Genren miniature bliver typisk defineret som et værk, der kan ligge i hånden. Derfor er digtene og tegningerne i bogen Miniaturer af Carsten René Nielsen og Mette Norrie heller ikke større, end at man kan dække dem ved at lægge en hånd over dem. Men selvom de er små, rummer de en stor mening, en helt bestemt slags mening, som man kun kan finde i det abstrakte.

Det meningsløse giver altid god mening

De skæve, nærmest usikre streger i Mette Norries tegninger rummer i sig selv en poetisk kvalitet. Man får lidt fornemmelsen af at kigge gennem et mikroskop, hvor man ser tingene så tæt på, at de dekonstrueres og gøres så abstrakte, at de svæver et sted mellem at blive set præcis for det, de er, og slet ikke at ligne sig selv.

Overfor Mette Norries tegninger står Carsten René Nielsens digte. Og det er helt vidunderligt, at Nielsens sprogbrug kan beskrives på næsten præcis samme måde som Norries tegninger: de er også skæve, og det er også som at kigge gennem et mikroskop, så alt bliver abstrakt. Samtidig har både digte og tegninger deres helt egne distinkte kvaliteter, som de står der på hver deres side. Men i deres ligheder lykkes det dem at blive flettet sammen, så der opstår en slags mening, der kun findes i det abstrakte, og som man ikke kan beskrive med hverdagens talesprog.

Måske beskriver forfatterne i virkeligheden bedst selv denne forening: Det meningsløse / giver altid / god mening står der på en side, mens der på den anden side er en tegning af, hvad jeg bedst kan beskrive som, to svævende kaffekopper, der hælder kaffe mellem hinanden, mens en række sukkerknalder flyder i en bue under dem.

Miniaturerne er som krummer, der giver en lyst til at smage hele kagen. Som små glimt fra bunden af en sø, der giver én lyst til at dykke ned og forstå den dybere mening. Jeg har sat et æseløre ved en tegning af en abstrakt hjertemonitor, der får selskab af teksten Før man lægger sig / til at sove, / skal man huske / at stille / sit hjerte. Det er i virkeligheden ikke meget. Det er såre simpelt, men alligevel er der plads til, at der kan ligge så meget bag, og det er det, der giver bogen tyngde og mening.

Jo mindre, jo bedre

Der er ikke rigtig nogen rød tråd i Miniaturer. Flere emner, ting og følelser bliver taget op, men overordnet set går det heldigvis ikke ud over bogens sammenhængskraft, da miniaturerne gennemgående har den samme skæve, finurlige og samtidig dybe kvalitet.

Der er dog nogle ting, der går igen. Naturen er til stede i flere digte, og her læner tonen sig op af kritiske økodigtere, og den dybere mening virker ikke længere som en, man skal dykke for at finde. En tegning af en gummiand omgivet af kruseduller, skygger og snirkler er akkompagneret af teksten: Efter mennesket: / bjerge af konservesdåser, / floder af tabte sko, / verdenshave kun besejlet / af gule plasticænder.

Endnu mindre dykning bliver der opfordret til i nogle af samlingens længere tekster og mere konkrete tegninger. Her bliver teksterne nærmest prosaiske, her er karakterer, og til tider endda replikker. Sammenhængen mellem tegning og tekst virker meget en til en. Her er et eksempel: En kvinde sidder alene / på en bænk i en park. / Fuglene tror, / hun er Ingrid Bergman, / og begynder at kvidre / så smukt på svensk, / men hun hører dem ikke, / for hun kan ikke / et ord svensk. Hertil en tegning, der ganske vist stadig er abstrakt, men tydeligt indeholder en kvinde, en bænk og fugle.

Det er ikke nødvendigvis fordi, der ikke er nogen dybere mening at finde i denne miniaturer, men man får serveret så meget på søens overflade, at man ikke behøver at lede efter en dybere mening, hvilket desværre trækker lidt ned på den samlede oplevelse af bogen.

Carsten René Nielsen og Mette Norrie beviser med Miniaturer, at man ikke nødvendigvis skal skrive langt, for at sige meget, for der er så meget plads til mening i mellemrummene, så længe fyldet er det rigtige. Derfor er der i Miniaturer både plads til det finurlige og skæve sideløbende med det seriøse og det dybe.

Fakta:

Miniaturer - digte og tegninger er udkommet på forlaget Ekbátana

Carsten Réne Nielsen (f. 1966) debuterede i 1989 med Mekaniker elsker maskinsyerske (Borgen) og modtog samme år Michael Strunge-Prisen. Siden har han udgivet en lang række digtsamlinger og hans bøger er oversat til flere sprog.

Mette Norrie (1984) er uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun arbejder inden for felterne skønlitteratur og tegnekunst, og har blandt andet udgivet novellesamlingen Statister (EC Edition, 2019).