Sapfo var så stor en digter, at hun blev kaldt den tiende muse, da hun levede omkring 630 f.v.t. Hun skrev om kærlighed og erotik, ikke om krig. Der er kun bevaret brudstykker af hendes enorme værk, men digteren Mette Moestrup har nu gendigtet fragmenterne og skrevet et efterord i brevform til Sapfo. Gendigtningen er også blevet til en opera-performance, som lige nu og til og med fredag den 28. august kan opleves på Glyptoteket. Den har fået titlen ‘Det dryppende stof' og drypper af lidenskab og følelsestunge rytmer.

Hvorfor Sapfo, hvad er det, der er så fascinerende?

Det mest gådefulde ved gåden Sapfo er måske, at hun føles så lyslevende, selvom hun er fra en anden tid, en anden verden. Hun synger om kærlighed, begær og længsel, hvilket enhver, der har været forelsket, kan forstå. Hele samspillet mellem det erotiske, poetiske og rituelle hos Sapfo er fuldstændigt forførende. Og inspirerende. Noget af det seneste, som har ramt mig, er det sanselige i kombination med elemen-
terne – fx “brænder” begæret,”en sart ild” iler under huden.

Hvorfor er du personligt fascineret af hendes tekst, hvad var det, der ramte dig, da du læste hende første gang?

Jeg læste første gang Sapfo på vej til Paris i en bus, det var i 1994. Dengang læste jeg litteraturhistorie i Århus, jeg var opslugt af poesi. I det skjulte skrev jeg også selv poesi, men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kunne blive digter. Jeg var meget optaget af metrik og lyrisk rytme. Sapfos univers er meget lydligt og rytmisk, det går i kroppen, og, ja, det fik mit hjerte til at banke! Det ramte mig meget umiddelbart, det for-tryllede mig. Der er noget magisk ved det sapfiske, man kan godt blive euforisk af det. Og det kan indgyde mod.
På studiet læste vi mænd, mænd, mænd, det var en meget mandsdomineret kanon, så det betød kolossalt meget, at her var en kvinde, som skrev om kærlighed til kvinder. Det queer ved hende føltes hjemligt. Her var der et fællesskab af kvinder, som sang og dansede sammen, det elskede jeg. Og det magiske gav mig styrke. Sapfo fik mig til at springe ud som digter.

Du har skrevet direkte til Sapfo i bogen efter gendigtningen af hendes værk, hvorfor?

Jeg var i gang med at skrive et mere almindeligt efterord, men det ville ligesom ikke rigtig tage fart. Jeg havde læst en hel masse andre efterord og introduktioner til Sapfo, og de lignede hinanden meget. Det kedede mig! Så fik jeg øje på, at jeg uden at tænke over det havde kaldt mit dokument på computeren ”Kære Sapfo”, og så tog jeg mig selv på ordet og begyndte forfra på efterordet, som nu blev i brevform. Det føltes meget mere ærligt og ægte, og nu flød teksten bare. I min egen poesi har jeg i digtsamling efter digtsamling været i dialog med Sapfo, så det var naturligt at påkalde hende i efterordet.
Hun kan selvfølgelig ikke besvare brevet! Men når man påkalder nogen, så kommer man i kontakt med den, man påkalder, i sig selv. Hun havde selv os fra fremtiden i sine tanker, da hun levede: “Jeg siger: nogen vil huske os, selv i en anden tid”.

 

Fakta

Mette Moestrups gendigtning af Sapfo, som hun har skrevet i samarbejde med klassisk filolog Mette Christiansen er udkommet på forlaget Gyldendal.

Det dryppende stof spiller på Glyptoteket
Operasanger Signe Asmussen går på scenen sammen med percussionist Jaleh Negari, performerne Kai Merke, Klara Jensen de Lopez, Olivia Riviere, Ani Bigum Kampe, Julienne Doko og Lisen Pousette – i en performance koreograferet af Jules Fischer.
Musikken er skabt af komponist Matilde Böcher og librettoen er baseret på Mette Moestrups gendigtning af Sapfos fragmenter. Forestillingen er efter idé af Liv Helm og Matilde Böcher.
DRYPPENDE STOF er blevet til i samarbejde med Glyptoteket og Copenhagen Opera Festival, og spiller som en del af Copenhagen2021 – WorldPride and EuroGames.