‘Det Danmark du kender’ – sådan lyder titlen på Peder Frederik Jensens roman, der udkommer i dag En titel, der er hentet direkte fra det socialdemokratiske valgmateriale tilbage i 2015. Et slogan, der talte til danskernes nostalgi- og hjemstavnsfølelse, og som måske var med til at sikre partiet en sejr. Men hvem var det “du”, der taltes til? Var det håndværkeren, den socialt udsatte eller de universitetsuddannede, som ledede partiet?

Det er dét, Peder Frederik Jensen sætter sig for at undersøge i sin roman, og selvom fronterne muligvis bliver trukket lige lovlig tydeligt op (eller måske er jeg privilegieblind, fordi jeg qua min sociale placering ofte møder de åh-så-nuancerede udgaver af befolkningen), så gør han det ganske enkelt fantastisk.

Romanen er flerstemmig, sådan som efterhånden må siges at være en trend for tiden: Vi så det i Kristina Stoltz’ ‘CAHUN’, i Kristian Bang Foss ‘Frank vender hjem’ og allersenest i Caroline Albertine Minors ‘Hummerens skjold’. Også i denne roman følger vi flere parallelle skæbner, der på mere eller mindre direkte vis væves ind i -eller tangerer- hinanden.

I ‘Det Danmark du kender’ er det STEDET, der binder de fire stemmer sammen: Vi er på Lolland, som der ser ud lige nu og her. En landsdel, der som mange andre ofte bliver omtalt som “udkantsdanmark”.
I Peder Frederik Jensens bog møder vi her Niels, en ung mand, der lever med sin mor og sine to brødre i et mildest talt udfordret miljø. Huset er slidt, ernæringen består hovedsageligt af nutellamadder, og moren ernærer sig ved prostitution. Det er Niels, der må sørge for, at de to yngre brødre får tøj på kroppen og kommer i skole.
Niels er en enspænder, for er der noget, tilværelsen har lært ham, så er det, at man ikke kan stole på nogen. Hans far forsvandt før han blev født, og hans mor har nok at gøre med at holde sammen på sig selv og mangler fuldkommen overskud til sine børn. Niels har af samme grund mistet tiltroen til det såkaldte velfærdssamfund, som han beskriver således: “det nytter ikke noget at hælde penge ud over bunden, det har han for længst indset. For mere vil have mere....så skal hunden støttes, fordi den er en omsorgshund.” Af samme grund har Niels taget skeen i egen hånd: Han går målrettet efter en militærkarriere, træner hårdt og lader sig inspirere lige dele af “militærfolk og minimalstats-fundamentalister” på youtube. Han ser sin krop tage en form, der står mål med træningsindsatsen. Her kan man tale om løn efter fortjeneste. Niels’ eneste ven er den ældre mand, Eigil, der – med en noget deform men dog ægte følt - omsorg, lærer ham at bruge hænderne. Dog mest til at håndtere et våben. Og Niels vil gerne lære at skyde, så han kan forsvare sig selv mod alle dem, der har svigtet. Han fantaserer om at gennemføre et skoleskyderi: “først...vil han skyde pianisten. Rektoren og så mange af eleverne som muligt. Hans puls er høj...Han ligger på gulvet og griner.” Men så langt når han aldrig, for en tidlige morgen bliver han ramt på sin knallert af en Rød Golf i alt for høj fart.

Den røde Golf tilhører Morten, en socialdemokratisk kommunalpolitiker, der drømmer om at komme til tops i hierarkiet – ind på Borgen, der hvor de virkelige beslutninger tages. Morten er gift med Camilla, der tilsyneladende bakker ham op i ét og alt, men han knalder samtidig barndomsveninden, Sigrid, måske fordi hun yder ham modstand og stiller spørgsmålstegn ved hele hans projekt. “For Sigrid er det den ydre verden, der ødelægger ham. Hans behov for at høre til i en gruppe, få anerkendelse....Det ødelægger os, har hun skrevet, råbt og sagt, så mange gange.”
Og det med anerkendelsen er væsentligt: Morten er faglært, og dermed er han ikke som de fleste af hans politiske kolleger universitetsuddannet. De har jo, med en kliche, “aldrig har haft sig et rigtigt job.” Men Morten kan noget andet, mener han. Han kan være de faglærtes stemme, værftsarbejderens, sosu-assistens (som passer hans lettere demente mor), de nedslidtes stemme. Morten vil forsvare sine rødder, dét han er rundet af: Faren, der var skibsbygger, og manden i lædervesten, der på et vælgermøde rejser sig og fortæller, hvordan han har slidt, siden han var ti og nu er dødssyg af kræft, men alligevel skal sendes i et “ressourceforløb” – det har kommunen bestemt. Morten vil egentlig gerne hjælpe. Problemet er bare, at han endnu heller vil hjælpe sig selv. Morten vil fremad, Morten vil høres og ses og have magt. Som han svarer, da en gammel ven siger, at han er nødt til forstå de mennesker, han kæmper for, forstå, hvad de kommer af:
”Hvordan fanden skal jeg forstå det..., hvis jeg ikke engang forstår mig selv?”

Og måske er det svar mere sigende for bogen end noget andet. Hvordan skal et socialdemokrati, der påstår at tale de svages sag, de hårdtarbejdende og de udsattes sag, forstå, hvad og hvem de kæmper for, så længe de selv sidder bag skriveborde og primært får deres viden om virkeligheden fra tunge rapporter og høringssvar? Hvordan skal Mona, Mortens mor, der har slidt og slæbt og betalt skat et helt liv, og som nu sidder på et plejehjem med lort i bleen, tro på, at det er hendes kamp, hendes søn kæmper? Hvordan skal Niels, der har set sin mor (og hendes mors mor og mormorens mor) sælge sin krop for at få råd til mad og husleje, tro på, at velfærdsmodellen vitterlig hjælper dem, der har allermest brug for det?
Hvad sker der, når uoverensstemmelsen mellem det, politikerne siges og det, de gør, bliver så grel, at mennesker mister troen på dem, på demokratiet?
Niels når ikke at skyde hverken rektor eller elever, men hvad hvis den røde Golf ikke var kommet på tværs. Hvad så?
Peder Frederik Jensen rejser på intet mindre end mesterlig (!) vis sådanne ubehagelige men yderst relevante spørgsmål med bogen ‘Det Danmark du kender.’ Jeg tør godt garantere, at ingen lades urørt af at læse den, dertil er den ganske enkelt for skræmmende - men også skræmmende god.

Fakta

‘Det Danmark du kender’ udkommer den 28. august på forlaget Peoples Press