I novellesamlinger Lige Her og Lige Nu er rejsen fra barndom til voksenliv både eventyrlig
★ ★ ★ ★ ★ ★

AT VOKSE OP ER EN REJSE PÅ TVÆRS AF TID OG STED

ArtikelLitteraturSkrevet af: Mette Wallin Andersen23. maj 2017

Novellesamlingerne Lige Her og Lige Nu tilbyder seriøs træning af empati-musklen, mens man rejser rundt i de europæiske fortællinger

★ ★ ★ ★ ★ ★

De to novellesamlinger Lige Her og Lige Nu rummer i alt 38 noveller om at rejse. Børnebogsforfatteren Kim Fupz Aakeson har været med til at udvælge de europæiske børne- og ungdomsforfattere, der har bidraget til bøgerne. De udvalgte forfattere behandler temaet at rejse med store genremæssige forskelle. Resultatet er en skøn vekslen mellem eventyrlige historier fulde af stemningsbilleder og angstprovokerende fortællinger, der portrætterer eksistentiel fortvivlelse.

I novellen Frøken Nat af spanske Alaine Agirre er tre søstre bange for at falde i søvn om natten.
Foto: PR / foto: Gyldendal / Illustration: Cato Thau-Jensen
I Min af engelske Sarah Crossan er hovedpersonen Stacey noget utilfreds ved tanken om snart at blive storesøster.
Foto: PR / foto: Gyldendal / Illustration: Anke Kuhl

Et ‘vi’ der er større end ‘os og dem’

I de to antologier kan man både finde realisme, fantasy, eventyr og en lille smule science-fiction. Nogle af novellerne er fyldt med humor, mens andre giver en klump i maven. Der er masser af forskelle. Også forfatternes forskellige nationaliteter bliver til tider tydelige, når scenerne præges af navngivne storbyer eller områdespecifik natur. Men det interessante ved Lige Her og Lige Nu er ikke de forskelle, der bliver tydelige, men derimod synliggørelsen af alt det, vi har til fælles. Vi har alle oplevelser med venskaber, familie, kærlighed og opvækst med os i bagagen, og det er netop de oplevelser, der fylder i de to novellesamlinger.

Lige Her og Lige Nu kan på sin vis forstås som et politisk projekt, der vil bryde landegrænserne ned og vise, at vi europæere (og måske endnu bredere: vi mennesker) har en hel masse til fælles. At vi har flere ligheder, der forener os, end forskelle der adskiller os.

LÆS OGSÅ: DET BEDSTE SPRINGBRÆT FOR FANTASIEN ER VIRKELIGHEDEN

I novellen Mellem træerne af engelske Katharine Woodfine må adelspigen Isabella tage et stort ansvar på sig og ride ud for at advare om fjendtlige angreb på dem, der er loyale overfor kongen.
Foto: PR / foto: Gyldendal / Illustration: Joel Steward
I Lost in Transformation af østrigeren Cornelia Travnicek ser man ind i en fremtid, hvor det er op til den enkelte at vælge om man vil være mand eller kvinde. Den kønsløse hovedperson Lou står overfor for det svære valg.
Foto: PR / foto: Gyldendal / Illustration: Dave McKean

At rejse i to dimensioner

Fra læsningen af Lige Her, som er for børn i alderen 8-12 til læsningen af Lige Nu, som er for unge i alderen 12-18 sker der et fokusskifte. Der er selvfølgelig tydelige forskelle i temaer og handlinger i de to antologier, men helt generelt er der også en forskel på hvordan temaet formidles til de to målgrupper. Som læser oplever man, at der er forskel på rejser, set i et børneperspektiv og rejser, set i et ungdomsperspektiv. En forskel, der understreges i bøgernes danske titler.

Omdrejningspunktet for novellerne i Lige Her er ofte konkrete fysiske rejser fra et sted til et andet, hvor hovedpersonerne er ved at finde sig tilrette i verden. I Lige Nu er der et langt større fokus på en forandring eller en rejse over tid. En rejse mod voksenlivet. Det bliver helt konkret italesat af hovedpersonen i novellen Langt borte: “Mens hun sagde det, havde jeg indtryk af, at det var min tid, hun talte om, at hun mente, at jeg endnu ikke var mand.”

Mellem de to antologier er der altså en meningsfuld forskel på spil i forhold til temaet at rejse. Som man vokser op sker der en bevægelse fra erfaringer om hvordan man er i verdenen, til erfaringer om hvem man er, og gerne vil være, i verdenen.

Lige Her er for børn i alderen 8 - 12 år.
Foto: PR / forsidefoto: Gyldendal
Lige Nu er for unge i alderen 12 - 18 år.
Foto: PR / forsidefoto: Gyldendal

Lige Her og Lige Nu er to charmerende novellesamlinger, som appellerer til hele følelsesregisteret. Forfatterne formår at indbyde til nære relationer med de karakterer, man som læser kun har få sider til at lære at kende. Sammen med hovedpersonerne bobler man af glæde over et nyfundet venskab, vrider sig i akavede sociale situationer og fortvivler over tilværelsens besværligheder. Lige Her og Lige Nu tilbyder seriøs træning af empati-musklen, mens man rejser rundt i de europæiske fortællinger.

Den opmærksomme læser af bøgerne vil bemærke, at der i forordet beskrives en plan om at udvælge 39 børne- og ungdomsforfattere, mens der i virkeligheden kun er 38 noveller i alt. Man kan ikke lade være med at undre sig over, om der var et afbud i sidste øjeblik, eller om det er en stille opfordring til læseren om selv at gribe pennen og fortælle en historie om at rejse.

SE BILLEDSERIEN: KOM MED TIL PRØVERNE PÅ TEATERFESTIVALEN ILT

FAKTA:

Blandt de 38 noveller finder man fire danske bidrag. I lige Her finder man Os fra blomsterkvarteret: Den dag vi rejste fra Snogstrup af Dy Plambeck. I lige Nu kan man læse Vi øver os på at blive voksne af Peder Frederik Jensen, #Parisjetaime af Sanne Munk Jensen og Det vi har mistet af Sarah Engell.

Novellesamlingerne Lige Her og Lige Nu udkommer den 23. maj 2017 på forlaget Gyldendal.

Lige Her og Lige Nu udkommer i anledning af en særlig begivenhed i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Den walisiske Hay Festival kommer til Aarhus, som medarrangør af Den internationale børnelitteraturfestival Aarhus 39, som finder sted til oktober. Alle de forfattere, der har bidraget til Lige Her og Lige Nu vil deltage i festivalen Aarhus 39.

Facebook
Del på facebook

Mette Wallin Andersen

Kulturjournalist og anmelder
Mette Wallin Andersen er uddannet cand. mag. i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i narrativ identitet. Mette er vild med kultur der gør os klogere på os selv og hinanden. Det sker eksempelvis når kunst og litteratur spejler noget grundlæggende menneskeligt eller bryder nuancerende ind i samfundsdebatten.
Mette har undervist på Løgumkloster Højskole i fagene Verdensborger, Etik og Det skrevne ord.
Se Mettes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind