Ét liv er blot et øjeblik i menneskets historie, ligesom menneskeheden vil være det i jordens levetid. Den franske forfatter Marguerite Yourcenar søger i sit mastodontværk Verdenslabyrinten tilbage i sin slægts fortid for at kaste lys på sin placering i det store hele. Værket genudgives nu i forlaget Rosinantes klassikerserie

Liv efter liv leves. Vores fælles historie dannes af denne cirkulære bevægelse. Men vi har mistet forståelsen for den store historie og for de liv, der vil efterfølge vores. På den rejse Marguerite Yourcenar har taget mig med på i sin store slægtsfortælling Verdenslabyrinten, har jeg været i selskab med de ulykkelige og de kærlighedsfyldte, de velhavende og de fattige, de tro og de bedrageriske, de håbløse og de drømmende. På rejsen gennem tiden er der særligt én ting, der står frem for mig; at alle disse liv på tværs af tider er gentagelser af hinanden. De er gjort af følelser og tanker, valg og tilfældigheder, held og uheld. Alle er de deres eget omdrejningspunkt og man opsluges af hver enkelt historie. Alle efterfølger de nogen og alle efterlader de andre. Deres liv er et punkt i fortællingen, som alle liv er et punkt i historien. Stort i sig selv, lille i helheden.

Så vi lever vores liv; vi træffer valg, vi græder, vi elsker, og en dag holder vi alle op med at trække vejret. Men i de dage, vi er her, skaber vi historie — vores egen komplekse fortælling om ét enkelt liv: “Grundridset af et menneskeligt liv er lige så sammensat som billedet af en galakse,” skriver Yourcenar. Samtidig er det klart, at vi alle er en del af en tid, der følger de foregående. Foregående tider, hvor mennesker levede deres liv, hvor de traf valg, græd, elskede, og hvor de en dag holdt op med at trække vejret. Hver især efterlod de et eftermæle og de gav vores planet videre til os. Det samme kommer vi til at gøre. Men hvilken historie er det, vi er i gang med at skrive lige nu? Hvilken planet er det, vi efterlader til dem, der kommer efter os?

Den store slægtsfortælling

I 1903 blev Marguerite Yourcenar født. Sidenhen blev hun en af det tyvende århundredes største forfattere og den første kvindelige forfatter i det prestigefyldte Académie française. Ved sin død i 1987 skrev hun stadig på Verdenslabyrinten. En slægtsfortælling, hvor hun forfølger sine egne aner mange århundreder tilbage og frem til Første Verdenskrig. Den tredelte fortælling, der strækker sig over hele syvhundredeoghalvtreds sider, er en skildring af århundrederne og de små liv, der har gennemlevet dem. Yourcenar følger først sin mors slægt, dernæst sit fædrene ophav, og hendes far bliver den helt store hovedperson i værket.

Værket viser, hvordan de enkelte liv efterlader sig spor. Den er et forsøg på at finde ud af, hvordan Yourcenar selv er blevet, den hun er. Men hun finder aldrig de fællesnævnere, som hun leder efter. I stedet går det op for hende, at det ikke er blodet, der løber i hendes årer, der har afgjort hvem, hun er blevet. Derimod er det de mennesker, hun føler en forbindelse til, der har formet hende. Hun skriver, at en russisk romanforfatter eller en skandinavisk dramatiker, en hinduistisk eller kinesisk vismand måske i langt højere grad har formet os end vores egen slægt. Gennem en forbundethed former vi hinanden. I læsningen af Verdenslabyrinten mærker jeg selv denne dybe forbundethed til Yourcenar. Måske fordi hun oplever verden på en måde, der vækker genklang i mig. Måske fordi hun, selv i sin slægtsfortælling, ikke kan lade være med at tematisere respekten for naturen og kloden hvorpå, vi lever vores liv. Noget der lægger hende dybt på sinde. Diskret fletter hun det ind, så det i kraft af at være subtilt springer frem for læseren: Denne problematik er vigtig i enhver fortælling.

Et århundrede med dumhed, vold og begær

Yourcenar beskriver kun brøkdele af sit eget liv, men hun foregriber i flere passager den historiske periode, hun selv kom til at leve i; det tyvende århundrede. Her udtrykker hun forargelse og forfærdelse over den drejning, mennesket har taget historien i. Hun beskriver blandt andet, hvordan globaliseringen har medført en homogenitet verden over, og hvordan kapitalismen og turismeindustrien har gjort vores kulturliv flade og ensartede. Hun ser, at vores klode og dyrene på den er truede på overlevelse på grund af menneskenes overdrevne forbrug og mangel på forståelse og respekt. Tematikken fylder omfangsmæssigt ikke det store i værket — alligevel er den overalt. Måske fordi den er dybt forankret i hendes måde at se verden og livet på. Hun skriver:

“Mennesket vil udrive sine egne lunger, de store grønne skove. Vandet, luften og det beskyttende ozonlag, næsten enestående vidundere, som har muliggjort livet på jorden, skal blive tilsvinet og forrådt. I visse tidsaldre, siges det, danser Siva over verden og tilintetgør formerne. Det, som i dag danser over verden, det er dumheden, volden og menneskets begærlighed”

Hun beskriver, hvordan vi i stedet bør indgå i en symbiotisk tilstand med naturen. Hun beskriver regnen, der falder blidt, bølgernes brusen, tågebankernes skønhed og månenætterne, der oplyser mørket. Yourcenar har en klimabevidsthed, der er markant forud for hendes tid. Værket indeholder subtile opråb, en diskret protest, gennem korte fragmenter midt i den store slægtshistorie. På den måde flettes klodens tilstand alligevel ind i fortællingen. Og jeg tror, det er fordi denne slægtsfortælling mest af alt, er en historie om, hvordan vi bliver til de mennesker, vi er. Mennesker, der har muligheden for at træffe de rigtige valg; for os selv og eftertiden.

Men mennesket er blevet grebet af en sindssyge, der leder os til at tro, vi er almægtige, skriver Yourcenar. Vi er ikke holdt op med at flyve jorden rundt, med at slagte dyr i hobetal eller med at forbruge langt udover klodens ressourcer. Yourcenar beskriver dette med én kontant og ufravigelig sætning: “Jeg ved, at vores ødelæggelse af naturen retfærdiggør ødelæggelsen af mennesket.”

Hvornår holder vi op med at leve i nuet?

Så Verdenslabyrinten er på alle måder en fortælling om, hvad liv efterlader. Ligeså enestående, komplekse, uvurderlige og vigtige hvert af vores korte liv er, ligeså er de blot små prikker på det gigantiske pointillistiske maleri, som historien er. Men det perspektiv har vi glemt i disse individualistiske tider. Yourcenar skriver: “Alle begår den fejl at tænke på øjeblikkets tilfredsstillelse og morgendagens gevinster, aldrig på i overmorgen eller næste århundrede.” Og vi bliver da også konstant opfordret til at leve i nuet; men hvad gør vi med tiden efter nuet?

Det er svært at læse Verdenslabyrinten uden at blive forført af Yourcenars fortællinger og hendes talent for at skrive de mange små historier frem med en finfølt fornemmelse for de større sammenhænge. Man kommer til at reflektere over sin egen historie og ens plads i den større fortælling. Hun skriver med en bevidsthed om, at de enkelte liv før eller siden går i glemmebogen: “Som skyerne på den tomme himmel dannes vi og opløses på denne glemselens baggrund”. Vi fødes, vi lever og det er vigtigt. Men hvilket enkelt liv er vigtigere end resten af de liv, der følger efter? Hvorfra har vi fået den idé, at vi har retten til at fratage de kommende generationer langt ude i fremtiden muligheden for at leve deres?

Verdenslabyrinten er både en fortælling om alle aspekterne af et menneskeliv; om kærlighed, svigt, død, fødsel, begær, sorg og håb. Men det er også en fortælling om den dybe forbindelse mellem menneske og natur, som vi har mistet fornemmelsen for. Marguerite Yourcenar søger tilbage gennem tiden for at finde ud af, hvordan hun er blevet den, hun er. Men hun søger ligeså meget tilbage for at finde ud af, hvordan vi som mennesker er blevet dem, vi er. Sidst men absolut ikke mindst peger hun fremad med et håb om, at vi kan ændre det, vi er blevet. Et håb om at vi kan genfinde en respekt; for hinanden, for naturen og for dyrene. Og et håb om at vi vil bruge den korte tid, vi er her, på at skabe den bedst mulige verden for de liv, der kommer efter os.

“Vi henfalder igen til menneskets lille historie, men lad os besinde os: Lad os dreje med jorden, der som altid drejer uden bevidsthed om sig selv, en smuk planet på himlen. Solen varmer den tynde levende skorpe, får knopperne til at springe ud og kadaverne til at gære, får den til at stige op fra jorden for atter at lade den forsvinde.”

Fakta:

Marguerite Yourcenar var en fransk forfatter, der levede fra 1903 til 1987.

Hun blev født i Belgien, voksede op i det nordlige Frankrig, men boede store dele af sit liv i Maine, USA med sin livspartner Grace Frick.

I 1980 blev hun det første kvindelige medlem af Académie française.

Hendes hovedværker er Kejser Hadrians Erindringer (1951), Smeltediglen (1968) og Verdenslabyrinten (1974-88)

Verdenslabyrinten er netop genudgivet i Forlaget Rosinantes klassikerserie i september 2018