Ny bog viser os, at vi alle sammen er en stor kliché
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Ny bog viser os, at vi alle sammen er en stor kliché

Jeppe Krogsgaard Christensen roman 'fra hus og hjem’ er uhyre velskrevet. En begavet udgave af: ‘Kender du typen’, kunne man kalde det - men med langt flere nuancer og meget større dybde
AnmeldelseLitteraturSkrevet af: Louise Juhl Dalsgaard15. okt 2021
Ikke alle, har et hus, men alle har et hjem. Sådan sagde en mand, jeg underviste for nylig. Vi mødtes på Blå Kors’ varmestue i Aalborg, han havde ikke noget sted at bo, men nægtede alligevel at kalde sig for hjemløs. Hvorfor? Svaret finder du ovenfor: Selvom man ikke har et sted at bo, kan man sagtens høre hjemme et sted. Og vice versa, der findes mennesker, der har et hus, men ikke føler sig hjemme nogen steder, heller ikke dér.

Manden, jeg talte med, havde et hjem. Det hjem fandt han blandt sine venner, dem, der lånte ham penge, når han manglede, dem, der hjalp ham på benene, når han faldt. Han havde også hjemme på varmestuen: Det var her, han læste sin avis, mødte sine venner, spiste de fleste måltider. Fandt varmen.
Ny bog viser os, at vi alle sammen er en stor kliché</br>Forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen, som har udgivet romanen 'Fra hus og hjem'</br>Foto: Jeppe Krogsgaard Christensen
Forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen, som har udgivet romanen 'Fra hus og hjem'
Foto: Jeppe Krogsgaard Christensen

Hvorfor fortæller jeg alt det?

Det gør jeg, fordi Jeppe Krogsgaard Christensen netop har udgivet bogen ‘fra hus og hjem’ med undertitlen ’et forsøg’. I den beskriver han alle husets rum: Deres funktion og de historier, der knytter sig til dem.

Bogen er bygget op, så vi som læsere starter med at træde ind i entreen, og derefter videre ind i huset. Først badeværelset, første dør til højre i entreen, derefter ind i stuen, ud i køkkenet og så videre rundt. Vi kommer også med ned i kælderen og op på loftet. Vi får endda lov at følge med helt ud i haven, der hvor husets indelukke møder den ydre virkelighed - men stadig med et hegn eller en hæk imellem.

En brors fødselsdag, Utøya og hvid maling

Lad mig sige det med det samme. Det, der i beskrivelsen kan lyde som en tør og strengt arkitektonisk foreteelse, viser sig hurtigt at være et både skarpt, interessant men også dybt rørende stykke litteratur. Jeg skulle faktisk bare læse første kapitel - om et så tilsyneladende uinteressant rum som entreen, før jeg overgav mig og læse resten og det endda ud i en køre. Læs selv hvorfor:

Jeg var lige flyttet sammen med josefine i en toværelses lejlighed ved Dybbølsbro [...] vi tapetserede det trange rum, 1 x 2 meter, vil jeg tro, hvor elskabet, det gulnede grå plastic med de fedtede klistermærker og sikringer med vinrøde ender, skubbede knagens overtøj ud fra væggen i en pukkelryg. Det var et smukt grøn- og hvidblomstret tapet [...] det var den 22.juli 2011[...] jeg husker datoen, fordi det var min lillebrors fødselsdag, og fordi Anders Breivik, mens jeg lod den brede pensels sorte hår glide ned i det mælkede klister og op over væggen, dræbte de unge mennesker på Utøya, og jeg ser deres forældre for mig, mor og far som åbner hoveddøren [...] og ser politimændene med de mørke øjne.

Bemærk bevægelser fra det rent deskriptive (sikringernes vinrøde ender) over det personlige (han og kærestens fælles tapetseringsprojekt) til det brede sociokulturelle blik (Breivik og den indflydelse hans ugerning for altid har haft på datoen den 11.juli 2011).

Det er dét, Jeppe Krogsgaard Christensen gør så fremragende. Det er måden, han fører os fra de små detaljer, penslens hår og det mælkehvide klister, til det helt store: Massakren på Utøya og politimændenes mørke øjne. Det er fremragende litterært håndværk, men det er samtidig personligt og virkeligt rørende.

På samme måde viser han igennem hele bogen, hvordan et hus forvandler sig til et hjem ved hjælp af de mennesker, der bebor det. De historier, de bærer med sig. De ting og rutiner, de fylder rummene med. Som beskrevet her - om indretning af stuen:

Humanisterne med deres per kirkeby, tomas espedal, arvo pärt og poul kjærholm. Kontoristerne med deres turen går til thailand og mottoer skrevet med skråskrift i glas og ramme ’believe you can og you’re halfway there’, med deres poul pava malerier. Med alt, der fortæller sin egen historie om, hvem vi er, hvem vi forsøger at være, hvem vi gerne vil høre sammen med

Uddraget her er sjovt, fordi det er sandt. Men også fordi det er en kliché. For vi mennesker er langt hen ad vejen klicheer. Vi lever op til statistikkernes forudsigelser, også selvom vi er overbeviste om, at vi gør noget andet. De fleste af os tror os unikke: Netop vores stue skiller sig ud fra alle andre, er noget særligt. Når vi elsker Espedal, er det af helt andre grunde, end dem, vi sammenligner os med, og som også elsker ham. Vi har alle et håb og en ide om, at vi er noget ganske særligt. Og det er vi vel også - blot er vores særlighed uhyre forudsigelig og lig de andres.

Jeppe Krogsgaard Christensen ’fra hus og hjem’ er værd at læse af mange grunde. Det er den, fordi den er uhyre velskrevet og fordi den fortæller en nok velkendt historie, men fra en ny og overraskende vinkel. Væsentligst anbefaler jeg bogen (stort), fordi Jeppe Krogsgaard Christensen evner at koble det rent deskriptive med det personlige og det sociokulturelle på fremragende og sine steder meget rørende vis.

Facebook
Del på facebook

Louise Juhl Dalsgaard

Skribent
Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til syv bøger og en kortfilm. Hun underviser til daglig i kreativ skrivning og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter. Hun har en forkærlighed for dansk og nordisk nutidslitteratur, klitplantager og finske komponister, men ser det ellers som sin fornemste opgave hele tiden at opdage nyt.
Se Louises artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind