Ny litteraturfestival: “Vi vil være mere som en musikfestival”

Ny litteraturfestival: “Vi vil være mere som en musikfestival”

ArtikelLitteraturSkrevet af: Anne Møller15. juni 2018

Det bliver aktuelt, aktivistisk og uformelt, når Testrup Højskole den 20. juni slår dørene op for den nye litteraturfestival NorthLit, hvor både nordiske og arabiske forfattere er på programmet

Rundt omkring i hele landet pibler det frem med litteraturfestivaler. Den danske befolkning synes umættelig, og derfor er det også med en vis optimisme, at den nye litteraturfestival NorthLit, der er en selvstændig del af LiteratureXchange, er blevet stablet på benene.

Idémanden er forfatter Christian Dorph, der til daglig underviser på skrivelinjen på Testrup Højskole. Om festivalens tilblivelse fortæller han:

“Jeg synes, der skulle ske noget mere. Noget større. Vi ville gerne lave noget, der rækker længere ud. Det er den grundlæggende tanke. Man laver tit noget, der er nordisk, for det er der mulighed for at søge penge til. Det er meget oplagt. Men det specielle ved vores festival er, at det nordiske møder verden.”

Han fortsætter: “Mange går og tror, at der er meget litteratur, der bliver oversat til dansk. Men vi er jo et lille sprogområde, og i virkeligheden læser vi nærmest kun angelsaksisk litteratur. Der findes stort set ikke noget arabisk litteratur på dansk, og det vil vi gerne lave om på.”
NorthLit sparkes i gang på ARoS med bobler, åbningstale ved festivalarrangør Christian Dorph og en samtale mellem Suzanne Brøgger og den irakiske forfatter Hassan Blasim.
Foto: Isak Hoffmeyer
Den danske forfatter Pernille Abd-El Dayem læser op på Testrup Højskole under NorthLit.
Foto: Sigrún Gudbrandsdottír

Vekselvirkning mellem litteratur og politisk virkelighed

Hvert år vil NorthLit sætte fokus på et område eller et brændpunkt, og i år er det Nordafrika og Mellemøsten, der er omdrejningspunktet.

“Årets tema er valgt ud fra et aktualitetsprincip, og sådan kommer det faktisk også til at være fremover. På den måde er det den aktuelle virkelighed, der styrer og guider, hvad vi kommer til at sætte fokus på,” forklarer forfatter Emma Bess, der er en af arrangørerne.

Hun uddyber: “Vi vil gerne stille skarpt på steder, hvor der sker rigtig meget politisk. Og vi har valgt årets tema med tanke på det arabiske forår, som satte gang i rigtig mange ting i den arabiske verden - også litterært. På festivalen vil vi prøve at undersøge, hvordan det litterære ofte udvikler sig i samspil med den politiske virkelighed.”

Christian Dorph supplerer: “Mellemøsten har været et brændpunkt de sidste 15-20 år, og vi kender stort set kun området ud fra ord som flygtningekrise, IS, borgerkrig og islamisme. Vi synes, at litteraturen har til opgave at nuancere billedet. Det er den smukke idealistiske tanke bag festivalen.”
Under festivalen mødes norske Hanne Ørstavik og algeriske Samira Negrouche mødes på ARoS under festivalen. Negrouches digte er udfarende og politisk ladede, mens Ørstaviks prosa er mere nordisk i sin intimitet og minimalisme.
Foto: Linda B. Engelberth
Under overskriften Sci-fi and Noir Fiction in Arabic and Nordic Literary Traditions as Political Counter Narratives vil Kaspar Colling Nielsen bl.a. tale med Nael Eltoukhy og Theis Ørntoft under festivalens politiske seminar.
Foto: Jes Larsen

Forfattersamtaler, udgivelser og værksteder

I løbet af festivalen vil Testrup Højskole være det sociale samlingspunkt. Og køber man billet til alle fire dage, bliver man i bedste højskolestil indlogeret på en sovesal, i et telt eller på et enkeltværelse med fuld forplejning. Undervejs stiller festivalen shuttle-busser til rådighed, som vil transportere deltagerne rundt mellem de forskellige scener på højskolen, ARoS og Godsbanen.

Udover traditionelle forfattersamtaler og et politisk seminar vil der også være åbne værksteder, hvor NorthLit i løbet af festivalen oversætter og producerer bøger.

Christian Dorph fortæller: “Inden festivalen tog vi kontakt til nogle danske forlag for at høre om mulighederne for at få oversat noget af den arabiske litteratur til dansk, men det kunne simpelthen ikke nås. Derfor er vi gået lidt aktivistisk til værks, og i løbet af festivalen vil vi give publikum et unikt indblik i forskellige litterære praksisser ved at oversætte og producere bøger.”

Også i månederne op til festivalen er der blevet lagt i støbeskeen til værker, der vil blive udgivet i løbet af de fire dage.

“Vi har sat tre nordiske forfattere sammen med tre mellemøstlige forfattere, og så har vi ellers givet dem frie hænder til at skrive en bog sammen op til festivalen. Ingen af dem kender eller har mødt hinanden på forhånd, så al korrespondance er foregået via mail,” forklarer Christian Dorph.

Under NorthLit bliver de færdige værker udgivet og præsenteret i nogle samtaler, hvor forfatterne - Lea Løppenthin (DK), Emili Bergman (S), Morten Langeland (N), Joseph Kai (LB), Nael Eltoukhy (EG) og Sahar Mandour (LB) - fortæller om processen og den færdige bog.

“Vi vil gerne prøve at være mere som en musikfestival”

Det aktivistiske take er ifølge arrangørerne et forsøg på at skille sig ud fra andre litteraturfestivaler. Det samme gælder valget af de mere utraditionelle rammer.

“Normalt kan litteraturfestivaler godt være lidt formelle. Det vil vi gerne gøre op med, og det er blandt andet også derfor, vi har valgt at festivalen skal foregå på Testrup Højskole. Vi vil gerne prøve at være mere som en musikfestival, hvor man også overnatter, spiser sammen og kommer hinanden ved,” forklarer Emma Bess.

Christian Dorph supplerer: “Vi har forsøgt at skabe et backstage-miljø, hvor man får hele pakken. Under hele festivalen kan man hænge ud i nogle fede rammer med ikke kun de andre deltagere, men også forfatterne.”

Fakta:

NorthLit er en ny nordisk litteraturfestival, som finder sted i Aarhus den 20.-24.juni 2018. Festivalen er en selvstændig del af LiteratureXchange.

Festivalen er arrangeret af Testrup Højskole, Litteraturen på Scenen (LIPS) og Aarhus Litteraturcenter.

NorthLit kommer til at foregå på ARoS, Testrup Højskole og Godsbanen.

Læs mere og køb billet på www.northlit.dk

 

Facebook
Del på facebook

Anne Møller

Kulturjournalist og anmelder
Anne Møller er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og Oldtidskundskab fra Aarhus Universitet. Gennem sin uddannelse har hun beskæftiget sig med både litteratur og drama, og hun har en forkærlighed for græske tragedier og kvindelitteratur fra slutningen af 1800tallet. Derudover holder hun meget af socialrealistiske forfattere som Tove Ditlevsen, Vita Andersen, Kim Leine og Morten Pape.
Se Annes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind