Mit første minde med bøger stammer tilbage fra, da jeg er fem. Måske seks. Jeg ligger i sengen på mit værelse, det er stadig lyst udenfor. Min mor trækker rullegardinet ned, og værelset skifter farve fra dag til nat, det er sengetid. Så læser hun højt, det gør hun hver aften klokken otte. Fra Halfdan Rasmussens børnerim:

“Tænk hvis jeg sad på månen” læser hun: “og leged’ med en himmelsky/ så kunne jeg skam kigge/ til børn i hver en by”.

Hun peger op på loftet, som om jeg sidder på en sky deroppe. Og så på gulvet - til byen og børnene nede på jorden. Det er dejligt med sådan en verden, der præcis fylder det samme som ens værelse fra gulv til loft, hverken mere eller mindre.

Min mor fortsætter: “Men i det lille Danmark/der sidder jo min egen mor”. Jeg peger på hende, nu er det min tur til at rime: “men hun er svær at finde/ for verden er så stor”.

Jeg kan det udenad, Halfdans rim, det har min mor lært mig. Dét og mange andre. “En kælling og en kylling og en killing, der var trilling”. Eller: “Lillegut fra Lillerød gik aftentur i Hillerød, og slog en ganske lille put, skønt det var meget strengt forbudt”. Det er sjovt at sige prut men endnu sjovere at få min mor til at sige det. PRUT.

Det næste, jeg husker, er min farmor, der er på besøg hjemme hos os. Det er i juledagene, vi sover længe og spiser morgenmad stadig iført nattøj. Noget, vi ellers aldrig gør. Dagene er lange - ikke kedelige men langsomme og bløde. De voksne har tid til at svare, når vi spørger dem, og siger ja, hvis vi foreslår dem at spille vendespil.
Klokken 18.00 – præcis – er der aftensmad, der er dækket op med røde servietter, og vi spiser af det fine stel. Jeg leger rig dame og skåler i sodavand, min farmor løfter sit glas med rødvin, “Glædelig jul, unge dame,” nikker hun og jeg nikker tilbage.

Efter maden finder hun bogen frem. Det er Brødrene Løvehjerte, vi har fået den i julegave – alle sammen. På kortet står “Til Inge og Paul og Jens og Lars og Louise. Fra Farmor”. Farmor er stavet med stort F. Bogen har seksten kapitler, min farmor er hos os i 14 dage, de to første dage læser hun to kapitler, derefter får vi ét om dagen. Vi sidder rundt og er helt stille imens. Min farmors stemme er ru, sådan som ting kan blive, når de er gamle og lidt slidte. Hun læser om Jonathan, der hedder Løvehjerte til efternavn, fordi han er så modig. Og om hans lillebror, Tvebak, der har fået sit navn af Jonathan, der elsker tvebakker – og sin lillebror. Vi hører om Nangijala og forræderen Hubert, der viser sig slet ikke at være en forræder. Om Tengil og hans soldater, tengilsmændende. Og dragen Katla, der spyr dødbringende ild. Det er næsten ikke til holde ud at høre på, det gør ondt - men også godt: Jonathan dør og Sofie bliver taget til fange. Men så er der heldigvis farfar, der har en hemmelig gang i sit hus, hvor han gemmer Tvebak, der er på flugt.

Bagefter snakker vi sammen om det, vi har læst. Om død og duer og kirsebærtræer og Katlagrotten. Om det gode og det onde og alt det midt imellem, som heste og slagbænke og vandfald. Og selvom vi ikke forstår det hele, og det nogle gange er virkelig uhyggeligt, så elsker vi, når farmor læser højt. “Det har været den bedste jul nogensinde”, hvisker jeg til hende, lige før hun stiger på toget til Vamdrup 1. nytårsdag.

Da jeg fylder tolv, får jeg for første gang lov at gå alene på biblioteket. Det ligger på Grønlands Torv, på første sal i et højhus med elevator, og i stuen er der et apotek. Jeg elsker biblioteket, der er lidt af samme stemning, som når farmor er på besøg derhjemme. Langsomt og blødt. Og så er der jo Åse og Hanne, børnebibliotekarerne, der altid har tid, og som hjælper mig med at finde bøger. ‘Den Uendelige Historie’ for eksempel eller ‘Liv og Alexander’. Jeg tilbringer timevis i den højrøde sækkestol bagved pulten med tegneserier. Jeg forelsker mig i den ene hovedperson efter den anden, Jonas og Tobias og Robert og Karl, og efterlader dem så tilbage på hylden, når bogen er læst til ende. Jeg finder også en bog om en ung mor, der får kræft og må sige farvel til sit spæde barn. Den får mig til at græde så højt og længe, at jeg til sidst skal kaste op. Åse hjælper mig ud på toilettet og holder en kold klud på min pande, og bagefter får jeg lov at sidde på en stol bag hendes skranke, indtil jeg er ok og klar til at gå hjem.

År senere læser jeg ‘Dinas Bog’ af Herbjørg Wassmo og ved ikke, hvad jeg skal stille op med hovedpersonen, Dina, som er så modbydelig og elskelig på samme tid. Det minder mig om noget, men jeg ved ikke hvad. Det er også lige meget, for mens jeg læser, mærker jeg, hvad det er, og det er nok. I flere uger tænker jeg faktisk ikke på andet end Dina. Når jeg er ude at handle, til frisør, i solcenter, eller når jeg står helt tæt i bussen og ikke kan få vejret af angst. Så lukker jeg øjnene og tænker på, hvad Dina, ville gøre, og så kan jeg trække vejret igen.

Jeg er aldrig rigtig kommet mig over det. Over dem. Hverken Halfdans prutter, Jonathan og Tvebak, de ulykkelige forelskelser, jeg efterlod på hylden. Eller den unge mor, der døde fra sit barn. Jeg er heller aldrig kommet mig over Dina.

Sådan er det næsten hver gang jeg læser en bog. Jeg kommer mig aldrig over det. Hver gang får jeg noget med mig. Et liv, en følelse. Det er ikke altid, jeg forstår, hvad det er, men jeg kan mærke det og nogle gange er det nok. At mærke, at man ikke er alene, ikke er den eneste. Når bussen kommer for sent eller man spilder kaffe ud over sin nye trøje og den ven, der skulle komme på besøg, aflyser.

Så er de der. Bøgerne.