Niels Erlings far er terminal patient og indlagt på Gentofte Hospital. Han har haft prostatakræft i otte år. For tre måneder siden fik han også en blodprop i hjernen. I sine noter på sin iPhone skriver Niels Erling om den sidste tid med faderen. Det skulle senere blive til en roman.

‘Til min far’ blev udgivet i april og handler om, hvordan det var for Niels Erling at miste sin far. Bogen er en del af en litterær tendens, hvor forfattere deler deres egne oplevelser med sorg og tab, og på den måde giver læserne mulighed for at spejle sig i deres erfaringer og viser os, hvad litteraturen virkeligt er og kan.

Listen af nyere dansk sorglitteratur er lang. Naja Marie Aidt udgav i 2017 bogen ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog’ om tabet af sønnen Carl, som sprang ud af et vindue på fjerde sal i en akut psykose. Puk Qvortrup udgav også i 2017 ‘Ind i en stjerne’ om at miste sin mand, der faldt om med et hjertestop under et halvmarathon og efterlod hende som alenemor. I ‘Lad os håbe på det bedste’ fra 2019 skriver Carolina Setterwall om at finde sin mand død i sengen og pludseligt at blive enke. Caroline Albertine Minor udgav i 2017 ‘Velsignelser’ med noveller, som handler om den sorg, der følger et tab, og de kræfter, man bruger på at bearbejde det. Amalie Langballe vandt Bogforums Debutantpris 2019 med ‘Forsvindingsnumre’, som skildrer en ung kvindes sorg over sin afdøde mor og sin søgen efter sig selv.

Det er blot et udpluk af de bøger om sorg, som er blevet udgivet de seneste år. Fælles for alle værkerne er, at de lukker dig direkte ind midt i sorgens væsen. Og at forfatterne deler nogle af de allermest voldsomme menneskelige erfaringer med tab, død og sygdom.

Sorg som en litterær trend

Stefan Kjerkegaard er lektor i Nordisk Sprog og Litteratur og skriver lige nu på et forskningsprojekt, der handler om sorg i nyere nordisk litteratur. Han fremhæver især to vigtige værker, når han taler om sorg som en litterær trend: Naja Marie Aidts ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog’ fra 2017 og Helle Helles ‘De’ fra 2018. Hvor Naja Marie Aidt bruger et ‘jeg’ og står tydeligt selvbiografisk frem med sin sorg, er Helle Helles sorgbog ikke umiddelbart selvbiografisk. Begge bøger trækker dog tråde tilbage til forfatternes egne liv og handler om sorg og død, og om hvordan sproget kan have svært ved at slå til.

“De to bøger, synes jeg, står som nogle af de stærkeste danske bøger overhovedet indenfor de sidste 10 år,” siger han: “Og hvis to af de stærkeste bøger handler om sorg, så synes jeg virkeligt godt, at man kan sige, at det er en trend”.

De to kvinder har, ifølge Stefan Kjerkegaard, banet vejen for mange af de udgivelser om sorg, der er kommet på den litterære scene de seneste år og givet andre mod til, at man godt kan skrive skønlitterært om sorgen.
Stefan Kjerkegaard peger også på, at forfatter og psykologiforsker Svend Brinkman i 2016 fik et to-cifret millionbeløb til sit forskningsprojekt ‘Sorgens kultur’.
“Sådan nogle bevillinger peger jo meget godt på, hvad der sker i tiden,” siger Stefan Kjerkegaard: “Og det er også noget, som litteraturen også spejler”.
Han forklarer, at det ikke kun er i Danmark, at sorg har fået en opblomstring i litteraturen. Men også i resten af verden.
“Det er noget vi ser en generel tendens til, at der kommer fokus på. Både i litteraturen, men også i resten af samfunds- og kulturlivet”

Vi kan være alene om sorgen sammen

Da Niels Erling sad på hospitalet hos sin far og skrev noter på sin iPhone, var det et forsøg på at blive ved med at huske den sidste tid, de havde sammen.
“Jeg var enormt bange for at glemme. Ved hver samtale tænkte jeg, ‘hvad nu hvis der er den sidste?’ ‘Hvad nu hvis jeg glemmer det?’ Derfor begyndte jeg at skrive det ned,” fortæller han.

Pludseligt havde han skrevet det, der svarede til 200 sider. Og han begyndte at kigge på det som en tekst, der kunne blive til en bog. En bog som han selv kunne have haft brug for at læse lige efter at faderen døde.
“Lige i starten, da min far døde, søgte jeg mange tekster, der handlede om sorg. Jeg stødte mest på selvhjælpsbøger, der forsøgte at guide mig ud af min sorg. Men jeg havde i virkeligheden mere brug for at blive spejlet. Det savnede jeg virkeligt. Og så tænkte jeg, at min bog måske kunne gøre det for andre,” fortæller han.

Ifølge Stefan Kjerkegaard har litteraturen netop det potentiale. At vi kan dele oplevelser og spejle os i andres erfaringer. I hans forskningsprojekt er han især interesseret i, hvad det er, litteraturen kan tilbyde i forhold til sorg. Og hvorfor sorg og litteratur finder sammen.

“Definitionen på sorg har nogle gange været, at sorg er noget, man ikke kan dele. At det er noget, man må være i alene. Og det, mener jeg, er både rigtigt og forkert. For sorgen kan deles i skønlitteraturen,” siger han og fortsætter: “Og det synes jeg virkelig er lykkedes for Naja Marie Aidt og mange af de andre forfattere. At dele deres sorg”.

Han mener, at sorg sætter det på spidsen, som litteratur er og kan. At litteraturen grundlæggende er et sted, hvor man kan være alene sammen. Et sted hvor man kan være alene med andres tanker og dele sine egne.
“Det er jo ubærligt at være i sorg. Men hvis man kan skrive om det og dele det i en skønlitterær form, så er der andre, der også kan være med til at bære det,” siger han og tilføjer, at litteraturen også kan vise, at man ikke er alene. At der er andre, der oplever eller oplever den sorg, som man selv går igennem lige nu.
“I sorgen føler man sig tit helt alene i verden. Som om man falder helt ud af verden. Man går og kigger på andre og tænker, ‘hvordan kan de leve deres liv videre, når jeg har det sådan her? Men i litteraturen kan man genkende noget hos karaktererne i sig selv. Og så kan man føle sig mindre alene,” fortæller han.

Han fremhæver især Naja Marie Aidts “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog’ som en bog, der viser det vigtige i at blive mindet om, at der er andre der også har været i sorgen. I bogen refererer hun til mange andre forfattere, som også har delt sorgerfaringer. Alt fra Jacques Roubaud til Inger Christensen. Og hun finder ud af, at der er andre, der har været der før.

At forstå sorgen og give den en (litterær) form

Niels Erling har modtaget mange beskeder fra læsere, som kunne genkende noget fra deres eget liv i hans bog. Mennesker, som deler deres egne erfaringer med ham og fortæller ham, at det betyder noget for dem at kunne læse om hans sorg.

“Det føles så rigtigt at kunne dele det og så pludseligt at opdage, at man er fælles om de her sorg-oplevelser, “ fortæller Niels Erling.

“Jeg håber, at der er nogen, der måske får et mindre fremmed eller mystificeret forhold til det, de selv har været igennem ved at læse den her tekst. At vi kan føle os set sammen og være i det rum sammen og give det rum plads sammen”.

For Niels Erling har skriften været en måde at forstå sin egen sorg, og det han oplevede lige nu.

“Jeg skrev jo bogen i realtid, og jeg vidste ikke, hvor teksten skulle hen, da den blev skrevet. Men skriften blev til et værktøj for mig for at forstå, hvad det var, jeg stod midt i og holde fast i det ved at kigge på det udefra,” fortæller han.

Han forklarer, at det for ham ikke var et spørgsmål om mod at sende bogen ud i verden. At skrive om noget så sårbart og personligt som sin egen sorg. Det føltes bare vigtigt for ham, at få oplevelsen ud af kroppen, ned på papir og ud i verden.

“Nu har jeg på en måde gjort det til noget, jeg kan putte i en kasse og sætte op på en hylde. Så står den meget store, svære livsoplevelse dér, og så kan jeg tage den frem, hvis jeg har brug for det,” fortæller han og fortsætter: “For mig har det været rart at give sorgen en form. Og at lave det til noget, som andre måske også kunne bruge eller forstå og genkende.”

Litteraturen kan lære os ‘at menneske’

Litteraturen kan lære os dét, som Stefan Kjerkegaard kalder ‘at menneske’. Den kan lære os, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det eksempelvis vil sige at være kræftsyg, sørgende eller pårørende. Alt sammen erfaringer som vi måske ikke selv har endnu - men som vi kan læse meget præcise skildringer af i litteraturen.

På medicinstudierne er litteraturen med et fag, der hedder ‘narrativ medicin’, også flere steder blevet en del af pensum. For at lære de kommende læger netop dét. At menneske. At sætte sig ind i patienternes sted og vide, hvad det betyder for den enkelte pludseligt at miste et familiemedlem eller være terminal.

Stefan Kjerkegaard forklarer, at litteraturen kan tilbyde os bedre og mere præcise beskrivelser af sorgerfaringer, end vi kan få andre steder. Og det mener han er vigtigt for, at vi kan forstå vores egne og andre oplevelser af sorgen.

“Vi har brug for forfattere til at fortælle os det på en præcis måde. Og så kan vi tale om det derfra,” fortæller han og henviser til litteraturens fantastiske evne til at skabe gode og vigtige samtaler. For eksempel om, hvad det betyder at være i sorg.

“Når man for eksempel taler om, hvordan Naja Marie Aidt har det, kan det gøre, at man også selv begynder at dele nogle af de ting, som man jo tit er alene om,” siger han: “Og jeg tror, samtaler kan være helbredende og terapeutiske i sig selv. Så kan man så diskutere om det er litteraturens skyld, men litteraturen er i hvert fald en god anledning til at dele sine erfaringer.”

Da Niels Erling skrev bogen, var han også meget optaget af, at den skulle have et kunstnerisk udtryk, som præcist kunne beskrive det, han havde oplevet for at gøre det lettere at forstå og tale om.

Han mistede sin far i juli 2018. Det var først sommeren efter, at han kunne begynde at arbejde med teksten, uden at det var for hårdt. I en luftige og dialogbåren skrivestil endte han med at skabe en bog, som er baseret på det, der skete, og de samtaler der fandt sted i tiden omkring faderens død.

“På en måde er bogen jo ret simpel. Fordi den er bare baseret på dét, der skete. Den er de samtaler, der var, og den tid der gik. Og de samtaler som jo blev kortere og kortere og til sidst holdt op med at finde sted,” fortæller han.

Sorgen skal have plads og tages alvorligt

Bogen blev for Niels Erling også et idealistisk projekt. Et forsøg på at give sorgen en plads i verden, i litteraturen og i samtalerne.
“Vi lever i en verden, der er så styret af fornuft og effektivitet. Vi skal bare videre, det hele skal gå så hurtigt. Så for mig er det også vigtigt at give det plads, som føles svært og hårdt. At vise, at det også har en plads i verden og skal have lov til at være der. Det synes jeg er vigtigt,” siger han.

På den måde mener Niels Erling også, at sorgen bliver lidt tryggere at være i, fordi den dermed ikke virker helt så fremmed og mystisk.
“Jeg tror, at det er tryggere at være i det, der gør ondt, hvis man ved, hvad det er. Så jeg vil gerne afmystificere den lidt. Sorgen er jo frygtelig, men det er noget, vi alle sammen skal igennem. Så jeg synes da, at vi skal snakke om det,” forklarer han.

Stefan Kjerkegaard mener også, at bølgen af sorglitteratur skal ses i lyset af, at der faktisk generelt er kommet et større fokus på sorg i samfundet.
“Man er begyndt at tage sorg mere alvorligt. Sorg er noget man kan lide af. Og man har jo simpelthen også ændret på sorgdiagnosen og blevet klogere på sorg rent medicinsk. Og det har jo også en indvirkning på, hvordan man skriver om sorg,” fortæller han.
Hvor man tidligere så på sorg, som noget der skulle ‘bearbejdes’, og man skulle ‘komme igennem’ den, er der i dag mere et syn på sorg som noget, man må bære med sig hele livet. Som et ar på sjælen, som man må lære at leve med. Og som noget, man skal tale om og tage alvorligt.

Stefan Kjerkegaard forklarer, at sorg tidligere har været et større tabu. På trods af at det er et uomgængeligt livsvilkår. I stedet for at gemme sorgen væk, er det nu noget som i højere grad bliver delt og talt om - både privat, i medierne og i kunsten.
“Det har også noget med hele den affektive vending inden for humaniora at gøre. Man har vendt sig mod affekter, mod følelser. Og her er sorg jo en vigtig og meget tydelig affekt,” siger Stefan Kjerkegaard.

Han nævner også, at tendensen måske kan ses i sammenhæng med, at flere efter 9/11 begyndte at skrive om sorg. Eller at man i slutningen af 00’erne arbejdede meget med traumelitteratur og ‘witnessliterature’ i forbindelse med, at man indsamlede erfaringer fra de sidste vidner til Anden Verdenskrig.
“Man kan pege mange forskellige steder hen, når man taler om, hvorfor sorg er en vigtig ting i litteraturen lige nu. Der er rigtigt mange forløbere til den trend, vi ser i dag,” fortæller han.