For snart ni år siden mistede forfatteren Naja Marie Aidt sin 25-årige søn, Carl Emil. Han havde taget svampe med en ven og sprang i en psykose ud af et vindue fra 4. sal. Kort tid efter døde han af kvæstelserne.
Ulykken ændrede alt for Naja. Hun gik gennem en enorm sorg og et uhyggeligt chok. Hun vidste ikke, hvad der var virkeligt, eller hvordan hun skulle vinde sit liv tilbage. Hun boede dengang i New York, hvor hun skrev om oplevelsen og derefter startede i sorgbehandling. Hun oplevede et utroligt søsterskab. Hendes veninder tog sig af hende og slog ring omkring hende for at hjælpe hende med at hele.

“Det var helt fantastisk. De greb mig og vidste lige, hvad jeg havde brug for, fordi de kendte mig så godt og havde kendt mig i så mange år. Efter den oplevelse har jeg haft lyst til at skrive om det kvindelige univers og gå all-in på de kvindelige relationer,” fortæller hun.

Den 2. februar udkom hendes bog ‘Øvelser i mørke’, som handler om en 57-årig kvinde, der er ramt af voldsom posttraumatisk stress og bliver støttet af sine fire veninder. Bogen handler om kvindeliv og kvinderelationer, og den sætter fokus på de store konsekvenser, det kan have, når mænd begår vold mod kvinder. Med bogen vil hun sætte fokus på den vold, der bliver begået, og hvordan vi opdrager og passer på vores drenge i samfundet.

Når kvinder slår ring omkring hinanden

For Naja Marie Aidt var det en lettelse at finde ud af, at hun kunne skrive igen. Hendes sidste udgivelse er sorgværket ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog’, som handler om sønnens død og Naja Marie Aidts egen vej tilbage til livet. Den udkom i 2017, to år efter ulykken.

“Det er lang tid siden, at jeg har udgivet en bog. Jeg vidste slet ikke, om jeg kunne skrive mere, eller hvad jeg kunne skrive om. Men så voksede der pludseligt den her historie frem i mig, som blandt andet handler om kvindeligt venskab,” fortæller hun.

De kvindelige relationer får virkeligt lov til at fylde i historien. Da hovedpersonen rammes af posttraumatisk stress, er det hendes veninder, der hjælper hende. Veninderne ringer til hende, de får hende med ud at gå, ud at svømme.

”Når jeg ser tilbage på mit liv, er det tydeligt for mig, at mine kvindelige venskaber har betydet utroligt meget. Jeg synes, det er en smuk relation. Det er en meget ren form for kærlighed. Der går ikke købmandsbutik i det på nogen måde”

Et udadreagerende skilsmissebarn

For Naja Marie Aidt begyndte hendes veninder virkelig at betyde meget, da hun blev teenager. Det var en lettelse for hende at komme i den fase af sit liv, fordi hun nu bedre kunne klare sig selv. Hun var ikke længere lige så afhængig af forældrene.

“Jeg havde nok brug for at føle, at jeg havde min egen integritet. Jeg havde det svært i skolen. Jeg var udadreagerende og vred. Jeg var hidsig og vanskelig, og desværre var jeg også én af dem, der mobbede andre,” fortæller hun.

Naja er født i Grønland og boede der med familien, indtil hun var 7,5 år gammel. Familien boede i den lille isolerede by, Aasiaat, som ligger på en lille ø. Vejret om vinteren var ofte så vildt, at de ikke kunne komme væk fra øen. Det var en tryg verden som barn, fordi alle kendte hinanden godt, og fordi de var så isolerede fra resten af verden.

“Men det var også en brutal verden. Der var frygtelige snestorme, og folk døde i drukneulykker eller kom aldrig hjem igen efter at have været på fangst. Jeg tror, det har hærdet mig på en eller anden måde. Jeg har aldrig været bange for at skrive om svære og vanskelige ting i livet,” siger hun.

Da hun blev 7,5 år, bestemte primært hendes mor, at de skulle flytte til Danmark. Et år efter blev forældrene skilt. Naja kom til at bo hos sin far, mens søsteren boede hos moderen. De fik begge nye partnere, som Naja ikke havde det ubetinget godt sammen med.

“Det var en voldsom skilsmisse. Det var rigtig svært. Det var et stort kulturchok og en sorg at komme til Danmark og forlade mit barndomshjem, som jeg vidste, at jeg aldrig kom til at se igen. Det var en verden, der bare forsvandt. Og pludseligt forsvandt min egen familie også,” fortæller hun.

Hun begyndte til skolepsykolog, men Naja var alt for vred til, at der kom noget godt ud af det.
Som 16-årig flyttede hun hjemmefra, og så begyndte et nyt liv for hende. Hun flyttede sammen med sin kæreste og to af deres venner, og så fik hun som 18-årig deres ældste søn. Siden fik hun yderligere tre drenge.

“Det var ren lykke at blive mor. Jeg havde virkelig brug for at lave min egen trygge kernefamilie. Jeg var jo selv lidt et barn som 18-årig, og det var min kæreste også. Vi var nogle legebørn, og vi syntes bare, det var rigtig sjovt og spændende. Jeg var meget lykkelig”.

Vil ikke kun skrive om dét, som mændene synes er cool

Naja Marie Aidt har altid skrevet, og hun startede med at skrive historier, allerede før hun havde lært at stave. Så skrev hun i sit eget kodesprog. Men det var først, da hun var midt i 20’erne, at hun begyndte at tænke på at udgive. Hun debuterede med digtsamlingen ‘Så længe jeg er ung’ i 1991. Siden har hun både udgivet digtsamlinger, novellesamlinger, romaner, skuespil, filmmanuskripter og børnebøger, og hun har vundet adskillige litteraturpriser for sine værker.

Med ‘Øvelser i mørke’ har hun haft lyst til at skrive om, hvordan det er at være kvinde. Det er erfaringer, hun tidligere har holdt sig lidt tilbage fra at skrive om.

”Jeg tilhører en generation, hvor vi dengang skulle prøve at være ’lige så seje’ som drengene. Vi ville accepteres af mændene. Derfor skulle vi skrive noget, der var cool eller sexet nok til, at de ville kunne lide det. Det er ikke noget, mit forfatterskab decideret har været styret af, men jeg har i hvert fald været meget opmærksom på det,” siger hun.

I 90’erne oplevede hun, at det blev anset som latterligt at skrive om emner, som handler om at være kvinde. I den tid blev såkaldt ’bekendelseslitteratur’ eller ’kvindelitteratur’ af forfattere som eksempelvis Vita Andersen og Tove Ditlevsen set som noget, der var mindre værd end andet litteratur. Det er kvindelige forfattere, som i dag bliver genudgivet og kanoniseret.

”Det er jo egentlig ret sindssygt, at det var sådan dengang,” siger hun.

I ’Øvelser i mørke’ lader hun kvinderne få plads. Hun føler sig nu fri til at bruge sine erfaringer fra sit liv som kvinde litterært.

”Med min nye bog gik jeg jo fuldstændigt amok. Jeg tænkte bare, at nu skal den have for fulde hammer. Nu skal I bare vide, hvordan det er at være fucking kvinde. Det er bare ikke altid så nemt”

Du skal altid være lidt bange

Et gennemgående element i ’Øvelser i mørke’ er forskellige kvinder, der fortæller anekdoter til en fødselsdagsfest. Fælles for dem alle er, at de handler om episoder, hvor mænd har udsat dem for forskellige typer af vold.

”Når man læser avisen eller tænder for tv-avisen, kan man se hvor mange kvinder, der bliver drugget, hvor mange kvinder der bliver voldtaget, tævet eller dræbt. Det er jo helt vildt, hvor meget man kan blive udsat for og er sårbar overfor, bare fordi man er en kvinde. Det er ligesom et livsvilkår for os. Det er bare sådan det er. Du skal altid lige være lidt bange og overveje, hvad du gør og hvornår. Det havde jeg brug for at sætte fokus på,” siger hun.

Hun beskriver frygten som en lille fugl, der sidder på skulderen. En fugl der hele livet igennem fortæller kvinder, at de skal passe på, fordi man som kvinde kan blive udsat for vold.

“Jeg tror, alle kvinder har oplevet én eller anden form for overgreb fra mænd. Fra mænd, der forsøger at trække én ind i en busk, kysse én mod sin vilje, forfølger én på en mørk gade, nedstirrer én, voldtager én,” siger hun.

Naja husker selv tydeligt blottere fra sin barndom. Da hun som 12-årig tog S-toget til skole, oplevede hun jævnligt, at mænd blottede sig og sad og onanerede lige foran hende.

“Det oplevede mine veninder også. Jeg har oplevet det mange gange. Det var bare hverdag. Men da jeg var barn, var det meget sådan ‘jaja, sådan er det bare’. Og hvis man blev voldtaget, måtte man også bare prøve at komme videre i en fart uden at anmelde det”.

Vi skal passe på drengene i vores samfund

For at mindske volden mod kvinder mener Naja Marie Aidt, at det er vigtigt, at vi bliver bedre til at opdrage og passe på drengene i vores samfund. Det er også noget, hun selv har været opmærksom på i opdragelsen af sine egne drenge.

“Jeg tror, det handler meget om, hvor meget vi hjælper drenge i vores samfund, eller hvor meget vi lader dem sejle deres egen sø. Den der giftige maskulinitet opstår jo i sådan nogle drenge- og mandefællesskaber, hvor de på en eller anden måde er udsatte. Eller blandt meget ensomme drenge og mænd. Jeg tror, det er meget vigtigt i forhold til de her ting,” siger hun.

Hovedpersonen i ‘Øvelser i mørke’ har tre voksne børn. Da hun får ptsd, har hun svært ved at være den mor for dem, som hun plejer at være.

“Det er nok det mest smertefulde for hende. Hun kan pludseligt ikke være i den her omsorgsrolle, som mange kvinder jo er alt for meget i. Det der med at tage ansvar for alt og alle hele tiden og være opmærksom på andre folks behov,” siger hun.

“Der er virkelig en ulighed dér. Flere kvinder end mænd lider også af stress. Det tænker jeg kan hænge sammen med, at man i højere grad skal have den her ekstra omsorg og ansvar overfor alt og alle. Og samtidigt skal være på vagt på en anden måde, fordi man kan blive udsat for overgreb. Jeg tror, der er længere hen til det her med at være helt tryg og rolig, når man er en kvinde”.

Øvelser i at gå ind i mørket

Med ‘Øvelser i mørke’ sætter Naja Marie Aidt fokus på, hvilke konsekvenser volden mod kvinder kan have. Hovedpersonen i bogen får voldsom posttraumatisk stress efter at have oplevet volden helt tæt på.

“Hun bliver traumatiseret i ekstrem grad. Når kvinder bliver voldtaget for eksempel, så bliver mange traumatiserede og får en forringet livskvalitet. De bliver bange og får angst eller ptsd. Med bogen vil jeg gerne vise, hvilke konsekvenser volden kan have,” siger hun.

Efter at Naja mistede sin søn i 2015, begyndte hun selv at gå i sorgterapi, som minder meget om den behandling, som hovedpersonen i bogen går til for at afhjælpe ptsd-symptomerne.

“Jeg kunne på den måde trække på mine egne erfaringer. Jeg fik selv gudskelov ikke posttraumatisk stress efter Carls død. Det var en sorg- og chokreaktion, jeg oplevede der,” fortæller hun.

“Jeg havde den her fysiske og kropslige erfaring. Jeg havde sådan en katastrofeangst efter Carls død. Jeg troede hele tiden, der ville ske noget nyt forfærdeligt. Jeg reagerede vildt på ambulancer og alt sådan noget. Så jeg kunne forstå min hovedperson på en helt fysisk og sanselig måde. Det håber jeg, at man kan mærke, når man læser bogen,” siger hun.

I arbejdet med bogen har Naja både trukket på sin egen erfaring, læst bøger om ptsd og talt med specialpsykologer og psykiatere, som er vant til at behandle ptsd-patienter. Med titlen ‘Øvelser i mørke’ henviser hun til den metode, der bliver brugt, når man går i traumebehandling. Her øver man sig i at gå ind i mørket og konfrontere de traumatiske oplevelser for derefter at kunne træde ud af mørket igen.

“Det er vildt ubehageligt. Jeg gjorde det også, da jeg gik i behandling. Det er slet ikke noget, man har spor lyst til. Men det er noget, man skal gøre, for at lære hjernen, at det ikke er farligt mere. Det er ligesom, når man får flashbacks, når vi har oplevet noget voldsomt. Det er hjernens egen måde at lære os at skulle rumme den nye ubehagelige oplevelse”.

At slippe for den hormonelle rundkørsel

I dag bor Naja Marie Aidt i København. Familien boede 11 år i New York, inden de i 2019 flyttede til Danmark.

“Jeg har altid haft nemt ved at bevæge mig rundt. Jeg er ikke så rodfæstet et sted. Måske er det fordi, jeg er vokset op i Grønland. Det føltes som et eventyr at være i New York,” siger hun.

Hun bor nu på Frederiksberg med sin mand og sin yngste søn, der i dag er 21 år gammel. Hun fyldte selv 60 år juleaften, og for hende ligger der en ny frihed i at nå til det stadie i livet.

“Overgangsalderen er jo en vild forvandlingsperiode. Man er færdig med at tænke på alt det med at få børn og forplante sig. Der ligger en ny frihed i det. Nu kan man begynde at tænke mere over, hvad man egentligt selv har lyst til, måske for første gang i ens liv” siger hun.

Det er en oplevelse, som Naja også havde lyst til at skildre i bogen, hvor hovedpersonen ligeledes er i den fase, fordi hun er 57 år gammel.

“Jeg synes det er en spændende alder, fordi der ligger meget liv bag hende allerede. Mange erfaringer. Det er en alder, hvor man kan genopdage sig selv,” siger hun.

Hun fortæller, at hun ikke længere føler sig “drevet rundt i manegen” af seksuelt begær, forplantningsdrift og menstruationscyklus på samme måde, som da hun var yngre.

“Man er mere sig selv på en måde. Og man kan bedre finde ud af, hvad man egentlig har lyst til her i livet. Hvad har man lyst til at prøve? Hvad kan man egentlig lide? Det er en vildt spændende livsfase”.

 

Fakta - Naja Marie Aidt:

Født den 24. december 1963 i Egedesminde, Grønland.
Debuterede med digtsamlingen ’Så længe jeg er ung’ i 1991

Siden har hun udgivet en række digtsamlinger, novellesamlinger, og romaner.

Har også skrevet skuespil, filmmanuskripter og børnebøger.

Har blandt andet modtaget Kritikerprisen, Beatriceprisen, Nordisk Råds Litteraturpris, og Det Danske Akademis Store Pris. Og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille Nobelpris”.

Bor i dag i København med sin mand og sin yngste søn.
Hun er aktuel med romanen ‘Øvelser i mørke’.