Debutanten Julie Mendel giver det ene sproglige nyrestød efter det andet i et tæt, lille værk, hvor ensomheden og selvmordstrangen lurer mellem alle linjer.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Julie Mendels jeg-fortæller i digtsamlingen Relikvie er en observatør, hun ser på virkeligheden udefra, hun rapporterer fra kanten af livet, hvor alting er tæt på og alligevel utilgængeligt.

Et relikvie er en rest, eller en levning, efterladt af et helligt menneske, Julie Mendels debut kan forstås som ensomhedens relikvie, isolationens relikvie og angstens relikvie.

Forord og selvmordsbrev i ét

I en lang række mindre tekststykker har Julie Mendel vævet døden ind mellem forelæsninger, læsegrupper og bodegamøder, og værket bevæger sig i konstant pendulfart mellem hverdagsregistreringer og svimlende betragtninger over, hvor tæt døden er på os hele tiden.

Relikvie er et flydende, luftigt værk, der har fået meget frie rammer at udfolde sig i. Flere af teksterne tumler lidt rundt ude i grænselandet mellem prosa og poesi, og det første afsnit ”Relikvie” indeholder en optegnelse over hvilke genstande og fænomener, der ”skal bevares og føres videre”. Disse relikvier er bl.a. ”Citronerne og det kogte vand” og ”Leans tænder”, men det er også ”De ting, vi gør for at vågne” og ”Den omsorg at forestille sig en anden”. Allerede her etableres spændvidden mellem hverdagsfænomenerne og det noget mere abstrakte, men Julie Mendel etablerer også ideen om en fortæller, der gør sig tanker om at forlade livet. Det første afsnit bliver på den måde en sælsom blanding af forord og selvmordsbrev.

Breve til Cobain

Den resterende del af værket falder i tre afsnit; ”London”, ”København” og ”Uden dig”. Livet i London er enormt ensomt, og isolationen i det lille, lejede værelse er kvælende. Ventilationen til shawarmabaren på gaden blæser fritureluft ind i værelset, vandet smager af klor og jeg-fortælleren spiser papsuppe og går i biografen bare for at få tiden til at gå. Storbyensomheden er så overvældende, at man næsten kan smage den, og hjemveen og længslen rettes konkret efter et du, der stadig befinder sig hjemme i Danmark. Midterdelen om København er værkets længste, og her finder man også to breve skrevet til Kurt Cobain, der kommer til at fungere som fortællerens fiktive samtalepartner. Brevene er på én gang charmerende og hjerteskærende.

På kanten af livet

Ensomheden i København er om muligt mere altopslugende end den i London. Lejligheden bliver til et fængsel, hvor køleskabets summen hver halve time deler dagen ind i målbare intervaller, og når fortælleren endelig kommer ud, handler det om “at sidde til en fest og nulre krummerne fra dugen mellem fingrene.” En lysning anes dog i værkets tredje del “Uden dig”, hvor en flytning fungerer som anledning til en ny begyndelse for fortælleren. Alligevel sidder gråden stadig i halsen og angsten endnu i huden, der gives ingen garantier for, at den nye lejlighed ikke skal blive et nyt fængsel.

Ambitiøst værk

I Julie Mendels univers er alting så forbandet skrøbeligt, nerverne er som blottede tandhalse og isolationen fungerer som en overlevelsesstrategi men samtidigt også som en selvmordsrute. Digtsamlingen Relikvie er på den ene side et sprogligt meget ambitiøst værk, en moderne udgave af Inger Christensens Brev i april. Men på den anden side stikker Julie Mendel flere steder lidt for meget af i en dagbogsretning, for eksempel når ”ikke” bliver til ”ik” og ”kunne” bliver til ”ku”. Det stikker i øjnene, når sproget igennem hele værket ellers er så omsiggribende og ambitiøst. Man kan stille spørgsmålstegn ved nogle af omstændighederne omkring teksten, eksempelvis de lidt funktionsløse stedsangivelser og den førnævnte dagbogstone, men råmaterialet, selve teksten, er en lille, fortættet kraftpræstation.

Fakta:

Julie Mendel: Relikvie

Forlaget Gladiator

Udkommer 14. september 2017

64 sider, 179,95 kr.