Cli-fi, øko-poesi, økokritik, kært barn har mange navne. Efterhånden som den grønne omstilling fylder mere og mere i den offentlige debat, blomstrer den også op ilitteraturen. Vi har talt med Gregers Andersen, der forsker i cli-fi, og en række forfattere om tendensen

Ved folketingsvalget i år var miljøet og klimaet lige så vigtigt for vælgerne som flygtninge og udlændingepolitik. Et borgerforslag om en klimalov fik på blot to uger de 50.000 underskrifter, som der kræves for, at det bliver taget op i Folketingssalen, og Enhedslisten har offentliggjort en stor klimaplan, der skal kunne anvise vejen til at reducere Danmarks CO2-udledning med 70% i 2030, mens flere andre partier også begynder at følge i hælene med grønne slogans.
Men det er ikke kun den politiske dagsorden og samfundsdebatten generelt, der bliver grønnere og grønnere. Det gør litteraturen også.

“Det er klart, at jo mere kritisk situationen bliver og jo mere opmærksomhed, der er på klimaet generelt, så sker der også en ophobning af opmærksomhed, som finder sit udtryk i litteraturen,” forklarer Gregers Andersen, der er postdoc i miljøhumaniora ved Stockholms Universitet.
Den usynlige fremtid bliver synlig Charlotte Weitze er en af de forfattere, som skriver om klimaet herhjemme. Hun har skrevet bogen Den Afskyelige, som udfolder sig i en verden, hvor klimakatastrofen for alvor har ramt.
“Som forfatter skriver jeg egentlig bare, hvad jeg har lyst til, men det er fedt, at der er noget, der hedder cli-fi. Det viser, at der er en større bølge,” fortæller hun.

Cli-fi er en forkortelse for ‘climate fiction’, og det beskriver en genre af fiktion, der beskæftiger sig med de menneskeskabte klimaforandringer og tager udgangspunkt i den videnskab, der findes på området. Det lyder lidt som sci-fi, og det er heller ikke helt tilfældigt. Mange cli-fi fortællinger foregår nemlig i fremtiden og tager udgangspunkt i de videnskabelige rapporter, der findes om klimaforandringerne. Gregers Andersen forklarer, at klima rapporterne beskriver de livsbetingelser, vi vil stå overfor i fremtiden, men de sætter ikke mennesket ind i den fremtid. Og det er det cli-fi’en kan:
“De videnskabelige rapporter laver et skelet for, hvordan verden sandsynligvis kommer til at se ud, og det tager fiktionen så og bygger videre på. Fiktionen tillader sig at spekulere på, hvordan mennesket føler, tænker, oplever og begærer i den verden,” forklarer han.
Det er blandt andet også det, der sker i Charlotte Weitzes Den afskyelige. Romanen finder sted i en nær fremtid, hvor Norden er underlagt nærmest tropiske tilstande. Den beskriver en verden, hvor børnene bliver født med genetiske abnormiteter som i et evolutionært forsøg på at tilpasse sig det hastigt forandrende klima, mens bogens hovedpersoner tæsker afsted på en motionscykel for selv at generere strøm til deres computer. Og selvom det er lidt af en satire, og derfor kan virke mere komisk end skræmmende, så er den bundet op på fakta.
“Jeg skriver jo magisk realisme, så hvis folk skal hoppe med på det eventyrlige, så skal der også være styr på virkeligheden,” fortæller Charlotte Weitze om den lange researchproces, der har været nødvendig for at skrive Den Afskyelige.

Gennem hendes sammenblanding af fakta og fiktion kan hun og andre cli-fi-forfattere formidle klimarapporternes budskab på en måde, der maler et billede af den fremtid, vi står overfor.
Ifølge den franske filosof Jerome Bindé lider mennesket af nærsynethed, og vi fokuserer derfor kun på akutte kriser. Litteraturen kan give mennesket langsynede briller på; den sender læseren frem i en verden, hvor klimakrisen er akut, og gennem fortællingens dystopi bliver læseren udrustet med en blanding af frygt og håb, som gør klima-
krisen mere konkret, og derfor nemmere at forholde sig til.

Setting for vores eksistens

I udlandet sker der en særlig stor opblomstring af romaner om klimaet, men her-hjemme er det i højere grad i poesien, man finder den grønne vending. Lars Skinnebach regnes for at være en af de første i Danmark til at skrive om klimakrisen med Øvelser og rituelle tekster, og han er siden blevet fulgt af en lang række digtere som Theis Ørntoft, Victor Boy Lindholm, Silja E.K. Henderson og Rasmus Lund. Ifølge Gregers Andersen kan de grønne digtere, eller øko-poesien, lidt noget andet end cli-fi romanerne.

“Det er et mere nutidigt syn på krisen, og det handler meget om, at klimaproblematikken er en setting for vores eksistens. Digtene beskriver de følelser, der er forbundet med at leve i den verden, vi lever i nu, hvor vi står på kanten af nogle ret skræmmende forandringer,” fortæller han.

Og det falder meget godt i tråd med Lars Skinnebachs forhold til at skrive om klimaet:
“Jeg ser det egentlig ikke sådan, at jeg beskæftiger mig med klimaet, men hvis man skal forholde sig til, hvad der sker i verden, så bliver det noget med klimaforandringer,” fortæller han og forklarer samtidig, hvorfor det så netop er digt-skrivningen, der er hans måde at forholde sig til verden og klimaet på: “Man må gøre det, man kan finde ud af, og jeg er jo digter. Man må spørge sig selv, hvad kan jeg gøre som frisør, som direktør, som forsker, hvad kan jeg gøre som digter.”

Klima, kapitalisme og kærestesorger

Øko-poesi bliver som begreb brugt om poesi, der handler om naturen og klimakrisen, men som Gregers Andersen bemærker, er der ikke meget af denne poesi, der nøjes med at handle om miljøet.
“Digtningen går ind i de følelsesmæssige sider af det, og klimakrisen bliver mikset sammen med alle mulige andre kriser, både globale og personlige,” siger han.

Øko-poesien favner derfor alt fra klima og kapitalisme til kærestesorger og light-sodavand. Det ser man blandt andet i Theis Ørntofts Digte 2014, hvor han skriver: “Jeg ser ud på dagene / gennem planter og modlys / jeg læser, at man er forpligtet / til at tænke håbefuldt i den sidste tid. / Men jeg tænker ikke håbefuldt. / Jeg føler en let tristhed efter at Line er gået.”
Eller i Victor Boy Lindholms GULD: “mod sommerens oplyste jord / er den varme regn / den triumferende katastrofes tegn / men altså hvad fanden / jeg græder / det er fitness for sjælen / en fed sommer / med en fit body / og siger vadså / for vadså egentlig”.

Rasmus Lund debuterede sidste år med digtsamlingen moder vækst, hvor det særligt er vækstbegrebet, der bliver behandlet, men også klimaet og personlige forhold står for skud.
“Der er mange refleksioner i bogen, men det bliver kedeligt, hvis det bare er en løftet pegefinger,” fortæller han om samlingen, og understreger, at i hans optik, så ‘skal’ litteraturen ikke noget. “Det er farligt at spænde den for en vogn, men samtidig er det jo vigtigt at sætte fokus på de her ting.”

Katastrofen har ramt

Selvom litteraturen kan være med til at sætte fokus på den klimakrise, vi står overfor, så prøver cli-fi forfatterne og øko-poeterne ikke at komme med en løsning på problemet. Faktisk forholder en del af klima-forfatterne sig overvejende negativt og dystopisk til klimakrisen.

“Som jeg ser det, så er katastrofen over os. Der er allerede sat en masse irreversible processer i gang,” forklarer Lars Skinnebach. “Det er det, jeg prøver at forstå nu.”

I Lars Skinnebachs seneste udgivelse TEOTWAWKI får læseren også en fornemmelse af, at katastrofen allerede har ramt. Titlen er et akronym for “The end of the world as we know it”, og handler netop om et liv efter katastrofen. Permafrosten smelter i Sibirien, og under isen ligger tusindvis af metan-bobler klar til at sprænge og derved forstærke klimaforandringerne, mens både koralrev og dyrearter i hele verden får forværret deres levevilkår og bliver truet og uddør. Det er ikke lang tid siden, at Bramble Cay gnaveren var det første pattedyr, der blev erklæret udryddet som følge af menneskeskabte klimaforandringer. Det er de processer, Lars Skinnebach taler om, og når der er så meget, der går i den forkerte retning, kan det være svært at rumme.

“Vi er nogle bange aber, men vi kan ikke finde ud af at være bange for klimakrisen, før vi står i vand til halsen” siger Rasmus Lund.

Men litteraturen kan favne det komplekse, og give os et andet sprog til at forstå krisen, og måske kan det hjælpe med at svare på det spørgsmål, Charlotte Weitze stiller:
“Når vi nu ved, at vi skal gøre noget, hvorfor er det så så svært?”

Fakta:

Gregers Andersen er lektor på Stockholm Universitet og forsker i cli-fi.
Den 5. okt. er der Klima & Litteratur festival på Teaterøens Magneten på Refshaleøen i København, hvor man kan dykke meget mere ned i, hvordan litteratur tager sig af klimakrisen