Som kun 17-årig flytter til Tue til København for at komme så langt væk som muligt fra sin dysfunktionelle familie. Københavnerlivet viser sig dog ikke at være meget nemmere end det, han er flygtet fra, og Tue kæmper med at finde sin plads - eller bare et sted at bo. Nu udkommer Thomas Korsgaards tredje og afsluttende autofiktive roman, der bliver rundet af med titlen ‘Man skulle nok have været der’.

I 2017 udgav Thomas Korsgaard sin debutroman ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’, der handler om drengen Tue, der vokser op i en ressourcesvag familie, hvor der var større chance for at få en lussing end et kram. Historien om Tue er inspireret af forfatterens egen opvækst.

Som i de forrige romaner er Tue en karakter, man holder med, men egentlig ikke rigtig holder af. Men nu, hvor vi nærmer os mållinjen, hepper man endnu mere på ham, og samtidig bliver man endnu mere frustreret over hans tvivlsomme beslutninger og de uheldige begivenheder, han er udsat for. Hans rastløshed trænger ind under huden og man mærker den hele vejen gennem romanen. På den anden side af mållinjen er følelsen dog en kende flad.

Et kram og et los i røven

Der er hul i snuden på Tues sko. Han står og sælger avisabonnementer, og når han træder i en vandpyt og får våde kolde strømper, får man som læser også kolde tæer. Rastløsheden, frustrationerne, kulden og sulten sætter sig i én, mens man læser.

“Inde i gården vælter regnen ud over kanterne på tagrenderne. Mine sko er ved at gå op i limningen, vandet trænger ind, hvor de gaber.” Meget mere bliver de lasede sko ikke nævnt, før Tue lapper dem med gaffatape (som han får nasset sig til i Røverkøb). Thomas Korsgaard er ikke en forfatter med et malende sprog eller lange uddybende beskrivelser af Tues følelser, men der er noget ved det kortfattede sprog, der får læseren til at dvæle ved de ligefremme betragtninger, så de kryber ind under huden på en.

Det er nok også derfor Thomas Korsgaard formår at skabe en karakter, man har det så ambivalent med. Man har på én gang lyst til at give Tue et kram og et los i røven, for mens man sukker i frustration og somme tider endda vrede over historiens udvikling, forstår man også, hvorfor Tue gør som han gør, og man lever igennem det hele med ham.

Tue har også selv modstridende følelser og pendulerer mellem at være flov hjemløs og skamløs nasserøv. Over for flirten Lauritz lyver han og påstår, at den lejlighed, han sover på sofaen i, er hans, mens hans overfor lejlighedens ejer, Merete, uendeligt presser citronen og nasser sig til så meget som muligt.

Den tveæggede Tue er en ypperligt opbygget karakter, og selvom også plottet og historien er spændende, så er det denne jyske teenage-antihelt, der driver historien hjem.

Rastløshedens kadence

Mens Tue er romanens stærkeste element er der nogle andre og ærgerlige elementer i og omkring bogen, der desværre trækker læseoplevelsen lidt ned. Vitterligt omkring bogen, for her er der tale om bagsideteksten. Nej, man skal ikke dømme en bog på omslaget, men bagsideteksten er dog det første, de fleste læser, og den farver ens forventninger til bogens indhold. På bagsiden står der: “Han møder Victoria og overnatter på sofaen hos hende og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Snart er han dog på gaden igen, hvor han flakker rundt og må søge ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.”

“Snart” viser sig nærmere bestemt først at være på side 216, med lidt under 50 sider tilbage i bogen. Og her begyndte jeg som læser at få lidt stress, for på disse sidste sider skulle Tue både nå at flakke rundt med tvivlsomme typer og få hanket sig op i retning af en tilfredsstillende afrunding på trilogien. Det lykkedes trods alt, slutningen sidder virkelig hvor den skal, men vi når frem til den på en ret forhastet måde, hvor det føles som om, der er et par kapitler, der er blevet sprunget over i processen.

Det er en virkelig træls ting at sidde og brokke sig over, men jeg synes, det er værd at tage med, for i løbet af de 126 sider, hvor Tue bor på sofaen hos Victoria og hendes mor Merete, tog jeg mig selv i at være mere opslugt af, hvordan han mon ville blive smidt ud igen end dynamikken i lejligheden, hvor Thomas Korsgaard formår at skabe dialoger, hvor det væsentlige ligger i alt det, der ikke bliver sagt. Det er helt ubegribeligt ærgerligt, for den fortælling, som bagsideteksten får til at lyde som en kort farce, men som fylder næsten halvdelen af romanen. Det er fortællingen om den umiddelbare og forslåede jyde, der bor på sofaen hos de københavnske kultursnobber, der finder det decideret ubegribeligt, at han ikke har været i Paris.

Dén fortælling er så super interessant, og jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke fordybede mig i den, fordi bogen havde ladet mig tro, det var noget andet, jeg havde i vente. Og under alle omstændigheder går det alt for hurtigt i løbet af de sidste 50 og især de sidste 20 sider af bogen, så man trods historiens fantastiske afrunding sidder tilbage med en fornemmelse af, at der stadig mangler noget af Tues historie.

Fakta:

Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med romanen ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’.

‘Man skulle nok have været der’ er den sidste bog i trilogien om Tue og udkommer hos Lindhardt og Ringhof den 21. maj.

I trilogien om Tue er også bogen ‘En dag vil vi grine af det’ fra 2018.