Farskibet er en bog, der er helt sin egen
Glenn er fem år, da hans far en aften, som andre aftener før det, forlader hjemmet, angiveligt for at spille billard. Da han ikke vender hjem, kontakter Glenns mor først familien, senere politiet, der finder ham død i sin bil i skoven. Faren har valgt at tage sit eget liv. Men dermed tager han også Glenn og Glenns brors liv. Eller i hvert fald den ide om et liv, der inkluderer en mor og en far og deres ubetingede kærlighed. For som romanens første sætning lyder: “Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.” Resten af bogen handler om det barn, der aldrig fik lov at være. Det er den alt for voksne femårige Glenns bog. For hvad stiller et barn op med en far, der vælger døden frem for et liv sammen med ham, familien? Hvad fortæller et sådant valg? Og hvilket indtryk gør det at opleve, at man ikke at værd at leve for?
Ituslået og usammenhængende historie
Glenn Bechs ‘Farskibet’ er ikke en fremadskridende, opbyggelig fortælling om en mor og en far og deres to børn. Det er en ituslået og usammenhængende historie, en historie fuld af ubesvarede spørgsmål, som faren med sit selvmord, efterlader den kun fem-årige Glenn. ‘Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel’. Men bogen fortsætter alligevel, og det hen over 552 sider, hvor både det femårige og det voksne barn i dén grad får lov at leve. Råbe, skrige, skælde. Stamme, tøve, mumle. Bogens form spejler barnet sind, kaotisk og ufærdigt. Det ses blandt andet i de mange halvfærdige sætninger, den tilsyneladende henkastede tegnsætning og den springende typografi....din far...’selvmordet’...’mordet på Far,’ planlagt og udført af ham selv-
’mordet?-’
’det!?-’
´ham-’
´dén-’
’Forpulede!-’
´Selvdøde-’
Glenn?
Læg mærke til de mange citationstegn, tankestreger. Spørgsmål og udråb i et og samme: ’det!?-’ Og til sidst den voksne Glenn, der henvender sig til barnet: “Glenn?” Det kan næsten lyde som et forsøg på trøst, et pust på knæet. Men også, som jeg nok hører det, et kald og et opråb. Vågn nu op menneske, træd ud af din fars fortælling og ind i din egen.
En far der lader alt falde sammen
Og det gør han så, Glenn Bech. Træder ind i sin egen fortælling med alt, hvad det indebærer af manglende narrativ, springende tekstfraser og selvmodsigende fortællestemmer. ‘Farskibet’ er, så umuligt som det lyder, en fortælling om en manglende fortælling. På samme måde er teksten umulig, hele tiden i kamp med sig selv. Den bygger op for så at bryde ned igen. Præcis som faren i romanen bygger en familie op, sætter to børn i verden. For så at forlade dem og lade alt falde sammen.
Rend mig i røven!-
Rend mig uanset!...for det...det kan jo ærlig talt stadig være fuldstændig meningsløst, ’det her-’
DET HELE-
bortset fra, at det...Glenn?...det er jo lige netop dét, det selvfølgelig aldrig må gå hen at blive-
Helt meningsløst, vel?
Hvordan skriver man en roman om meningsløshed, uden netop at komme til at give det mening? Og er det ikke lige netop det, som der også spørges til i ovenstående citat, vi hele tiden er nødt til at gøre: At give mening, hvis ikke vi, ligesom Glenns far, skal give op?
Det er i mine øjne lige netop det, Farskibet, midt i al sin pegen fingre ad- og given fuck i det hele, gør. Den giver mening. Ikke til farens død men til os, der læser.
Glenn Bech skriver på en bund af tab. Han skriver ikke for at give mening til det tabte, men for at det skrevne skal give mening i sig selv. Og det gør det – i dén grad. Farskibet giver al mulig (og umulig) mening. Den er ikke en kopi af- eller erstatning for- Glenns afdøde far, nej den er helt sin egen og med sit helt eget liv. Det kaldes kunst, og det er værd at leve for.
Fakta
Farskibet af Glen Bech er udkommet på Gyldendal, 552 sider
Glenn Bech, født i Horsens 1991. Uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017. Blev færdig på Forfatterskolen i 2019.
I januar 2021 debuterer Glenn Bech som forfatter med romanen Farskibet.
