødtes, kan han ikke huske, at hun så ham danse. Den form for konfrontationer kan give en følelse af ensomhed.

“Vi oplever ikke nødvendigvis det samme, vi har ikke nødvendigvis de samme følelser, og når vi har oplevet en stormende forelskelse, så er det ikke nødvendigvis den samme stormende forelskelse, som den anden har oplevet. Den der konfrontation med, at man er alene, ligegyldigt hvor tæt man er med et andet menneske, den er der noget brutalt ved, for så tænker man pludselig – ‘var vi overhovedet sammen?’, ‘var det overhovedet noget, vi delte’, og ‘hvad var det, vi delte?’.

Det skulle ikke handle om racisme

Det var ikke meningen, at Kristina Stoltz ville skrive en bog om racisme. Men raceproblematikkerne ligger hele tiden og lurer lige under overfladen i Kristina og Marlons forhold. Racismen har været med til at forme den Marlon er, og den er med til at rive deres forhold fra hinanden. Også i den sammenhæng er erindring en vigtig faktor. Kristina kan for eksempel huske, at hende og Marlon blev stoppet en gang, de var ude og køre, af en politimand, som var mistænksom overfor Marlon, og hvad han mon lavede med en ung, hvid kvinde. Men da Kristina bringer historien op, må Marlon fortælle hende, at det er sket for dem ikke én, men adskillige gange.

Den form for forglemmelser siger noget om, at erindringens særlige væsen også er indvævet i vores fælles fortællinger. For eksempel om, hvorvidt der findes racisme i Danmark. Kristina Stoltz sendte den endelige version af ‘Paradis først’ til sin redaktør i marts, et par måneder inden drabet på George Floyd i Minnesota, som fik folk på gaden i USA, Danmark og resten af verden. Hun mener, at det er vigtigt at holde øje med, hvad vi som samfund erindrer.

“Jeg tror, at den eneste måde, man kan udvikle et samfund på, det er ved at holde fast i erindring, holde fast i historien. Hvor længe siden er det, at kvinder fik stemmeret? Hvor længe siden er det, at borgerrettighedsbevægelsen rigtig tog fat? Det er egentlig ikke særlig længe siden. Okay, så er der nok nogle reminiscenser af nogle problemstillinger, vi stadigvæk kæmper med. Og nogle strukturer i vores samfundsopbygning, som er dybt patriarkalske, og dybt infiltrerede i en “white supremacy” tankegang. Så man skal hele tiden holde historien levende, hvis vi ikke skal stagnere, eller til og med gå tilbage.”

Fakta

Paradis Først er udkommet på forlaget Gutkind

Kristina Stoltz (f. 1975, Frederiksberg) har udgivet både digte, noveller, børnebøger og romaner og modtaget flere priser og legater for sit forfatterskab.

Hun har studeret litteraturvidenskab og teologi, men færdiggjorde aldrig studierne. Hun debuterede i 2000 med digtsamlingen Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse, og i 2006 fulgte romanen Turisthotellet.