Hen skriver digte, hvor hormonbehandling er som en kold dukkert i havet
“Vandet er så vildt, og det er svært at få hold på. Oplevelsen af at være i vand er på en måde enkel og almindelig, men samtidigt så euforisk og sanseligt kompleks, at det kan være svært sprogligt at nærme sig den. Der var noget i den oplevelse, som mindede mig om at begynde på hormoner,” siger hen.
Med sin nye digtsamling ‘Havet i Munden’ beskriver Luka netop erfaringer med at svømme i havet og tage hormonet testosteron. Digtene inviterer os tæt på de to kropslige oplevelser, som Luka med bogen undersøger, hvordan man litterært kan sætte ord på. Samtidigt forholder bogen sig til forholdet mellem intimitet, nydelse og grænser, og vigtigheden af selv at have retten til at definere sin egen fortælling.
En digtsamling som går over sine bredder
Luka dimitterede fra Forfatterskolen i København i 2013 og har siden primært skrevet romaner og essays, hvoraf flere er blevet nomineret til og har modtaget litteraturpriser. Sidste gang hen skrev digte var i begyndelsen af sit forfatterskab, og for Luka føles det derfor som en “ung genre”.“Konkret kan transition indebære, at man går i puberteten igen, det er en form for anden ungdom, som kroppen går igennem. Derfor føltes det meget naturligt at skrive i den unge genre. Digtene flød ligesom ud af mig og gik lidt over sine bredder. Jeg ville gerne have, at teksten ikke skulle være klog og analyserende, og det passer digtgenren godt til,” siger hen.
Luka forklarer, at bogen også er et forsøg på at give plads til flere forskellige fortællinger om, hvordan det kan føles at tage hormoner. Hen har nemlig selv manglet beskrivelser i litteraturen at spejle sig i.
“Jeg tænkte bare: “Wow, hvad sker der med mig”. Men jeg ved jo godt, at beskrivelserne mangler, fordi det er et tabu, og fordi det er så svært at beskrive sprogligt. I bogen er der både en stor glæde, nydelse, magi, og så er der også en vrede og sorg,” siger hen.
Sorgen bunder i ikke at have så meget kontakt til generationer af mennesker, som tidligere har gennemgået en transition. Den handler også om en fornemmelse af, at hele fremtiden falder sammen. Man kan ikke forestille sig fremtiden, fordi man aldrig før har fået beskrevet, hvordan den kan se ud.
Et euforisk sug ind i kroppen
Spørgsmålet om intimitet og kropslighed lukkede et tema om grænsesætning ind i teksten. Luka oplever, at det at tale om transkønnethed godt kan føre til, at man bliver afkrævet en masse forklaringer af omverdenen. Folk kan være meget nysgerrige på transkønnede kroppe, hvordan de ser ud, hvilke dele de består af, hvordan de er i verden. I ‘Havet i Munden’ er der en særlig bevidsthed om, at et arbejde med grænser er nødvendigt for at dele kropslige erfaringer på egne præmisser og på en måde, der føles tryg.“Bogen handler blandt andet om, hvordan det kan være svært at tale om transition. En af årsagerne er, at det er en oplevelse, som er meget underbeskrevet i litteraturen og andre steder i det hele taget,” siger hen.
Luka fortæller, at det har gjort det svært at finde et sted at skrive fra, hvor man ikke skal forklare alting eller se oplevelsen udefra, fra cispersoneres perspektiv.
“I en periode var jeg meget irriteret over, at de her forklaringer begyndte at blive en del af mine tanker og af mit sprog. Det var en ny måde at blive læst og være i verden på, som jeg skulle navigere i, og som skabte en ny form for afstand hos mig,” siger hen.
I stedet valgte hen, at digtsamlingen ikke skulle handle så meget om at blive set udefra, men at den skulle være som et sug ind i kroppen, så den skildrede, hvordan det føles indeni, når man begynder at tage hormoner.
I skal ikke kun respektere folk, hvis de deler en smertehistorie
Med bogen forholder Luka sig til, hvordan vi forhandler grænser med hinanden, særligt i intime rum. For hen afhænger dét at kunne være til stede i verden og føle sig forbundet med andre mennesker af, at man er i stand til at italesætte sine grænser, og at man får dem respekteret af andre.
“Det er ikke noget, jeg selv har lært i min ungdom, og helt generelt er det mit indtryk, at det er noget, som der slet ikke findes et stort eller nuanceret nok sprog for endnu,” fortæller hen.
For Luka er det derfor enormt vigtigt, at vi lærer os selv at sætte grænser og lytte til os selv. Hen er særligt interesseret i, at vi skal give hinanden lov til selv at definere vores egen fortælling og respektere hinanden, uden at vi lægger fordomsfulde historier ned over hinanden.
“Der kan være en fornemmelse af, at der er nogle historier om én, som er skrevet lidt på forhånd. Som transkønnet person, kan der for eksempel være historier, der handler om, at man er forkert, at man er i den forkerte krop, at man er forkert i forhold til samfundet, at man ikke passer ind,” siger hen.
Det er for Luka en urimeligt smal fortælling at blive tilbudt som menneske, og hen mener ikke, at man nogensinde skal presse andre mennesker til at fortælle om deres lidelse eller smerte.
“Det har ikke noget at gøre med, at folk ikke kan have det hårdt eller oplever undertrykkelse. Men mennesker er forskellige og har forskellige følelser og forskellige liv, og de skal selv kunne vælge, hvilke dele af deres liv, de vil dele med andre. Der er ikke kun én fortælling”.
Som transkønnet person har Luka oplevet at blive afkrævet en smertehistorie, og at fortællingen om smerte kan være et redskab, der kan blive brugt til at få respekt, rettigheder og eksempelvis komme i hormonbehandling.
“Jeg vil gerne tage følelsen af smerte væk fra at være et redskab eller noget, man bliver afkrævet at handle med for at få rettigheder. Man ejer selv sin historie. Spørgsmålet, om man kan få hjælp eller bliver respekteret som menneske, bør ikke være afhængigt af, at man deler erfaringer, som er ubehagelige at dele”.
Luka Holmegaard
Født den 25. februar 1990 på Frederiksberg og vokset op i Brønshøj.
Er uddannet fra Forfatterskolen i København i 2013.
Luka debuterede i 2015 med romanen Emma Emma, som hen i 2017 fulgte op med romanen Graceland.
