Dy Plambeck opløser kernefamilien med en roman om moderne familieformer

Dy Plambeck opløser kernefamilien med en roman om moderne familieformer

Forfatter Dy Plambeck er for få år siden blevet del af en moderne, sammenbragt familie. Med sin nye bog ’Mod midnatssolen’ sætter hun fokus på, at der findes mas-ser af måder at leve på som familie – og at der mangler moderne familiefortællinger i litteraturen
InterviewLitteraturSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen01. maj 2024
Forfatter Dy Plambeck tror ikke nødvendigvis, at det er lykken at leve i en kernefamilie. Selv har hun været gennem et brud med sin ældste datters far og lever nu i en moderne, sammenbragt familie med sin kæreste, Magnus. De har begge børn fra tidligere ægteskaber, og sammen har de fået datteren Elizabeth.

“Der kan være meget besvær, skyld og skam ved at leve på den måde, vi gør. Og det kan føles ensomt, hvis vi ikke taler om det og deler det med hinanden. Derfor synes jeg, vi skylder hinanden og vores børn at skabe nogle fortællinger om de familieformer, vi danner i dag,” siger hun.

Det er netop dét, hun har gjort med sin nye roman ‘Mod Midnatssolen’. Med bogen kaster hun lys over, hvad der sker, når kernefamilien går i opløsning. Når vores forestillinger om far, mor og børn’ går i stykker, og vi finder andre måder at leve på med hinanden.

Hun har selv manglet den slags fortællinger, mens hun gennemgik et brud med sin ældste datters far og senere skulle skabe sig en ny tilværelse i en moderne familiekonstellation med sin kæreste. Med bogen vil hun vise, hvordan det både kan være svært, mudret, bøvlet og fantastisk at være i en sammenbragt familie. Hun vil gøre op med idealet om den perfekte kernefamilie og gøre det muligt for både børn og voksne faktisk at se dem selv og deres familie i fortællingerne.

“Litteraturen skal ikke kun vise én måde at være familie på. Den skal repræsentere alle mulige former for familier, som vi ser i vores moderne verden. Det er vigtigt, at der er fortællinger derude, som vi kan spejle os i og føle os set af”.
Dy Plambeck opløser kernefamilien med en roman om moderne familieformer</br>Dy Plambeck</br>Foto: Martin Lehmann / Ritzau Scanpix
Dy Plambeck
Foto: Martin Lehmann / Ritzau Scanpix

Skilsmisser er også svære for de voksne

‘Mod midnatssolen’ handler om tre kvinder i start 40’erne fra Kalundborg, der forsøger at finde en vej i deres liv. Hovedpersonen Amy lever i en sammenbragt familie. Hendes kæreste bor i Norge. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, og Amy har selv fået tvillinger med sin eksmand. Sammen har de fået datteren Trude.

“I dag er der jo mange, der bliver skilt, og som på forskellige måder indgår i nye familiekonstellationer. Omkring fyrre procent af alle ægteskaber ender i dag i skilsmisser, og så finder mange bagefter ind i nye familieformer,” siger Dy.

Da hun skrev bogen, tænkte hun især på sine to døtre. Datteren Ingrid på 9 år, som hun fik med sin ekskæreste, og Elizabeth på 2,5 år, som hun har med sin kæreste Magnus. For Dy er det vigtigt, at døtrene kan se sig selv og deres familieform ude i verden og i litteraturen.

“Der er ikke så mange fortællinger om moderne familieformer i dag. Med romanen vil jeg gerne skabe et rum, som man kan gå ind i for at se, at det her faktisk findes. Og at man ikke er alene med for eksempel at synes, at det er svært eller bøvlet eller frustrerende,” siger hun.

Selv har Dy oplevet, at det kan være svært og tabubelagt at italesætte at skilsmissen og dét at indgå i en ny familie ikke kun har været svært for hendes datter – men også for hende selv.

“Man taler en del om, at skilsmisser er svære for børnene. Det er de også! Og hensyn til børnene vejer helt sikkert tungest. Men de er også svære for de voksne. Jeg oplever, at folk i sammenbragte familier omkring mig sjældent fortæller om, hvordan det egentligt er. Og jeg har faktisk nok også selv haft rigtigt svært ved det,” siger hun.

Med bogen vil hun gerne både hjælpe sig selv og andre i sammenbragte familier med at få skabt et sprog omkring, hvordan det kan være.

“Jo mere åbne vi kan være omkring, hvordan det er at være i en sammenbragt familie, jo mere kan vi også hjælpe hinanden og være fælles om at bære den her erfaring. På den måde oplever vi, at vi ikke er alene om at bære det vanskelige i livet. Det kan være en trøst at forstå, at nogen har det på samme måde. Vi forstår, at vi indgår i et kredsløb,” siger hun.
Dy Plambeck opløser kernefamilien med en roman om moderne familieformer</br>Dy Plambeck</br>Foto: Sara Galbiati / Gyldendal
Dy Plambeck
Foto: Sara Galbiati / Gyldendal

Når halvdelen af barndommen forsvinder

Dy Plambeck blev skilt fra sin eksmand for seks år siden. I dag er de meget enige om tingene og har et godt forældresamarbejde. Ingrid er hos Dy ti dage, hvorefter hun er hos sin far fire dage. Selvom Dy har sin datter meget af tiden, kan savnet stadig fylde for hende.

“Det var det sværeste og mest sorgfulde at skrive om i romanen. Savnet til børnene. Det er hårdt at tænke på, hvor meget tid man går glip af med sine børn. Flere af mine veninder har for eksempel deres børn i en 7/7 ordning. Der var en dag en veninde, der sagde til mig, at hvis man satte det helt hårdt op, så så hun kun sine børn halvdelen af deres barndom. Det er barskt at tænke på,” siger Dy.

Hun fortæller, at det særligt er skiftedagene, der er hårde for hende. Det er altid skrøbelige dage. De minder hende om den tid, hun går glip af med datteren.

“Der er noget næsten naturstridigt i ikke at bo sammen med sit barn hele tiden. Jeg kan mærke skiftedagene i kroppen. Jeg havde nok en forestilling om, at det på et tidspunkt ville blive lettere. Men det er det ikke blevet. Jeg kan stadigvæk gå hvileløst rundt i huset og ind på min datters værelse, når hun er væk. Og nu er det seks år siden, min ekskæreste og jeg gik fra hinanden,” fortæller hun.

Dy taler med datteren om de ting, der fylder. Det er vigtigt for hende, at det er noget, de kan tale om.

”Hun er heldigvis enormt åben og ærlig. Hun siger nogle gange ’jeg hader skiftedage’, ’jeg ville ønske, at dig og far fandt sammen igen’ eller ’jeg savner far’. Jeg synes, det er fedt, at hun tør sige det til mig. Så kan jeg sige til hende, at det er okay, vi kan ringe til hendes far eller snakke om det,” siger hun.
Dy Plambeck opløser kernefamilien med en roman om moderne familieformer</br>Dy Plambeck, Mod midnatssolen</br>Foto: Gyldendal
Dy Plambeck, Mod midnatssolen
Foto: Gyldendal

Hjemløshed i moderne familier

Dy Plambeck er selv vokset op i en traditionel kernefamilie i Buresø. Forældrene bor stadigvæk i hendes barndomshjem, som hun boede i, indtil hun var 17 år gammel. Bagefter har hun kun boet få andre steder, i to lejligheder i København og nu i et hus fra 1895 i en nordsjællandsk skov.

”Hjem har altid betydet meget for mig. Jeg har boet ganske få steder i mit liv. Jeg holder meget af det hus, jeg bor i. Jeg er tæt knyttet til dét at at have et hjem,” fortæller hun.

Derfor har det også været svært for hende, at ordet ’hjem’ har fået en anden betydning, efter at hun er endt i en ny familiekonstellation. Både for hende selv og for hendes børn.

I ‘Mod Midnatssolen’ spørger hovedpersonens datter, Sally, ind til sit hjem: ”Er det hjem? Ja, det er dit hjem. Jeg har ikke noget hjem. Du har to hjem nu. Men jeg har ikke noget hjem”.

“Jeg har det svært, når min datter for eksempel siger ’hjemme hos min mor’ eller ’hjemme hos min far’. Det er jo også hendes hjem! Jeg vil have, at hun virkelig føler sig hjemme, når hun er her. Det føler jeg også, at hun gør. Men det at have to hjem er en stor opgave for børnene. Deres begreb om hjem bliver et andet,” siger hun.

Det kan hun som mor indimellem føle skyld og dårlig samvittighed over. Hun forsøger dog at undgå, at de følelser og tanker tager over. Som hun siger, så er skylden nok en følelse, der altid vil følge med rollen som forældre. Man kan altid føle, at man kan gøre det bedre – uanset hvilken familieform man lever i.

“I andre familier arbejder forældrene måske for meget? Eller måske har de det ikke så godt sammen. Dét at være i en skilsmissefamilie er jo bare et vilkår ligesom alle mulige andre vilkår. Det må man så forsøge at navigere i og tale åbent om”.

For Dy handler romanen også om at finde hjem. For hvordan finder man egentlig hjem, når man er blevet en del af en sammenbragt familie?

“Jeg er nået frem til, at man måske ikke finder ’hjem’ på samme måde, som man gjorde tidligere. Det er måske en del af dét at blive en sammenbragt familie. Det skal man måske bare bruge noget tid til at lære at være i. At det er en anden slags hjem nu. Og at rollerne og pladserne ikke er så definerede, som de er i kernefamilien. Man skal lige finde sin plads”

En fremmed dame, der roder i skufferne

I bogen fylder følelsen af hjemløshed også for hovedpersonen Amy, som for nyligt har bragt sin egen lille familie sammen med sin kæreste Mats’ familie. Når hun er hos Mats og hans drenge, føler hun sig hurtigt som en fremmed. Hun føler, at hun er dumpet ned i en ny familie, sammen med sin egen familie. Og de er helt anderledes og har andre måder at gøre ting på, end hun selv har.

“Man kommer jo pludseligt helt ind i nogens liv, som man ikke har kendt før. Jeg har nogle gange følt mig lidt som en mærkelig, fremmed dame, der kommer og roder i skuffer og skabe. Særligt i starten, når jeg var på besøg hos min kæreste,” siger hun.

For Dy har det været ’vidunderligt og meget overvældende’ at indgå i den nye familiekonstellation. Hun mødte Magnus som 39-årig, mens hun boede alene med sin datter Ingrid. Nu er der pludselig syv mennesker i den sammenbragte familie.

“Vi kan ikke engang være i en bil. Det er vidunderligt skønt og kaotisk. Og bonusbørnene flytter jo også ind i én. Det er en virkelig langstrakt proces at blive en del af den nye familie og vænne sig til det. Det tager tid og er en stor opgave. Det tror jeg, man skal give sig selv lov til at lande i,” siger hun.

Familieforøgelsen stopper heller ikke ved bonusbørnene. Der er også ekspartnere og ekspartneres nye partnere, man skal forholde sig til. Hele fortiden er også en del af pakken, når man som Dy og hendes kæreste møder hinanden midt i livet og har børn fra tidligere ægteskaber.

”Der er ikke meget ’dig-og-mig-tid’ i forholdet, når man møder hinanden på den her måde. Der bliver hurtigt loadet op med mennesker, man skal forholde sig til”.

Distance-kærester og delebørn

Dy forklarer, at der også hele tiden er nye ting, hun oplever at skulle tage stilling til i den sammenbragte familie. Og som hun skal blive enig med sin kæreste om.

“Magnus’ piger er for eksempel vant til at spise toastbrød med pålægschokolade til morgenmad. Og min datter skal altså spise havregryn med mælk på. Så skal man ligesom stoppe op og tale om ’hvad gør vi så lige her?’ Jeg kan jo ikke sige til min datter, at hun ikke skal spise pålægschokolade, når der sidder tre andre piger overfor hende og gør det. Og kan man pludseligt sige til dem, at de skal spise havregryn?”

Dy Plambeck og hendes kæreste har løst pålægschokolade-udfordringen på en lidt utraditionel måde. De har valgt, at de ikke bor sammen, så derfor gør de tingene på lidt forskellige måder i de to hjem. Da de mødte hinanden, boede Magnus på Amager med sine tre teenagedøtre. Der havde pigerne boet hele deres liv. Dy var halvandet år tidligere flyttet fra København og ud i det gamle hus i skoven ved Kirkelte. Det gav ikke mening for nogen af dem at flytte.

“Det er nok ikke noget, jeg lige vil anbefale til andre. Det er virkeligt et logistisk mareridt. Men det gør jo også nogle af ting-ene lettere for os. Og så tror jeg også nogle gange at børn i sammenbragte familier kan savne at have tid alene med deres forælder. Det får de jo masser af i den her konstellation,” siger hun.

Kernefamilien kan være en facade

I bogen lever hovedpersonen, Amy, i en familiekonstellation, der minder om den, Dy er i. Amys kæreste bor dog helt i Norge. I romanen tager hun med færgen til Tromsø for at besøge ham og være med til hans søns 18-års fødselsdagsfest. Hendes to veninder, Kari og Lulu tager med på turen.

“De tre veninder repræsenterer tre forskellige måder at være i livet på. Med romanen vil jeg gerne vise, at der er alle mulige måder at leve på. Jeg ville gerne skabe en fortælling om, at der er andre måder at leve på end at være i en kernefamilie – og at det også er udmærket, selv-om det er komplekst,” siger hun.

I romanen lever Amy i en sammenbragt familie. Veninden Lulu bor alene og ved ikke, om hun vil have en familie. Og Kari lever i en udefra set velfungerende kernefamilie med en mand og to børn. Men på turen med færgen afslører hun, at hendes mand gennem et stykke tid har haft et morfinmisbrug.

“Så står kernefamilien pludselig og vakler. Uanset hvilken familieform, man lever i, så er der jo udfordringer. Det er der også med kernefamilien. Den kan bare godt være en facade, man kan skjule sig bag – selvom alt måske ikke er så godt inde bag,” siger Dy.

Selv har Dy aldrig haft en længsel efter at leve i en kernefamilie. Alligevel var hun en del af en traditionel kernefamilie, da hun var sammen med sin ekskæreste og fik sin ældste datter.

”Kernefamilien er jo idealet i dag. Det er også dét, som mange søger som den første familiekonstellation. Og hvis den fungerer, så er det jo også en uhyre simpel konstruktion, hvor begge forældre elsker de samme børn. Sådan er det ikke med sammenbragte familier,” siger hun.

Hun fortæller, at hun ser mange kernefamilier omkring sig, som hun ikke selv ville have lyst til at være en del af. Fordi folk måske bliver sammen, selvom det ikke fungerer – bare for at bevare kernefamilien. Derfor mener hun også, at det er vigtigt at vise omverdenen, at livet kan være godt, også selvom man ikke er del af en traditionel familie.

”Der er 37 familieformer i dag. Folk danner familier på alle mulige måder. Det er ikke gavnligt for nogen, hvis vi udelukkende skaber rum til at tale om kernefamilien. Med min roman, ville jeg gerne vise, at der er andre måder at leve på, som også kan være udmærkede – selvom de måske er mere komplekse.”

Fakta:

Dy Plambeck

Født d. 31. maj 1980 i København
Blev uddannet fra Forfatterskolen i 2004.

Debuterede med Buresøfortællinger’ i 2005.
Hun har blandt andet udgivet romanerne Texas’ rose (2008), Gudfar (2011), Mikael (2015) og Til min søster (2019).

Har fået tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium (2006), Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik (2006), Jytte Borbjerg Prisen (2011), Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat (2012) og Politikens Litteraturpris (2019).

Dy Plambeck er også sangskriver og har bidraget med flere sange til bl.a. Højskolesangbogen, Kirkesangbogen og Efterskolesangbogen.

Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind