Lad det være sagt fra starten: Helle Helle er en mester. Ikke mindst, når det kommer til sprog og form - og da særligt den minimalistiske. Hun forstår, om nogen, at lade udeladelserne sige mere end det fortalte. Man kan vel bedst sammenligne det med den velkendte stoleleg: Det er ikke den stol, der står tilbage, når legen er forbi, der har størst betydning. Nej, det er alle de stole, der mangler. Det er nok ikke tilfældigt, at netop Helle Helle har skrevet en novelle med titlen: En stol for lidt.

Glider fra hinanden

Denne gang er det ikke noveller, men en kort roman, forfatteren har beriget os med. BOB hedder den og handler i meget grove træk om den unge mand Bob, der flytter fra Gerringe ved Rødby og ind til Vanløse i København til sin kæreste, der – og det er ikke en helt uvæsentlig pointe - også er romanens unavngivne, næsten anonyme, fortæller. Hun, kæresten, er forfatter og skriver, mens Bob er løsarbejder og passer receptionen på et hotel. Dagene går med hver deres, og det går da heller ikke hverken værre eller bedre, end man kunne forvente: De glider langsomt men sikkert fra hinanden. Eller. Måske er det mere rigtig at sige, at Bob glider. Ud af kærestens hænder, væk fra Vanløse. Og væk fra tilværelsen som statist i fortællerens bog:

Dagene punkterede, de faldt sammen om ham som teltdug.... Til sidst vidste han ikke, hvad der gjorde mest ondt. At have mistet eller at miste al den tid. Så var tiden gået.

Jeg kunne opremse mange skarpe, humoristiske og også tragiske detaljer fra bogen: Fra Bobs arbejde på Sømandshotellet, hans venskab med barndomskammeraten Vålse og hans på sin vis intime, men samtidig sært distancerede, forhold til ravsælgeren Kola. Men jeg tænker, at man som læser fortjener at læse alt det selv. Ikke mindst fordi Helle Helle skriver med så stor overlegenhed og præcision, at det ikke lader sig genfortælle uden at miste sin Helle Helleske styrke.

Til gengæld vil jeg dvæle lidt ved formen. Det er som altid et stærkt minimalistiske univers, vi bevæger os i, hvor hendes både intelligente og humoristiske leg med sproget dominerer, og hvor ude- og undladelserne fylder mest. Som da Bob et svagt øjeblik forsøger sig selv med at skrive, ligesom kæresten, men ikke finder andet på bunden af sin sjæl end ordene: Hvad er problemet?

Fortælleren er Bobs øjne, ører og tanker

Helle Helle leger ikke kun med sprog, men også med fortællerpositioner. Bogens fortæller, Bobs kæreste, er jo forfatter. Præcis som Helle Helle er det, og det er en vigtig pointe. Ikke mindst fordi kæresten ikke fortæller sin egen, men Bobs historie: Hun er så at sige Bobs øjne, ører og tanker. Alligevel misser hun undervejs tilsyneladende den stadigt mere åbenlyse pointe: At Bob, hendes kæreste, ham hun skriver om og igennem, langsomt er ved at glide hende af hænde. Bogens fortæller sidder så at sige et sted i Vanløse og skriver om Bob, som hun bor, sover og lever sammen med. Men det viser sig, at hun skriver om en mand, hun ikke forstår og heller ikke kender. En ensom mand, og en forvirret mand. En mand med kvindetække. En mand, der i timevis flakker rundt i de københavnske gader og memorerer vejnavne for at udskyde at skulle vende hjem. Til kæresten, historiens fortæller, og til lejligheden i Vanløse. Til rutinerne, det manglende nærvær:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad... Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. Fordi alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Vi holdt hus i en etværelses, det var åndfuldt at se stort på opvasken. Men bekymringer opstod.

Men bekymringer opstod, skriver fortælleren, Bobs kæreste.
Hun fortæller det indefra Bob. Det er Bobs bekymringer, hun taler om. Men det er samtidig hendes egne. Det er en næsten umulig fortællerkonstruktion, men som altid muliggør Helle Helle det umulige: En førstepersonsfortæller, der fortæller om og igennem en tredje person. Vi har at gøre med den totale splittelse, både i indhold og i form: Vi har på den ene side splittelsen mellem Bob og hans kæreste, og på den anden en splittelse mellem fortællerens forhold til sig selv og det fortalte.

På den vis får bogens form lov at understrege dens tematik. Splittelsen og afstanden mellem Bob og hans kæreste, der igen peger på afstanden mellem fortælleren og det fortalte. Der er så at sige tale om en fortæller, der -by-proxy- kortlægger sit eget kæresteforhold og dets tiltagende deroute - Rutiner og scheisse, tiltagende bekymringer, kærestens langsomme forsvinden - men som ikke evner at handle på det.

Enhver forfatters skæbne ikke at kunne deltage

Det er vel enhver forfatters triste skæbne: at kunne se og beskrive, men aldrig rigtig deltage. Det er en meget ensom position og BOB bliver på den måde et studie i ensomhed. Bobs ensomhed, men i den grad også fortællerens (og forfatternes?) ensomhed.
Helle Helles ny roman BOB, dens form og tematik, får mig til at tænke på den engelske forfatter D.H. Lawrences ord: ’Never trust the teller, trust the tale.’
Ord, som i dén grad rammer plet, når det kommer til denne og Helle Helles forfatterskab i øvrigt: Stol ikke på fortælleren, men på fortællingen.
BOB er en både rørende, humoristisk og - i al sin utroværdighed - fantastisk troværdig fortælling, og Helle Helle sætter med romanen en tyk streg under sin mesterlighed.

Helle Helles roman Bob udkommer i dag på Forlaget Gutkind