“Hvordan ville De have det, hvis De ikke var Offer for noget?” spørger Christina Hagen i sin nyeste digtsamling Korrekthedsbiblen, hvor hun gør op med den politiske korrekthed, der hersker i samfundsdebatten i dag

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Ifølge Christina Hagen bliver korrektheden i dag dyrket som en religion. I sin seneste digtsamling Korrekthedsbiblen påtager Hagen sig rollen som en art krænkelseskulturens Emma Gad, hvor hun opstiller en rækker regler og deviser for, hvordan man skal opføre sig for ikke at krænke, fornærme eller håne, og gør det derigennem tydeligt, at hele korrekthedsmissionen i sig selv er umulig. Det er ikke praktisk muligt at vise hensyn til alle, og det vil altid være muligt at finde en fornærmelse i alting.

Et kor af fornærmede stemmer

De fleste af siderne i Korrekthedsbiblen er trykt på ternet papir, og teksten er skrevet med en sirlig håndskrift. Håndskriften ændrer sig i løbet af bogen, mens andre sider er skrevet på en skrivemaskine. Ifølge Hagen skyldes det et ønske om, at bogen skal opleves som et kor af stemmer. Men selvom skriften ændrer sig, er stemmens gammeldags tone (næsten) den samme. Man kan selvfølgelig argumentere for, at når flere stemmer synger sammen i et kor, så kan man ikke skelne én stemme fra en anden, og at det er det samme, der sker med Korrekthedsbiblens stemmer. Alligevel er det ikke helt den oplevelse, man får som læser.

I stedet bliver håndskriften til tider irriterende at læse, og ved de mest besværlige håndskrifter decideret distraherende, da jeg blev så optaget af at tyde det enkelte ord, at jeg missede sammenhængen i teksten. Jeg tog mig selv i at tænke, at det var lige til at blive fornærmet over. Tænk hvis man var ordblind, så ville det da slet ikke være til at læse. Men omvendt kunne man også blive fornærmet over, at vi i dag er så digitalt indoktrinerede, at vi ikke længere kan tyde en simpel håndskrift. Jeg var blevet fanget i en Hagensk korrekthedsknude, hvor jeg så potentielle fornærmelser overalt.

Man kan blive fornærmet over alt

Koret af fornærmede stemmer i Korrekthedsbiblen peger i mange forskellige retninger. Nogen er fornærmede over folk, der går i stiletter (“Man kan vel hemmeligt håbe / på, at De møder en græ- / dende Dværg næste gang / De snyder Dem højere / i Deres perverse og sam- / vittighedsløse Stiletter.”), mens andre er fornærmede over folk, der spiser blodpølse (“Har De nydt et stykke / Blodpølse ved Juletid? / Har De nydt en Kop Men- / struationsblod fra Deres / søster eller gode Veninde? / Javel, så I deres øjne / er svin mindre urent / end en Kvinde, der / står Dem nær?”).

Mange af fornærmelserne er helt absurde, hvilket netop er Hagens pointe: hvis man leder efter en fornærmelse, så kan man finde en i alt. Det bliver særligt sat på spidsen, når to sidestillede tekster, har helt modsatrettede budskaber.

“Køber De Mærketøj til Deres Børn? Aha, så De lærer fra Dem i Kunsten at pile rundt i det kapitaliske Hamsterhjul som en Flugt fra Ulykken?”

“Indkøber De billige Klæder til Deres Børn? Sig mig, ved De ikke, at Pris og Produktion hænger sammen? Indiske Børn har afsyret deres Ben i lilla og rød Farve, for at Deres tvivlsomme Afkom kan fremvises som Præmietyre i usle Lavprisklude.”

Christina Hagen og den øvrige forfatterstab slipper desuden ikke selv for at stå for skud. Det er for eksempel fornærmende at kalde en forfatter for en krukke, ikke over for forfatteren, men over for keramikeren, hvis vanskelige håndværk bliver sammenlignet med “noget så luftigt som et overforfængeligt Menneske.”

Det umulige hensyn

Det bliver hurtigt tydeligt, at selvom bogens mission på de første sider retorisk fører sig frem som en moderne og krænket Emma Gad (“Venligst lad Deres skin- / ny Jeans forblive i Deres / Klædeskab (bryd Dem ikke om at være en om- / vandrende Reklame for / Spiseforstyrrelse)”), så gider Hagen faktisk ikke fortælle andre, hvordan de skal opføre sig, for det er alligevel umuligt at vise hensyn til alle. Men det er også bogens største svaghed, at pointen er så tydelig. Nogle tekster formår at fremvise pointen med en humor eller en leg med sproget, der rammer en som læser, men mange af teksterne drukner i krænkelseskoret, og formår ikke at gøre stort andet, end at understrege en pointe, man for længst har fattet. Dermed skal det ikke være sagt, at Korrekthedsbiblen ikke er læseværdig, den har blot svært ved at bære de 248 sider, den breder sig over og der bliver derfor lidt langt mellem guldkornene. Men guldkorn har den trods alt.

“Kender De til Woody Allens Film? Javel, så De holder af både Fortællekunst og Incest?”

Og så må jeg altså bare erklære, at de forskellige skrifttyper i højere grad virker som et gimmick end som en inspireret formidlingsform for mig. Jeg har været et offer for læsbarhedens udfordringer, men jeg skal nok lade være med at føle mig fornærmet eller krænket. For hvis jeg skal svare på bogens spørgsmål, så har jeg det helt fint med ikke at være et offer.

Fakta

Korrekthedsbiblen udkom den 1. februar på forlaget Gyldendal og er Christina Hagens syvende bog.

Christina Hagen er uddannet fra Forfatterskolen i 2006.