Josefine Graakjær Nielsen første roman er genreudfordrende og legesyg men også alvorsfuld og sprogbevidst

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Hvad er det modsatte af genrelitteratur? Hvad er det modsatte af slægtsromaner, historiske romaner, kærlighedsromaner og krimier? Hvad kalder vi det? Finlitteratur, forfatterskolelitteratur, kunstlitteratur? Smal litteratur, elitelitteratur, autonom litteratur? Litteratur med stort L og fine fornemmelser? Selvhøjtidelig litteratur? Genrenedbrydende litteratur? Med romanen Johannes har Josefine Graakjær Nielsen formået at få indholdet til en ellers fuldfed slægtsroman ned i et smalt og gennemkomponeret lille værk, der byder på høj sproglig bevidsthed og en overflod af hemmeligheder.

Johannes er fortællerens farfar, og han fungerer som centrum for fortællingen, men også Johannes’ bror Richard får en betragtelig plads i værket, der undersøger de to brødres historie og indbyrdes forhold. Også deres mor Christense samt Johannes’ elskerinde Pia spiller betydelige roller. Faktisk indledes Johannes med en liste over medvirkende karakterer, og Graakjær etablerer en værkstruktur, der arbejder med klassiske, dramatiske dogmer, som vi kender dem fra græske tragedier. De forskellige fortællerstemmer udspaltes tydeligt, og de enkelte tekststykker indledes med navnet på den karakterer, de kan tilskrives. De fire forskellige stemmer bliver hurtigt til et kor af spøgelsesstemmer, et mytologisk kor, som vi kender det fra eksempelvis Sofokles’ Ødipus. Med denne struktur åbenbarer Johannes også et tydeligt slægtskab med Lea Marie Løppenthins Panser, der ligeledes udkom på Gladiator samme tid sidste efterår.

Indbygget poetik

Før ’rollelisten’ og de fire ’akter’ eller kapitler, som udgør hovedbestanddelen af værket, indledes Johannes med intet mindre end to prologer. Den første prolog placerer fortælleren i en nær nutid, og derudover præsenteres de to brødre Johannes og Richard: “Min farfar blev læge og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. (...) Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992.”

Den anden prolog handler om sproget: “Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale.” Om fortælleren lyder det i samme prolog: “Fortælleren er en snylter på karakterernes bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige.” I begge prologer, men særligt den anden, stilles sproglige og narrative overvejelser frem til fuldt skue, og de to prologer kommer til at fungere som en poetik for et værk, der synes lige så optaget af proces og form som selve indholdet.

Et hakkende værk

Indhold er der dog, og Johannes udspiller sig som en både dramatisk og stilfærdig familiehistorie. Stilfærdig med alle sine begivenhedsløse hverdage, men også dramatisk med selvmord, ulykker og det underliggende trekantsdrama mellem Johannes, hans hustru og elskerinden Pia: “Almindelige mennesker i ualmindelige situationer. Skærpede omstændigheder.” Johannes hakker i det, forstået på den måde, at de har noget cirkulært over sig med sine konstante gentagelser og en insisterende tilbagevenden til særlige begivenheder, eksempelvis farfarens selvmord og en ulykke Richard var ude for som barn. Det er begivenheder som er svære at trænge ind til, svære at beskrive, svære at rumme, men som Graakjær stædigt forsøger at indkredse og indskrive i værket.

Johannes handler om den måde vi erindrer på, den måde vi forbinder os selv til verden på, den handler om alle vores små, menneskelige systemer, lige så meget som den handler om sine egne sproglige systemer. Josefine Graakjær Nielsen har kvalt mit narrative begær med et hemmelighedsfuldt og hullet værk, som sine steder nærmest bliver æterisk åndsfraværende, men Johannes er samtidig en sært fuldendt og vemodig slægtshistorie.

Fakta:

Josephine Graakjær Nielsen: Johannes

Forlaget Gladiator

Udkommer 16. november 2017

77 sider, 179, 95 kr.