Mia er forfatter, hun er kærester med Emil og bonusmor til hans to børn. Hun havde egentligt planer om at skrive en okkult gyser, men i stedet vokser der en tekst frem om det behandlingsforløb, hun selv står midt i. Skriften bliver både hendes frelse og frygt under fertilitetsbehandlingen, som bliver mere og mere opslidende og smertefuld, og som truer med at få hele hendes liv til at falde fra hinanden.

‘SULT’ er Tine Høegs tredje roman. Hun modtog Bogforums Debutantpris for sin debut ‘’Nye rejsende’. ’Tour de chambre’ fra 2020 blev en øjeblikkelig anmelder- og publikumssucces og er både blevet til en teaterforestilling, romankoncert og snart også en film. Med ’SULT’ ser vi en helt ny side af den prisvindende forfatter.

Tine Høeg tager med ‘SULT’ et spring fra ‘Tour de chambre’s lette og humoristiske fortællinger om ungdomslivets kriser. Nu skriver hun langt mere personligt og alvorligt om en fertilitetsbehandling, som hun selv gennemgik, mens hun skrev bogen. ‘SULT’ er en mørk roman om driften efter at få et barn. Det er en stærk, kropslig og insisterende fortælling om, hvad fertilitetsbehandling kan gøre ved et menneske, et parforhold og et kunstnerliv.

Skammen over at være ufrivilligt barnløs

‘SULT’ er ikke blot et litterært vidnesbyrd om, hvordan det kan være at være i fertilitetsbehandling. Den skildrer også, hvordan det kan være at indgå i de kvinderoller – og titler, som ofte har en lidt negativ klang over sig. Stedmoren. Den frivilligt barnløse kvinde. Den ufrivilligt barnløse kvinde. Kvinden der brændende ønsker sig et barn. Kvinder der får en abort.

I romanen får kvinderne plads, og vi bliver indviet i deres kampe. Mia kæmper i romanen en indædt kamp; en kamp, der foregår i hendes sind, med og mod sin krop, i parforholdet og mod de fordomme og stereotyper, der bliver lagt ned over dét at være i fertilitetsbehandling.

“Hvem vil høre om det her? / det er usexet at være ufrivilligt barnløs / det er døden / men jeg vil tage døden på som en krone”

Mia oplever en skam over så brændende at ønske sig et barn og være midt i trediverne, over at være bonusmor i sorg over egen barnløshed og over langsomt at se sit udseende forandre sig. Og så er der en vrede til stede og et behov for at skrive om det, som der ikke rigtigt er plads til.

“men jeg vil stille den kvinde frem foran jer / se, her er hun / i al sin eksistentielle uro, sin paniske pragt og sin længsel / her er jeg”

I romanen får vi også indblik i mandens oplevelse under fertilitetsbehandlingen. Det er en oplevelse, der ikke tales meget om i samfundet, og som kan være svær at rumme for kvinden, som har et større fysisk arbejde under processen. Men der er en skævvridning i sundhedsvæsenet i den måde, de to køn behandles på under fertilitetsbehandlingen, og det kaster Tine Høeg lys over i romanen.

Et sted for de ufrivilligt barnløse at gå hen

Mia ønsker sig så brændende et barn. Hun har en længsel så alvorlig som døden. Det er en længsel, som i romanen ikke negligeres, men tages alvorligt og sættes fokus på.

Processen med at få et barn får Mia til at miste forbindelsen til sig selv. Hun føler sig reduceret til en krop. Reduceret til en livmoder. Det biologiske bliver koblet til det kliniske, og det bliver både en sorg for Mia og hendes kæreste Emil. De er ikke lykkedes med at få et barn blot ved at elske hinanden og have sex. Kampen for at skabe liv er blevet sorgfuld og grotesk med møder på fertilitetsklinikken, sprøjter og hormoner. Hver måned veksler de mellem at opleve et spirende håb og en smertefuld skuffelse, som blot skaber en større og større sult efter at skabe et barn.

I romanen savner Mia at have kunst at kunne gå ind i. Hun mangler et sted i kunsten, hvor de ufrivilligt barnløse kan hvile sig, finde genkendelse og føle sig lidt mindre alene. Med ‘SULT’ har Tine Høeg intimt og ærligt delt, hvordan det kan være at være ufrivilligt barnløs. Det er noget, som op mod hvert fjerde danske par oplever, men som der endnu ikke er skrevet meget litteratur om. Med romanen tror jeg, at hun har formået at skabe dét, som hovedpersonen Mia har savnet. Et sted, hvor de ufrivilligt barnløse kan føle sig set og finde forståelse for den proces, de står midt i.

En voldsom kraftudladning

‘SULT’ er voldsom og uhyggelig. Romanen har en urkraft i sig. Den er som et langt brøl, en enorm kraftudladning. Tine Høeg skriver råt og kompromisløst om det biologiske og kliniske ved fertilitetsforløbet, men også om universelle følelser, som forbinder sig til processen; ensomhed og jalousi, sorg og kærlighed, håb og skuffelse. Den viser vanviddet og brutaliteten uden filter og giver os et vigtigt indblik i det system, som mange mennesker i dag går igennem for at få et barn.

Når jeg læser bogen, får jeg en følelse af, at den er skrevet med kroppen. Den virker ikke tænkt, forceret, finpudset og redigeret, men fremstår som skrevet direkte ud fra en impuls eller et fysisk behov. Det er befriende og skaber en stor genkendelse hos mig, også selvom jeg ikke selv har været i nogle af kvindernes situation. Det er en genkendelse, som kom som en overraskelse for mig, men som fik mig til både at blive vred, frustreret og fælde en tåre på hovedpersonen Mias vegne. Og den fik mig blot til at få en endnu dybere respekt for de mennesker, som går igennem dét, som Tine Høeg i romanen kalder for “helvedet”. ​​