★ ★ ★ ★

Hovedpersonerne, Anna og Laura, er mor og datter, men de lever i hvert sit univers. Det gør de, fordi moren, Anna, læser et ord forkert i en svensk digtsamling af Tua Forsström. Mens toårige Laura cykler rundt i haven, læser Anna "tärdgård" i stedet for det rigtige "trädgård" med det resultat, at universet deles i to, så Laura cykler ud i haven i det ene, og Anna bliver tilbage i det andet med en følelse af at have glemt og mistet noget, hun ikke ved, hvad er.

Savn

Kender man lidt til Øyehaugs forfatterskab, ved man, at hun ofte leger med absurditet og surrealisme inden for hverdagsagtige og genkendelige rammer. En hverdagsmagi om man vil. Samme er tilfældet i Præsens Maskine, som foregår i et realistisk nutids-Bergen.

Selvom det er interessant med idéen om parallelle universer, er romanens mest vellykkede træk dog fortællingen om det udefinerbare savn, som er konsekvensen af splittelsen. Anna og Laura har glemt den anden, men de føler begge, at de mangler noget – de ved bare ikke, hvad det er. Da Laura er til en visning i sit barndomshjem præ-splittelsen, oplever hun det, som hun tror, er et deja-vu:

“her har jeg været før, mærker hun, og det hun oplever, er som vi alle forstår et deja-vu, det er som om hun er sig selv og et andet menneske samtidig, hun har været lige her. Og det har hun jo. Hun ved det bare ikke. Her boede hun til hun var to og et halvt år sammen med Bård og Anna, i et helt andet univers, helt til Anna en skæbnetung dag altså læste ordet »trädgård« forkert i en digtsamling, og en »tärdgård« slugte Laura ude i haven, og bevidst­heden om hendes eksistens, samtidig med at tärdgården med Laura i lukkede Anna ude, og de to versioner af universet var opstået”

Sprogets magt

Det er en simpel fejllæsning, der skiller mor og datter ad i to forskellige universer. Hvorfor og hvordan det er muligt, at en fejllæsning kan skabe parallelle virkeligheder, forklares ikke. Og dog! Romanen er mest af alt en roman om sprog og dets magt, og plottet i sig selv beviser netop, hvor stor en magt, der er tale om.

Hvis du vil læse romanen udelukkende på grund af idéen om parallelle universer, så lad være, for den egentlige handling er sproget. Laura underviser i litteratur, og Anna er forfatter med stor interesse for avanceret sprogfilosofi. Det afføder mange refleksioner over litteratur og sprog fra begge karakterer.

Foruden hovedpersonerne bidrager en tredje karakter til yderligere sprogrefleksion: Romanens eksplicitte og alvidende fortæller er en forfatter, der skriver historien om Anna og Laura løbende, som romanen udfolder sig. Denne alvidende fortæller sidder uden for romanens handling med en hund ved sin side og med våde strømper i en regnfyldt fremtid, hvor støvler altid er udsolgt:

“Når jeg siger »i skrivende stund«, refererer det naturligvis til mig, ikke til Laura. Det er ikke hende der skriver, det er mig. Det havde nok været mere korrekt at skrive »i skrivende stund har jeg våde fødder«, for det er sandt, jeg har våde fødder, der er store huller i mine støvler. Jeg kan ikke finde nogen nye. Nuvel. Tilbage til Laura.”

Fortællerstemmen elsker at stikke hovedet frem og gør det jævnligt gennem romanen, både for at kommentere på historien, for at rette på sin egen fortælling eller for at reflektere over samme.

“Det her er det fjortende kapitel.

Så hvad bliver det her? Det er øjeblikket hvor romanen bliver en roman om to kvinder der lever i parallelle universer hvor de begge spiller det samme irriterende stykke af Erik Satie.”

Den sludrende fortæller har en gavnlig og humoristisk effekt på læsningen, som indimellem bliver lidt for langhåret udi sprogteori og romantolkninger.

Præsens Maskine er en roman, som vokser på én. Øyehaug både forvirrer, overrasker og sætter tanker i gang hos læseren med sit stilsikre og interessante sprog. Desværre mangler både Anna og Laura dét, der overbeviser mig og får mig til at forelske mig i dem som karakterer, men som sprogfilosofisk, humoristisk og semisurrealistisk kortroman er Præsens Maskine virkelig vellykket. Men læseren skal holde tungen lige i munden, for Gunnhild Øyehaug sætter krav til sin læser.