Jeppe Hein og Silke Heins poetiske børnebog hylder livet

Jeppe Hein og Silke Heins poetiske børnebog hylder livet

OmtaleLitteraturSkrevet af: Teodora Biberovic14. nov 2018

Parret billedkunstner Jeppe Hein og Silke Hein har for første gang udgivet en børnebog – AYA. Bogen er inspireret af deres datters svære start på livet

Den internationalt anerkendte billedkunstner Jeppe Hein har sammen med sin hustru Silke Hein udgivet børnebogen AYA, hvor forskellige akvareller og collager danner rammen om historien. I bogen følger man sommerfuglelarven Aya, som kommer lidt skævt ind på livet. Fra sit larveæg falder den lille larve Aya mellem stængler og blade og lander ved siden af en gammel bille, som vogter over hende. I starten er Aya overvældet af de mange lyde og farver, som omgiver hende, men begynder så langsomt at udforske verden omkring sig. Sommerfuglelarven Aya bliver efterhånden større og mere modig, og til sidst forvandler hun sig til en smuk og farverig sommerfugl.
Billedkunstner Jeppe Hein har sammen med sin hustru Silke Hein udgivet børnebogen AYA.
Foto: PR-foto
Bogen handler om den lille larve Aya, som vokser sig til en smuk sommerfugl.
Foto: PR-foto
Den rørende fortælling om at finde sin egen plads i verden, selvom man ikke ligner alle de andre, er inspireret af Jeppe og Silke Heins egen datter. Da datteren Alba Rosa kom til verden havde fødselsforløbet svækket hende så meget, at hun i de første minutter af sit liv måtte overleve ved hjælp af kunstigt åndedræt. Albas første leveår var præget af indlæggelser på hospitalet, samt sorg og bekymring omkring hendes sårbare tilstand. Siden har Jeppe og Silke Hein haft et stort ønske om at sætte ord på oplevelsen. Derfor er AYA ikke blot en personlig beretning, men en børnebog, der hylder forskelligheden og handler om, hvordan man kan overkomme de udfordringer, man støder på i livet. Det er en historie om håb, vilje og kærlighed, som vækkes til live af Jeppe Heins farverige, abstrakte akvareller og collager.
AYA er inspireret af Jeppe Heins egen datters svære start på livet.
Foto: PR-foto
Jeppe Heins farverige akvareller og collager danner rammen om historien.
Foto: PR-foto

I samspil mellem krop og rum

Alt fra bevægelige vægge og bænke til spejlskulpturer, der vender verden på hovedet for os. Kunstner Jeppe Hein er mest kendt for sine interaktive og legende kunstinstallationer og skulpturer, som står rundt omkring i verden. En af hans seneste udstillinger er IN IS THE ONLY WAY OUT i Cisternerne i København – en totalinstallation, der fører besøgende på en underjordisk gåtur fra mørket mod lyset, hvor man bliver udfordret, overrasket og mister orienteringen. Kendetegnende for Jeppe Heins kunst er, at publikum altid inviteres til at deltage og interagere med værkerne.
Jeppe Hein er mest kendt for sine interaktive og legende kunstinstallationer, som står rundt omkring i verden.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Jeppe og Silke Heins børnebog har et smukt lærredsomslag.
Foto: PR-foto
Det gør sig blandt andet gældende i Jeppe Heins vandpavilloner, spejllabyrinter og en serie af fantasifulde bænke, de såkaldte Modified Social Benches, som man blandt andet finder i Brooklyn Bridge Park, New York. Kunstværkerne udfordrer vores måde at være sammen på i det offentlige rum og pirrer samtidig sanserne. De seneste år er Jeppe Hein begyndt at arbejde med akvarel i en mere spirituel praksis, og med AYA får læseren derfor et godt indblik i en endnu ikke så velkendt side af Jeppe Heins kunst.

Fakta:

Børnebogen AYA er udkommet på Strandberg Publishing.

Teksten er skrevet af børnebogsredaktør Elisabeth Kiertzner i tæt dialog med Jeppe og Silke Hein.

Billedkunstner Jeppe Hein er kendt for sine interaktive kunstinstallationer. Blandt hans seneste udstillinger kan nævnes IN IS THE ONLY WAY OUT i Cisternerne, København og Inhale - Hold - Exhale på Kunstmuseum Thun i Schweiz.
Facebook
Del på facebook

Teodora Biberovic

Kulturjournalist og skribent
Teodora Biberovic har en bachelorgrad i Litteraturhistorie med tilvalg i Kognitiv Semiotik fra Aarhus Universitet. Gennem sin uddannelse har hun arbejdet meget med fransk litteratur og eksistentialismens grundtanker. Derudover har hun en stor kærlighed til de satiriske og realistiske fortællinger fra 1800tallets England.
Se Teodoras artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind