Svend Åge Madsens nyeste roman Af den anden verden er en potpourri af fortællinger og litterære genrer. Bogen eksperimenterer med sprog, form og grammatik, og tilbyder sin læser en ordentlig omgang hjernegymnastik.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

En altkvælende tåge driver en gruppe mennesker på flugt. Gruppen har været taget til fange i en uspecificeret lejr, endelig er de frie, så de flygter ombord på et skib, som sejler dem ud på det åbne hav. Efter nogle dages sejlads kan de se land, “Mols, mener manden hvis ryg er dækket af bylder. Narragonien, er der flere der hævder, men det er uklart om de selv tror på det. Australien, påstår kvinden der klynker uophørligt, men som havde ret når hun udpegede vige og bugter.”

Skibet går på grund, og gruppen kryber i sikkerhed på stranden. Men gruppen har et stort problem: menneskene har mistet hukommelsen, med den sproget og med sproget evnerne til at orientere sig i verden.

Altings begyndelse

Gruppen er altså på bar bund og må begynde helt forfra. I bestræbelsen på at finde fodfæste, giver de sig til at lege med den smule sprog, de nu engang har. De giver hinanden og verdens mange fænomener konkrete og billedlige navne, i håb om at skabe et form for fælles system.

Et skib er et vandhus. Huse er bo eller dække. Solen er en ildkugle.

Meget lig begyndelsen på Det Gamle Testamente, begynder tredje kapitel i Af den anden verden sådan: “I begyndelsen... I begyndelsen var der ingenting. Absolut ingenting. Men vinden puslede med træernes blade. Vinden hviskede i spidsgræssets strå. Vinden hylede imod stenene.”

Ligesom Biblen med dens utallige myter og sagn, tager Af den anden verden sin læser med på en safari af historier, genrer og synsvinkler.

Kapitlerne er skrevet som alt fra paragraffer til monologer over breve til religiøse profetier og udflydende tankestrømme. Et højdepunkt er eksempelvis det trettende “slæt” (romanen er inddelt i 24 “slæt” – altså 24 kapitler), hvor karakteren Uma tager afsked med sin afdøde partner Ene. Hendes tanker beskrives smukt sådan her: “Den sagte regn virker rigtig. Ledsager dig ned i jorden. Ikke kraftig regn, det brød du dig aldrig om, men den stille, frugtbare regn der når at forsvinde i jorden. Jeg mindes en dag hvor du og jeg blev overfaldet af regn, tungere end den her, hvor vi trak ind under et træ. Du kyssede mig.”

Det er øjeblikke som disse, hvor karaktererne i Af den anden verden føles som levende, virkelige mennesker, at teksten for alvor stråler. Hvor det ikke så meget handler om at ransage hele verden og dens genstande, men i stedet blot forholde sig til konkrete, almengyldige følelser som forelskelse, længsel, tab.

Form over fortælling

Romanens fantasifulde og insisterende arrangement af litterære genrer fortjener ros. Det er et fascinerende og kompleks arbejde at flette så mange forskelligartede enheder sammen. Ligeledes er det en sjov og veloplagt detalje, at grammatikken gradvis bliver mere korrekt, idet karaktererne bliver fortrolige med sproget.

Med det sagt, bliver det hurtigt anstrengende, at kapitlernes form varieres i en uendelighed. Dette skaber en unødig forvirring, og bidrager egentlig ikke til at forfriske eller styrke de til tider lidt kedelige fortællinger om ikke-menneskene, som forsøger at blive mennesker.

Alt i alt er Af den anden verden en kreativ og finurlig roman, men den er samtidig en langtrukken læseoplevelse. Bogen er en ambitiøs undersøgelse af menneskets spæde tilblivelse, dog i lidt for mange fortællinger, som ikke rigtig undgår, efterhånden at blive monotone.

Fakta:

Svend Åge Madsens Af den anden verden er udkommet på Gyldendal.