Kim Leine er flere gange i sit liv begyndt forfra. Han har forsøgt at skille sig af med sin gamle identitet ved at skabe en ny. Det har været både sårbart og farligt. Men også nødvendigt. Det har fået ham ud af en offerrolle og en tid, hvor han var bange for død og dommedag. Men det har også hvirvlet ham ud i et liv med en lang række affærer og et eskalerende stofmisbrug.

I dag kalder han skønlitteraturen for sit nye misbrug. Han skriver i stedet for at tage stoffer, og det har gjort ham til en anmel- derrost og prisvindende bestsellerforfatter. Romanen ‘Efter Åndemaneren’ er afslut- ningen på hans storslåede og dramatiske missionstrilogi om grønlandsk historie, som for ni år siden blev indledt med ‘Profeterne i Evighedsfjorden’.

Det er en farlig øvelse at give afkald på sig selv

I den nye roman skriver Kim Leine om en familie, der er bundet sammen af en mørk arv. Han skriver om begær og bedrag, om en jagt på frihed, om at genfinde sig selv og forsøge at vriste sig fri fra fortiden.

I 1883 efterlader Jens familien i en ophedet konflikt og tager næste skib til Danmark. Hans kusine Sara flygter alene ud i vild- marken. Og onklen Hanseeraq tager i sidste øjeblik med på en farlig ekspedition til en næsten ukendt side af Grønland. Karaktererne forsøger at flygte fra spøgelser fra fortiden og gøre sig fri fra den mørke slægtsarv, de alle er bundet af. Men det er svært og farefuldt. De vakler direkte fra det ene problem ind i det andet, de kæmper

og falder. For kan det overhovedet lade sig gøre at frigøre sig fra sin fortid? Og mister man sig selv i forsøget?

“Det der med at give afkald på sin fortid kan jo føre til næsten hvad som helst. Det er virkeligt en farlig øvelse at lave. For hvis man mister sig selv, så mister man også det moralske grundlag, som man havde. Og så bliver man utrolig sårbar,” fortæller Kim Leine.

Han flygtede selv fra en opvækst hos sin mor, der var en del af Jehovas vidner i en norsk bygd, og rejste som 17-årig til København for at begynde på et nyt liv. For ham var det nødvendigt at slippe taget i sin barndom for at udvikle sig og komme væk fra alt det, som han ikke længere kunne eller ville hænge fast i.

“Jehova havde planer om at slå mig ihjel. Det var jeg bange for. Så jeg var simpelthen nødt til at stikke af fra den sand- hed, som Jehovas vidner tror på,” siger han.

“Da jeg flygtede fra Jehovas vidner tænkte jeg, at jeg ville lære at være mig på en ny måde. Jeg måtte helt skille mig af med min gamle identitet. Og så blev jeg først rigtigt udsat.”

I dét, han selv kalder for ‘frigørelsesfasen’, havde han brug for at glemme alt fra sin
tid i Jehovas vidner. Men i dag bruger han religionen og biblen litterært i sit forfatter- skab. Og så har Jehovas vidner lært ham at møde mennesker der, hvor de er, og at se alle mennesker som ligeværdige, fordi alle her er kandidater til at blive frelst. Det er noget, der hjælper ham til at kunne beskrive mennesker og situationer på en nøgtern måde i sit forfatterskab, uden fordomme og forbehold.

En ny identitet som grønlænder

Det nye liv i København var både en befri- else men også en bevægelse ind i mørket for Kim Leine. Han begyndte i skole, fik gode venner og blev orienteret om ting i verden, som han ingenting vidste om. Det var et kulturchok, en verden fyldt med mulighed- er og en frihed, som han aldrig før havde oplevet. Men det var også en tid, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb af sin far, som han var flyttet ind hos, da han kom til København.

Ligesom karaktererne i romanen havde Kim Leine igen brug for at komme væk for ikke at slæbe de mørke oplevelser med sig. Han tog til Grønland i 1989, hvor det blev til et nødvendigt projekt for ham at påtage sig en helt ny identitet og forsøge at blive grønlænder. Han blev hurtigt integreret i det grønlandske samfund, lærte det grøn- landske sprog og kom ind i kulturen. Han blev mødt af en stor åbenhed og kærlighed og fik mange venner.

Men mødet med grønlænderne var ikke uden vanskeligheder. I trilogien fortæller han historien om, hvorfor der i dag er dét, han kalder et “problematisk venskab” mel- lem grønlændere og danskere:

“Man mødes ud fra to helt forskel- lige magtpositioner. Danskeren kommer med sin kolonimagt, og grønlænderen kommer med den magt det er at påføre den anden skyldfølelse. Og det er også en stærk magt. De to magtpositioner støder hele tiden sammen, og så går det galt.”

Mange af Kim Leines personlige relationer med grønlændere er blevet mærkelige eller problematiske, fordi han, selvom han ikke helt ville være ved det, kom med en vis magt som dansker.

“Det er et emne, der er svært at bearbejde eller forstå. Derfor synes jeg, at det har været spændende at skrive om. Skønlitteraturen bør jo i sig selv være uforståelig. Den skal bare gøre os mere klartseende,” siger han og griner:

“En klartseende idiot er jo den perfekte forfatter, ik?”

Identitetsforvirring og grønlænder- racisme

I ‘Efter Åndemaneren’ bliver Jens sendt til København for at se sin døende far. Men fa- deren er der ikke. I stedet bliver Jens hvirv- let ind i et tumultarisk og fordrukkent liv i Københavns homoseksuelle miljø og kom- mer i selskab med blandt andre Herman Bang og meget af den danske kulturelite. Men han ved ikke, hvem han er, eller hvad han kommer fra. I arbejdet med sidste bog har Kim Leine op- daget, at trilogien også i virkeligheden hand- ler om ikke at vide, hvem man er. At være halvt dansk og halvt grønlænder. Mange af karaktererne står med et ben i hver lejr og

i begge kulturer. Det er en stor del af den grønlandske historie og en konsekvens af den danske kolonimagt.

“Mødet mellem danskere og grøn- lændere fører også ofte til stor kærlighed og forelskelse. Og det resulterer tit i børn, der ikke aner, hvem deres forældre er,” fortæller han.

“Der er mange i Grønland, der søger efter en identitet. Mennesker der er en ‘blanding’, og som hverken føler sig som det ene eller det andet. Jeg har mødt mange folk, der lider af den her forvirring. Og det er desværre næsten altid lidt problematiske typer,” siger han.

Med trilogien håber han at kunne gøre folk mere interesserede i den grønlandske historie.

“Danskernes viden om Grønland er jo skandaløst lille. Jeg tror, at vi vil få en større forståelse for de kvababbelser, der har været mellem os og en større respekt for grønlænderne, hvis vi sætter os mere ind i historien,” siger han.

“Jeg oplever tit, at det er set som mere tilladt at være racistisk over for grønlændere end over for alle mulige andre nationaliteter. Det kan man åbenbart stadigvæk godt tillade sig. Man omtaler dem som barnlige og umodne og bruger ord som ‘grønlænderstiv’, som jo er direkte racistisk,” siger han.

Trilogien skal ikke forstås som et opgør med kolonitiden eller en kommentar i selvstændighedsdebatten. Kim Leine indskyder dog, at han synes, der er brug for at blive skubbet til den skæve magtbalance mellem landene.

“Jeg synes både, at Grønlands selvstændighed er en nødvendighed og en umulighed. Det er et dilemma. Men den her dårlige magtbalance, som stammer helt tilbage fra kolonitiden, udløser i hver fald en masse dårlige følelser hos dem, der skal manøvrere rundt i det. Så jeg tror, der skal laves en helt ny ordning,” fortæller han.

Han påpeger, at han også synes, at diskussionen om selvstændighed bliver for holdningspræget og unuanceret.

“Folk siger, at grønlænderne ikke er voksne nok til at tage magten over deres eget land. Det er meget sådan en holdningssnak, hvor jeg synes, der mangler nøgterne argumenter. Og det er jo fordi, folk ikke ved noget om Grønland og grøn- landsk historie,” fortæller han.

Når kreativiteten vender sig imod dig

Selv mener han på mange måder, at han kom til at indtage landet ligesom én af fortidens danske koloniherrer. Han væltede sig i kvinder og blev afhængig af stoffer og morfin, som han fik adgang til gennem sit arbejde som sygeplejerske. Efter at have boet i Grønland i 15 år blev han til sidst smidt ud af landet, fordi han blev taget i at stjæle morfin fra hospitalet.

“Jeg gik nærmest amok i en sek- suel rus. Det var nødvendigt for mig at gøre op med min incest-identitet ved at møde kvinder og være sammen med dem. Men det blev jo ekstremt destruktivt og sygeligt,” siger han og pointerer, at det særligt var forfærdeligt overfor hans familie, som han også havde taget med til Grønland.

“Man får jo en enorm åbenhed, når man er i gang med at frigøre sig fra sin fortid. Fordi det jeg vidste før, det gælder ikke mere. Så kan man komme ud i hvad som helst. Man kan blive nazist eller hvad ved jeg. Alting virker som et brugbart alter- nativt til det, man var tidligere,” siger han.

Han tror også selv, at afhængigheden er et resultat af, at han altid har haft stærke kreative energier. At han har brug for at styre kreativiteten i en konstruktiv retning, for at den ikke skal blive destruktiv.

“Der følger blandt andet angst med den kreative hjerne, som jo kan være helt uudholdelig. Kreativiteten tænker ‘nå han vil ikke have noget med mig at gøre. Så forsøger jeg at slå ham ihjel’. Og så har jeg dopet hjernen for at få den til at forholde sig i ro, og det fik faktisk angsten til at for- svinde helt i perioder. Det var jo fantastisk,” fortæller han:

“Nu skriver jeg i stedet for. Jeg hælder alt lortet ned i mine bøger i stedet for at hælde det i min blodåre”.

I dag skriver den 60-årige forfatter hver dag fra klokken 8-15 på et kontor i familiens villa i Ørestad. Han skriver både i hverdagen og i weekenderne. Det hjælper ham med at tøjle de kreative energier og styre dem i en konstruktiv retning.

“Jeg er jo arbejdsnarkoman. Men som jeg siger til min kone, så er det jo bedre end at tage morfin. Det er min nye afhængighed,” siger han og fortæller, at han simpelthen er drevet af et stort behov for at fortælle. Et grundbehov på linje med mad og søvn og kærlighed.

“Det må være en medfødt brist. Jeg må bare fortælle historier,” siger han.

Arbejdet er afsluttet. Arbejdet kan begynde

Trilogien har krævet stort arbejde med research om de historiske begivenheder i Grønland. Kim Leine har i arbejdet med alle tre bøger besøgt de steder i Grønland, som han skriver om, og haft kontakt med histo- riker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet, som han har skrevet hundredvis af mails med for at få svar på historiske spørgsmål.

“Men det er ikke fordi, jeg tror, at jeg har det endelige billede af, hvordan det egentligt foregik. Som forfatter har jeg bare magten til at skrive om, hvordan jeg selv forestiller mig det,” siger han.

Som forfatter er Kim Leine også selv til stede i alle tre bøger i form af den ånde- maner, der nævnes i romanens titel. Det er en hemmelig fortæller, Kim Leines stedfor- træder, som på den måde får ham til at føle, at han selv bliver en del af selve historien. Åndemaneren kan rejse alle steder, i tid og rum, og den kan gå ind og ud overalt, hvor den vil.

“Man vil jo gerne være en ånde- maner, når man skriver. En form for gud i sit eget selvskabte relief. Så på en måde har jeg skabt ham som min egen hemmelige fortæller,” siger han.

Det er netop dét, han synes, at man skal være i stand til som forfatter. Og det er det fantastiske ved at skrive. At man skal styre slagets gang, konstruere store fortællinger og at man kan rejse overalt i tid og rum.

‘Efter Åndemaneren’ afsluttes med ordene: “Arbejdet er afsluttet. Arbejdet kan begyn- de”. Sådan arbejder Kim Leine som forfat- ter. Når sidste ord i en roman er skrevet, begynder han på den næste. Nu er han i gang med en politisk samtidsroman om en kvindelig politiker. Det er en undersøgelse af den nationalkonservative bevidsthed. Han siger:

“Jeg konstruerer altid fortællinger. Det er jo en afhængighed for mig at skrive. Jeg holder ikke pause”

Fakta:

Kim Leine er født i 1961 i en bygd i Norge, hvor moren var medlem af den lokale menighed af Jehovas Vidner.

Som 17-årig forlod han den troende familie i Norge og flyttede til København, hvor han efter gymnasiet tog en uddan- nelse til sygeplejerske.

Som sygeplejerske rejste Kim Leine til Grønland, hvor han boede og arbejdede i 15 år.

I 2004 vendte han tilbage til Danmark og debuterede som 46-årig med erindringsroma- nen ‘Kalak’.

Siden har han udgivet mange romaner og børnebøger og har blandt andet vundet Kronprins- parrets Kulturpris, De gyldne Laurbær, DR Romanprisen, Nordisk Råds Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og Politikens Litteraturpris.

I dag er han far til to voksne børn og to små børn og bor i Ørestad med de små børns mor, mens han arbejder som forfatter.

‘Efter Åndemaneren’ er sidste del af Kim Leines trilogi om grønlands historie og er udkommet på Gyldendal.