Den nye billedbog Akvarium gør en svær og tung tematik håndterbar for store og knap så store. Bogen udkommer 6. august hos Jensen og Dalgaard

Der er noget særligt ved dystre børnebøger. Børnebøger, der kan være foruroligende, en lille smule uhyggelige, men samtidig meget dragende og fængende.
Sådan en bog er Akvarium. Pigen Moa har en mor, der er helt hendes egen. De bor på tredje sal, og fra vinduet kan Moa følge med i verden udenfor. Moas mor er ikke som andre mødre. Hun er en stor smuk guldfisk, som svømmer rundt i akvariet i stuen, mens Moa selv sørger for at lave mad, tage tøj på og gå i skole.
Men der er også en skolelærer, som meget gerne vil se Moas mor, og som kommer forbi, da Moa ikke kommer i skole flere dage i træk.

Måske handler den om svigt

Det norske forfatter- og illustratorpar Gro Dahle og Svein Nyhus fik sidste år tildelt den norske Kritikerpris for bedste børne- og ungdomsbog for Akvarium.

Akvarium er en stor næsten kvadratisk billedbog, hvor illustrationerne er holdt i douche grå, blå og gullige nuancer. Skoletasken, skolelæreren og de andre børn har dog rosa nuancer. Alle de store figurer, som eksempelvis læreren bøjer sig ind over Moa på siderne. Men når Moa er alene hjemme med akvariet, er det hende der læner sig ind over det og passer på det.

Måske handler bogen om et omsorgsvigtet barn. Moe er måske en pige, der bor alene med en mor, som ikke er i stand til at tage sig af sin datter. Nogen gange synes Moa, at moderen smiler til hende, og andre gange svømmer hun bare forbi. “Så får hun lyst til at ryste akvariet, eller vippe det, eller slå hårdt på det, så moderen lægger mærke til hende, stopper op og ser på hende med runde, blanke øjne.”

eg læste bogen højt for min femårige søn, der snart er på vej til at starte i skole. Før vi sad i sofaen og læste Akvarium sammen, ville en bog med en så tung tematik ikke have været førstevalget. Dahle og Nyhus takler dog det rå tema på en så legende og poetisk måde, at det svære emne bliver håndterbart også for en stor børnehavedreng.

Poetiske virkemidler og mørke øjne

Forsideillustrationen antyder det abstrakte i bogen, som med små poetiske virkemidler i billeder og ord antyder alt, hvad man har brug for at vide. På den måde bliver bogen lige tilpas voldsom, uanset hvor gammel man er.
For hvad er egentlig de vigtige ting som sådan en forældre skal i løbet af dagen, det ved Moa godt. “Det er ikke så nemt at vide, hvornår det er sengetid, for nogle gange bliver det tidlig mørkt, og nogle gange er Moa slet ikke træt. (...)Tænk hvis moderen kaldte fra køkkenet og sagde, at nu var det morgen, og nu skulle Moa stå op for nu var der morgenmad.”

Figurerne har store sorte øjne, og rundt omkring på siderne er der genstande som en kop uden hank, en brødkniv på gulvet og andre ting, der viser, at her er det et barn, der holder orden og sørger for at dagen glider. Men Moa er god til at passe akvariet, hun ved hvordan man holder temperaturen rigtig og doserer foder, så vandet ikke bliver grumset.

Da læreren i slutningen af bogen kommer hjem til Moa og laver risengrød, som ikke brænder på, lysner det triste.

Men ender bogen så godt? Min femårige kigger op, da vi har læst den sidste side og siger: “Den var godt nok god. Og den ender også godt, gør den ikke?” Han mener nemlig, at læreren måske bliver hendes mor nu. Akvarium kan læses på mange planer, og det er derfor en billedbog som også vil være god til de børn, der måske ikke læser så mange billedbøger mere.